Social angst fører til ond cirkel med ensomhed

Kære Poul Henning

For flere år siden blev jeg ramt af voldsom stress, der i perioder var så slem, at jeg fik psykoser. Psykoserne udløste angst, og jeg faldt i et limbo af dysfunktionelle mønstre. Jeg blev skilt fra min mand efter flere indlæggelser, og livet gik fra hinanden.

Nu bor jeg alene i en 2-værelses lejlighed og har fået tilkendt førtidspension. Jeg mistede meget, men har langsomt med Guds hjælp fået bygget et nyt hjem op. Mit kæmpe problem er kontakt til andre mennesker. Jeg kom i en lokal frikirke, men kan ikke være til stede sammen med så mange mennesker.

Hele min krop stivner, jeg bliver svimmel og føler, jeg skal besvime. Jeg har siden prøvet med en mindre læsegruppe, men jeg overvejer at springe fra. Jeg får det forfærdeligt, både op til vi skal ses, imens og også bagefter.

Mine symptomer holder jeg kun i skak, når jeg er alene hjemme i min lejlighed, men så kommer ensomheden. Hvordan bryder jeg den onde cirkel?

Bedste hilsner fra Ilona

 

Kære Ilona

Tak for din åbenhed. Du er nået langt, og jeg håber, at du anerkender dig selv for de prøvelser, du allerede har klaret. Når jeg læser, står det klart for mig, at du lider af social angst.

Angst minder om et glubsk rovdyr, der aldrig får nok – så det er vigtigt at lære om ’dyrets’ væsen.

Omprogrammer hjernen

Du skal have tålmodighed med dig selv og gå langsomt frem. Du skal slutte fred med den lidelse, du har, for så kan du over tid aflære mønstrene.

Heldigvis findes der en masse gode metoder og teknikker til at komme angsten til livs, men det tager tid at om-programmere hjernen. Sagen er, at der er hormonværdier i din hjerne, der ændres, når angsten overrumpler dig. De legemlige angstsymptomer er altså reelle nok, og din opgave bliver at tænke på en ny måde ved at forstå samspillet mellem tanke og krop.

stop hand of child, sign of discrimination or anti violence symbol. Stop abusing violence. Child bondage, violence, terrified, fearful child, Human Rights Day concept.

Forstå årsagen

Grunden til socialfobi og angstreaktioner skyldes typisk tidligere dysfunktionelle indlæringer i samværet med andre. Du har med stor sandsynlighed befundet dig i en kultur, hvor du oplevede, at du skulle leve op til noget bestemt.

Du har ikke været komfortabel med det, og du har f.eks. oplevet, at du blev kritisk iagttaget, og har følt dig pinligt til mode og følt ubehag. Samværskultur blev uforvarende til en belastning, en stressfaktor og noget, der burde undgås – ’rovdyret er født’.

Du må ikke undgå de situationer, der udløser din angst, men det er fristende. For når ’rovdyret’ bliver ældre og større, begynder du at ’holde øje med sig selv’.

Ubevidst begynder du at tænke over, hvordan du taler, og om du siger noget dumt eller forkert i sociale sammenhænge. Sådan et forsøg på selvkontrol resulterer i, at du bliver stiv og utilpas. Du mister din umiddelbarhed, og så angriber ’rovdyret’.

Du kan ikke tvinge dig selv til at føle mindre angst, men du kan udvise omsorg og forståelse for dig selv.

Terapi

Opgaven kan du få hjælp til både hos egen læge og i lokalpsykiatrien. Medicin kan sammen med samtale støtte dig i en periode, og mange steder findes et virksomt tilbud om et 16 ugers terapeutisk forløb.

Min kommende bog er om den terapeutiske Salme 23 i bibelen og ACT-terapi: Herren er min hyrde. Du kan hente så meget styrke i netop den salme. Jesus, din hyrde vil lede dig: ”I skal vandre, mens I har lyset, for ikke at mørket skal gribe jer” (Joh. 12:35). Du finder så meget håb og fremdrift her. Fat mod.

Kærlig hilsen Poul Henning