Den Mogens du ikke kendte…
Islam-eksperten Mogens Mogensen fortæller veloplagt og humoristisk om sit spændende liv.
Mogens S. Mogensen er kendt af mange som en islam-ekspert, der udtaler sig i medierne. Han har også skrevet mange blogindlæg og udgivet en række lærde bøger om forholdet mellem kristne og muslimer. Vi har også jævnligt citeret ham i Udfordringen.
Men i hans nyeste bog lærer vi Mogens at kende fra en ny side.
Bogen er nemlig en erindringsbog, hvor han veloplagt fortæller om sin opvækst i nærheden af Brovst i Nordjylland, og om alle de skarnsstreger, han som barn og ung lavede i skolen, til fodbold, hos spejderne og senere som soldat i Karup. Her blev han også valgt som talsmand og blev beskyldt for at være en ”politisk soldat” af sin overordnede.
Det fortæller han humoristisk og uhøjtideligt om i bogens første kapitler.
Karin ændrede kursen
Det var også i Brovst i Nordjylland, at han lærte Karin at kende.
Hun var datter af Missionsforbundets præst, Johannes Boelskifte, og da hendes forældre flyttede til Aabenraa, blev hun i Brovst for at gøre gymnasiet færdigt. Mogens kom selv fra en landbo-baggrund, hvor hans forældre sjældent talte om tro. Moderen hældede dog lidt til Indre Mission og faderen til det grundtvigske. Så forelskelsen i Karin fik stor betydning for, at Mogens begyndte at orientere sig i en mere bevidst kristen retning.
Allerede dengang var han videbegærlig og opfindsom. Han overvejede at blive journalist, men læste i stedet historie og kristendom på universitetet i Aarhus. Og her kom han i kontakt med Navigatørerne, en kristen studiegruppe, som dengang var aktiv på universiteterne.
Ungdomsoprøret
Mogens oplevede ungdomsoprøret, hvor der var kaos, og hvor de marxistiske studerende dominererede og på et tidspunkt endda besatte administrationsbygningen. Mogens hørte til oppositionen, der bestod af alt fra SF og mod højre. En medstuderende talte helt seriøst om, at når revolutionen kom, så skulle ”sådan nogen som dig” fjernes.
Til sidst var der dog nogle af de studerende, som opstillede en Alternativliste, som vandt halvdelen af pladserne i studienævnet, og Mogens var én af dem, der kom ind.
Gymnasielærer i Afrika
Efter en kort tid som gymnasielærer i Esbjerg, besluttede Mogens og Karin at rejse til Nigeria for Sudanmissionen, som dengang udsendte gymnasielærere til at undervise på statens skoler.
Det var et eventyrligt liv for parret, som var meget optaget af fremmede kulturer. Og det kom til at præge dem resten af livet. De boede først i Numan, så i Pella og til sidst i Mbamba i Nord-øst Nigeria.
Interkulturel
Mogens blev specielt bidt af den afrikanske fulani-kultur. Da perioden som lærer derfor var forbi, ønskede han at fortsætte i det nye missionsarbejde blandt fulani-nomaderne. En stor muslimsk folkegruppe, som de kristne forsøgte at nå med evangeliet.
Mogens endte med både at tage en master og senere en doktorgrad i interkulturelle studier på Fuller i Californien. Hans ph.d. handler om, hvad der gør, at muslimer bliver kristne trods de forfølgelser, der som regel følger med.
Generalsekretær
Ikke mindst på grund af deres søn Anders, der gik på kostskole, rejste de i 1991 hjem til Danmark. Her blev Mogens først landssekretær, og da generalsekretær Gunnar Haunstrup pludselig blev ramt af en alvorlig hjerneblødning, blev Mogens generalsekretær.
Syv år senere, i 1998, sagde Mogens op for at gøre sine ph.d. studier færdige. Efter at han havde fået doktorhatten på, nedsatte han sig som selvstændig konsulent og har i 20 år arbejdet for bl.a. biskopperne, Dansk Missionsråd, Tværkulturelt Center, Danmission og mange andre som konsulent. Han er nu formand for menighedsrådet i Tyrstrup Kirke og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.
For de fleste læsere vil den første del med tidsbilleder, historie og humor være mest interessant, mens den sidste del mest henvender sig til dem, der interesser sig for kirke og mission, økumeni og religionsmøde.
Mogens S. Mogensen: Erindringsglimt. Snorene faldt mig på liflige steder. Forlaget Intercultural.dk. 250 sider, indbundet, ca. 90 billeder i farver og sort/hvid. 250 kr. Kan bl.a. købes på Hosianna.dk.