Dramatisk liv for lægemissionær sluttede tidligt
Dr. Hanne Christensen, som var missionær i Etiopien, før hun blev praktiserende læge i Christiansfeld, er død, kun 69 år.
For to år siden gik Dr. Hanne på pension efter 19 år som læge i Christiansfeld. Hun havde dengang fået konstateret en autoimmun leversygdom. Nu i foråret 2020 fik hun diagnosen ALS og måtte flytte fra sin lejlighed over lægehuset i Kongensgade. Det gik hurtigt ned ad bakke, og Dr. Hanne sov stille ind den 18. juni.
Troen
Hanne Christensen blev født i Tørring i 1951 og voksede op i et husmandshjem med to søstre og en bror, som døde i 2004.
”Der var altid både morgen- og aftenandagt i mit hjem, så jeg stod op for at være med, før far tog på arbejde,” fortalte Dr. Hanne i et interview med Udfordringen i 2014.
Troen har altid fyldt meget for den tidligere missionær, som også i en årrække har været leder af Indre Mission i Christiansfeld.
Lægemissionær i Etiopien
Hanne Christensen blev cand.med. i 1979. Efter sin turnusperiode blev hun antaget af missionsselskabet Dansk Ethioper Mission, og lægeuddannelsen blev suppleret med tillægskurser i Sverige og et kursus i tropemedicin i England.
I sommeren 1983 gik turen til Etiopien. Efter et år på sprogskole flyttede Hanne til Lincho ved Dodola sydøst for Addis Abeba, hvor hun blev tilknyttet den lutherske Mekane Yesus kirkes klinik.
Det blev til 14 aktive år i missionens tjeneste. Men det var ikke altid let at være hverken udlænding eller læge i det afsidesligggende distrikt.
En faglig diskussion med en lokal sundhedsmedarbejder, som var ’konge’ på stedet, førte på et tidspunkt til, at der blev skrevet et længere anklageskrift mod Dr. Hanne. I første omgang betød det, at hun fik en ny arbejdsplads på et større hospital i byen Yirga Alem, som lå i samme kirkesynode, men i en anden statsadministration.
Senere kunne sundhedsministeriet uden videre afvise næsten alle klagepunkterne.
– Tilbage stod der kun, at vi ikke havde kildevand på klinikken, men brugte flodvand (kogt og filtreret) – ellers var alle anklager væk. Jeg rejste hjem til jul 1985 og blev hjemme til september 1988, fordi jeg ventede på min arbejdstilladelse. Jeg arbejdede så i Yirga Alem frem til julen 1994, fortalte Dr. Hanne. Hun tænkte tilbage på sin missionærtid med taknemlighed:
”Jeg har oplevet i Jesu navn sammen med muslim, hedning eller kristen/ at bede om helbredelse før en operation/ og kende Guds vejledning og se Guds under ske med helbredelse,” skrev hun i et digt om sit liv i Etiopien.
Hun kom også til at opleve en god afslutning på klagesagen, for den lokale ’konge’ endte med at omvende sig. De to parter blev således forsonede, før Dr. Hanne forlod Etiopien.
Rød terror i ’80-erne
Firserne var præget af den kommunistiske ’røde terror’ i Etiopien, og der var kun begrænsede muligheder for at rejse og mødes med kolleger.
– I 1991 havde vi total usikkerhed, frigørelses-hæren YIHAEDIC overtog Addis og kom ned over mod syd, alle patienter og arbejdere flygtede hjem for at passe på deres eget. Jeg havde en dansk familie boende i 14 dage, og vi sad bare tæt. Missionærerne fra Awasa kom ned til os, og der skete ikke noget på hospitalet bortset fra, at de tog en bil, som vi dog fik tilbage.
’Den røde terror’ endte i 1991, da en overgangsregering tog magten i Etiopien.
For mange læger
– I 1994 var der 20 etiopiske læger og to norske læger, så jeg havde ikke nok at lave. Jeg skulle ikke bare have en oprydnings-funktion, så jeg blev fritaget for hospitalsarbejdet og besøgte i stedet 16 forskellige klinikker i synoden i efteråret 1994.
Fra 1996 blev det til flere klinikbesøg for Dr. Hanne, som nu havde bopæl i Dodola.
Dansk kollega dræbt
I foråret 1997 blev Hannes synode delt i tre, nemlig Sydsynoden, Syd-central-synoden og Wabe-arbejdsområdet.
Det var her, Dr. Hannes kollega, sygeplejerske og jordemoder Janne Pedersen blev dræbt undervejs til sit hjem til Delo Mena. Hun havde netop været i Dodola til et møde om etableringen af det nye arbejdsområde.
De nærmere omstændigheder omkring drabet på Janne blev ikke opklaret. Men både missionsselskabet og missionærerne mente, at det var for farligt at bo og arbejde i det muslimske område syd for byen Goba.
– Da jeg boede i Dodola, skulle min arbejdstilladelse fornyes fra Dodola/Goba. I det arbejdsområde var der 4 kirke-klinikker, men det var for få for en læge, så jeg fik ikke arbejdstiladelse. Jeg rejste hjem, ikke til min tid, men Guds tid, forklarede Dr. Hanne.
Efter sin hjemkomst arbejdede Hanne halvandet år i Grindsted, før hun slog sig ned som praktiserende læge i Christiansfeld. Her blev hun efterhånden praktiserende læge for 1500 patienter.