Hverdagens stress, jag og krav

Jeg elsker alle disse nye muligheder. Jeg elsker at læse om andre kvinders hverdag. At se, hvordan de former deres liv, hvilke værdier de holder i hævd, og hvad der er vigtigt for dem. Jeg snakker med veninder eller følger andre mødres liv på Instagram.

I den forbindelse har jeg lagt mærke til, at #workingmum er sagen lige nu. Det er et hashtag, som kvinder noterer sig, når de er mødre og samtidig udearbejdende. Der poster de billeder og kommentarer. Det drejer sig ofte om, hvordan de organiserer deres dagligdag som mor og udearbejdende, og hvilke udfordringer de skal tackle i den forbindelse.

Jeg tilhører en generation, som er godt uddannet. Ingen anden generation har haft så gode muligheder i forbindelse med valg af uddannelse og karriere som os. Og denne mulighed vil vi bruge. Ja, vi skal bruge den. Det blev klart indprentet os i skolen: ”Bliv til noget! Udret noget! Hele verden står åben for dig!”

Retfærdiggøre og forsvare

Da vores datter blev født, blev alle mine forestillinger om det at blive forældre vendt på hovedet. Det forekom mig, at jeg ikke lavede andet end at forsøge at få os begge helskindet gennem dagen. Og langsomt meldte spørgsmålet sig i mig: ”Hvor er jeg i det her? Hvad betyder stadig noget for mig? Kan jeg klare at leve sådan her, kun at være mor, i flere måneder, ja måske i flere år?” Mine forældre havde kraftigt opfordret mig til, at jeg ”skulle blive til noget”, og nu skulle det så alt sammen ende i søvnløse nætter? Intet under, at #workingmum boomer. En hel generation vil afgjort føle sig genbekræftet her: ”Jeg er ikke kun mor – jeg udretter også noget!” Hvor vores mødre måtte slås med mændene i deres generation for at forsvare deres status som ”kun husmor”, forekommer det mig, at det i dag ikke er vores mænd, vi skal retfærdiggøre os overfor, men os selv og andre mødre.

Det er vores egen og andre kvinders stemme, som hvisker os i øret: ”At være en lille smule mor er okay, men du må ikke helt miste dig selv!” Eller: ”Få noget ud af dit liv, også selvom du har et barn, ellers var det jo omsonst med en god uddannelse!” Det er ikke særligt befordrende, når en veninde, hvis barn er på samme alder som dit eget og også går i børnehave, spørger: ”Hvad får du i grunden hele dagen til at gå med ud over at lege med din datter?”

Splittet og udkørt

Også jeg tilhører nu #workingmums. Uden egentlig at planlægge det valgte jeg for et par måneder siden at etablere mig som selvstændig forfatter. Familiemæssigt er det en velsignelse, men tit og ofte trækker det i mig fra mange sider. Jeg elsker at bruge mine kreative sider også uden for familiens rammer. Mine arbejdstider er fleksible, og derfor arbejder jeg, når min datter sover, eller min mand ser efter hende.

Da jeg begyndte som selvstændig, satte jeg mig for først og fremmest at være der fuldt og helt for min datter, at give hende en tryg og sikker havn og prioritere familien og vores ægteskab. Men jeg føler mig ofte udtømt og kørt ned.

Jeg må modvilligt indrømme, at jeg stiller store krav. Til mig selv. Til mit arbejde og min livsvej og derfor også til mit barn og min mand. Det skal fungere. Det er det nødt til. Og det gør det også – når der ikke kommer noget i vejen. Men når opgaver skal være færdige, og deadlines nærmer sig, er nætterne lange, og jeg er træt. I de perioder skal alle fungere, for at systemet kan fungere.

Og så er det, at jeg føler mig splittet, udkørt, lider af søvnmangel eller mangel på tid til bare at være mig. Det går frem for alt ud over min familie.

Enorme krav

De krav, som stilles til en familie, hvor begge forældre arbejder, er store, hvilket også fremgår af en undersøgelse foretaget af en tysk sygeforsikring. Forældrene er udsat for både tidsmæssige, økonomiske, psykiske og sundhedsmæssige belastninger. Særligt udsatte er eneforsørgere. Jasmin Tabatabai skriver på Twitter: ”Lad være med at sige om udearbejdende kvinder, at de er fantastisk dygtige til at balancere mellem arbejde og familie. Det er ikke nogen kompliment! Det betyder blot, at de til enhver tid bider smerten i sig. Lad os i stedet begynde at overveje, hvorfor og om de overhovedet behøver at balancere.”

Jeg er varsom med at udtale mig om, hvorvidt en mor generelt bør arbejde ude eller blive hjemme hos børnene. Den måde, en kvinde tilrettelægger sit eget og familiens liv på, er forskellig fra den ene familie til den anden. Der findes ikke én rigtig vej eller én perfekt løsning. Men i 1. Johannes 2,15 siger Bibelen meget klart: ”Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham.” Og således bør vi som mødre af generation X,Y eller Z betragte tidens tendenser og med blikket rettet mod Jesus og hans Ord danne os vores egen mening. Bestemme os for ikke at underlægge os presset fra vores generation, men vælge den unikke og personlige vej, som Gud har bestemt for os og vores familie.

Hjælp til at træffe den rigtige beslutning

Følgende fem punkter kan være en hjælp til at finde sin egen vej som kristen kvinde og mor.

1. Jesus opfordrer os til at tjene andre.

Hvis jeg har en tætpakket kalender, kan jeg ikke effektivt være der for andre. Det er anderledes på tidspunkter, der er præget af ro og overskud. Da kan jeg hjælpe andre mødre og se, hvad de trænger til. Jeg kan arrangere fællesture og fester og invitere ensomme hjem.
Hvordan ser din energitank ud? Er den fuld eller måske snarere tom?
Hvad ville du være nødt til at ændre i dit liv for virkelig at kunne tjene din familie og dine medmennesker?

2. Vær ikke bange for at miste dig selv.

Jesus viser os, at angsten for at miste sig selv er fuldstændig ubegrundet. Han opfordrer os sågar til at miste os selv, miste vores forestillinger, drømme og planer, til at give os selv, som han har givet sig selv, og følge ham.
”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig” (Lukas 9,23).
”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det” (Matthæus 16,25).
Kun i Jesus kan vi virkelig være fri. Han vil gøre os fri for falsk selvoptagethed, for angsten for at komme til kort eller for at give sig selv for meget og også for angsten for at være afhængig.

3. Vis børn, at de har lov til bare at være.

En af de skønneste ting, min mor har givet mig med i bagagen, er, at jeg har lov til at være den, jeg er. Med fejl og svagheder. Med dårlige karakterer og gode. Med raserianfald i puberteten – og med alle mine spørgsmål som teenager.
Med sit eget liv som forbillede viste hun mig den side af Jesus, som ingen ellers havde vist mig: at jeg ikke behøver at gøre noget for at være elsket.
Jeg tror, at når hun kunne indgyde mig denne fortrøstning, var det, fordi hun allerede selv havde erfaret det – at hun var elsket uden nogen form for præstation.
Lad os lære at være ødsle, når vi bruger tid sammen med vores børn. At de sammen med os har lov til at være, som de er, uden ”mål” eller gode karakterer. Gid vi må have et varmt hjerte, som kan se, når vores børn har brug for et kram, og at vi må hvile så meget i os selv, at vi gør den lille stor.

4. Lad børnene møde Gud.

Familien er det første og vigtigste sted, hvor børn lærer den levende Gud at kende og selv aktivt kan udvikle deres naturlige evne til at kende ham.
Vores børn lærer af vores eksempel – også når det gælder bøn.
Prioriterer du at være et forbillede til efterfølgelse for andre – frem for alt dem, som står dig nærmest? Eller drukner videregivelsen af troen, den fælles bøn og muligheden for, at børnene skal opleve troens gave i deres hverdag, i den daglige trummerum og mangel på tid?
Børn lærer først og fremmest ved at efterligne vores eksempel.

5. Lær børnene om Guds kærlighed.

Jesus betalte for Guds kærlighed med sin død på korset. Den kostede ham ikke blot hans tid, hans selvrealisering, hans anseelse, hans nerver og hans karriere. Hans kærlighed gik så vidt, at han gav det mest værdifulde, han ejede: sit liv.

Netop som en troende kvinde kan jeg være et forbillede for mine omgivelser på, hvad denne kærlighed betyder, ved at tillade mine børn, at de koster mig noget. Ofte sågar det dyrebareste, jeg har. Og således vise verden, at ingen behøver yde noget for at være elsket.
Som #workingmum er målet ikke at bevise noget over for mig selv eller andre eller gøre noget for samfundet, men at følge Jesus og få vores børn til at følge ham.

Oversat fra det tyske kvindemagasin Lydia af Dorthe Orbesen.