Trump sendte hilsen til ’Kopter-dag’ og Egyptens forfulgte
USAs præsident sendte sidste mandag en hilsen til de kristne i Egypten på verdens anden årlige ’Global Coptic Day’.
Det skriver Christian Post.
I sin hilsen kom Donald Trump ind på vigtigheden af tro – samt de mange mennesker i verden, som oplever forfølgelse alene på grund af deres kristne tro. Præsidenten lovede samtidig, at USA vil støtte international trosfrihed med 50 millioner dollar i hvert regnskabsår.
De koptiske kristne mindes hvert år den 1. juni, hvordan den hellige familie måtte flygte til Egypten for at undgå Kong Herodes’ barnemord.
Egyptens kristne har de seneste år været udsat for mange terrorangreb. Men forfølgelsen har også mange andre former, understreger organisationen Open Doors.
”Især i landområderne i det nordlige Egypten er kristne blevet jaget væk fra landsbyerne og udsat for pøbelvold og stærkt pres fra familierne og lokalsamfundet. Det er værst for de kristne, som er konverteret fra islam,” forklarer Open Doors.