Den lykkelige og retfærdige genforening

Den 10. juli 1920 kl. 9:20 red en bevæget kong Christian X gennem en æresport over grænsen ind i Sønderjylland (Nordslesvig) ved Frederikshøj nord for Christiansfeld. Billedet af kongen med en lille forskræmt pige hos sig i sadlen blev et ikon for den genforening, som nu var en kendsgerning. Næste dag blev der festet på Dybbøl skanser for 100.000 mennesker.

Men ordet ”genforening” er rent historisk nok lidt af en tilsnigelse, eftersom vi ikke blev genforenet med hverken Slesvig eller Holsten. Disse 2 store provinser var jo en del af monarkiet før 1864, hvor vor sydlige grænse gik helt til Elben ved Hamborg. Langt nede i Holsten havde vi da også et kontingent soldater med dansk som kommandosprog.

Fra tysk side blev det med nogen ret hævdet, at Holsten og Slesvig ikke kunne deles med henvisning til en håndfæstning i Ribe år 1460, hvor den danske kong Christian I forpligtede sig på, at Slesvig-Holsten skulle være ”evig udelt”, og her havde det overvældende tyske flertal i hertugdømmerne en vigtig pointe, som de gjorde gældende i 1800-tallet.

Det er en meget indviklet historie, men summa summarum er, at den nuværende ”sindelagsgrænse” trods alt er den retfærdige og derfor den lykkeligste udgang af både krige og bitre arveretsstridigheder.

Holsten var massivt anti-dansk, selvom lidt isoleret danskhed var at spore, da fx studenterne ved Kiels universitet (Holsten), som var helstatens 2. universitet, lovpriste de danske søhelte ved slaget på Københavns Red i 1801. De råbte: ”Denn wir sind auch Dänen” (for vi er også danskere).

Fra dansk side var regeringen realistisk nok til at indse, at Holsten ikke kunne ”omvendes” til danskhed, så der plæderedes i stedet for Ejderen som vor sydligste grænse, og så kunne Holsten ellers passe sig selv, men den gik ikke.

I stedet gik alle tre hertugdømmer (Slesvig, Holsten og Lauenborg) tabt i 1864, og grænsen flyttedes til Kongeåen. Man kan sige, at det tyske krav om, at Slesvig-Holsten skulle være udelt, blev således opfyldt, men efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig i 1918 var der politiske forudsætninger til stede for i det mindste Nordslesvigs (Sønderjyllands) genforening med Danmark.

Der forblev så tilbage i Sydslesvig et dansk mindretal, der som bekendt holdt sig selv i live med skoler, foreninger og kirker, og både konger og statsministre – sidst vor nuværende statsminister Mette Frederiksen – har højtideligt forsikret, at de ikke vil blive glemt.

Mine oplevelser i Nordtyskland

At grænsedragningen var et lykkeligt kompromis har den nyere historie til fulde bevist. I stedet for grænsestrid opleves nu grænsevenskab, og da jeg i 1957 blev udsendt til lægekorpset ved Den danske Kommando i Itzehoe (Holsten) oplevede jeg den rene dansk/tyske idyl, hvor jeg fik holstenske venner for livet.

En kvindelig keramiker i den lille holstenske by Kellinghusen (berømt for den såkaldte Kellinghusen-fajance), som jeg kom godt ”ind” med, fortalte mig, hvilken glæde det er at få besøg af danske turister, især når de spørger til fajance fra danskertiden. Hendes familie har ganske tabt deres hjerter til Danmark, hvad de ingenlunde er ene om.

Men det virker begge veje. Jeg fandt den tyske gæstfrihed rørende, og i en herlig baptistkirke i Itzehoe blev jeg medlem og kammerat med de unge. Mange følelser gjorde sig gældende, da der i venneflokken kun 12 år efter krigen var mange krigsinvalider.

Da tror jeg, jeg fik lov at praktisere det paulinske princip med at være alt for alle. ”For jøderne er jeg blevet som en jøde”, sagde han (1. Kor. 9:20) og for tyskerne blev jeg som en tysker.

Jeg havde det ganske muntert ind imellem. Dengang havde den danske monark som pyntetitel tilføjelsen om, at han ”ved Guds nåde var … hertug til Slesvig, Holstein, Lauenborg” m.m. (Den titel blev afskaffet ved vor nuværende dronning Margrethe II´s tronbestigelse i 1972). Når vor konge så fyldte år, kunne jeg finde på at lykønske dem med deres hertugs fødselsdag, og det morede de sig selvfølgelig over. Og så skænkedes der gerne et dejligt glas vin.

Som sagt fik jeg venner dernede for livet. Soldatertjenesten gav mig også oplevelser på øvelser langt sydpå. Da jeg gik en aftentur i byen Hameln, råbte en kvinde til mig fra et vindue: ”Das alte vergessen!” (Lad os glemme alt det gamle!).

Jeg følte virkelig, jeg var blandt venner. Men en særlig glæde var det senere, lang tid efter min hjemsendelse, at blive inviteret til at prædike i ”min” menighed i Itzehoe.

Det blev et kært gensyn, og der blev kysset og krammet. Det førte igen til min ”gæsteoptræden” i flere menigheder, og jeg oplevede, at tyskerne er meget nemme at tale til. Og de har ikke mindre humor, end vi har.

Men det blev Holsten jeg qua min soldatertjeneste blev særligt knyttet til. Dengang oplevedes Holsten og Slesvig som to adskilte provinser, selvom de allerede i 1946 var blevet slået sammen til delstaten Schleswig-Holstein. Jeg kommer derned både som dansker og en kristen bror.

De kan lide min accent og opmuntrer mig til at beholde den. Det var mit held, at jeg fik venner, der var velbevandrede i historien, og det har givetvis været medvirkende til, at jeg, selv københavner, fattede så stor interesse for Slesvig-Holsten. De morer sig, når jeg spøgefuldt siger: ”Tænk, dette er mit gamle land!”

Men det er godt, det alligevel ikke blev det. I Holsten fortalte nogle venner, som var blandt de hjemstavnsfordrevne (”die Heimats-vertriebene”) fra øst, i dette tilfælde Stettin, at de i Holsten fik et trygt, nyt hjem.

Det var efter krigen en pligt at huse flygtningene østfra i den udstrækning, man havde plads. Da er det, jeg er glad for, at Holsten ikke er dansk, for ville vi mon i givet fald have taget imod tyske flygtninge dernede? Det tror jeg ikke.

Politiske udfordringer i dag

I hvert fald er det hjerteskærende at læse i Jyllandsposten af 27.6.20, at en dansk sydslesviger, en ung, velintegreret kvinde, ikke kan få dansk indfødsret, selvom hun i Sydslesvig er vokset op blandt det danske mindretal, har gået i alt, hvad der overhovedet findes af dansk, lige fra børnehave, dansk grundskole, dansk gymnasium i Flensborg, været med til at hejse op og ned det danske flag på danske lejrskoleophold, sunget fra den blå højskolesangbog, osv. osv. Kan det blive mere dansk?

Begrundelsen for afslaget var, at hun ikke har bevist, at hun er dansksindet! Jeg synes, at Flygtninge og Integrationsministeriet burde skamme sig noget så inderligt. Jeg kan godt forstå, at den unge 32-årige kvinde, som hedder Christina Jacobsen, føler hulheden i de mange skåltaler om, at det danske mindretal ikke skal blive glemt.

Men fra politisk side reageres der heldigvis. Fx siger Marie Krarup (DF): ”De skal ikke behandles, som om de var fra Marokko!”

Men hvorfor blander jeg mig som kristen i alt dette? Mit borgerskab er jo i Himlen! Ja, men samme Paulus, som talte sådan, var samtidig så jordnær, at han ved forskellige lejligheder gjorde sit medfødte romerske borgerskab gældende, ikke for at opnå nogen politisk gevinst, men som et praktisk led i sin evangeliske strategi. Ham vover jeg at tage til indtægt.