Vækkelsen kom først efter revolutionen
Før 1979 konverterede kun få iranere til den kristne tro. Men missionærer lagde grunden – nogle gange gennem store ofre – til det, der i dag er den største konvertitkirke i Mellemøsten.
Missionærer, der arbejdede i Iran frem til den islamiske revolution i 1979, så ofte kun få iranere konvertere fra islam til den kristne tro. Men gennem deres trofasthed plantede de frø, som i dag bærer frugt, som forskningen ligefrem beskæftiger sig med.
Ph.d. Duane Alexander Miller skønner, at op mod 500.000 muslimer kan være blevet kristne i Iran, mens professor i religionsfrihed, Thomas Schirrmacher, vurderer tallet endnu højere.
”Men jeg samler sten”
Henry Martyn oversatte den første persiske udgave af Det Nye Testamente i begyndelsen af 1800-tallet. Han døde alene den 16. oktober 1812 og havde kun set én person blive kristen. Men i tro sagde han: ”Selvom jeg aldrig skulle se en indfødt omvende sig, kan Gud opmuntre fremtidige missionærer gennem den trofasthed og vedholdenhed, han har skabt mig med.”
En anden missionær var Robert Bruce, der i 1869 forlod Skotland og bosatte sig i Isfahan. Han så næsten heller ingen frugt af sit arbejde, men et brev til hans støtter viste, at han alligevel så en åndelig betydning af sit arbejde: ”Jeg høster ikke, og jeg kan knap nok hævde, at jeg planter frø. Jeg pløjer næsten ikke jorden. Men jeg samler sten.”
I løbet af de følgende årtier kom flere missionærer til Iran, bl.a. et amerikansk missionærpar, Mark og Gladys Bliss og deres tre små børn, i 1960’erne.
De rejste rundt i landet og opmuntrede troende. Den 25. oktober 1969 oplevede de en tragedie, da alle deres børn blev dræbt i en bilulykke. Mens de sørgede, bad Mark en hjerteskærende bøn i tro og sagde til Gud: ”Vi planter tre frø for en høst i Iran.”
Fra Danmark var blandt andre Leif Munksgaard fra 1975 udsendt af Det Danske Missionsselskab til Isfahan sammen med sin hustru Lis og deres fire børn.
Leif Munksgaard arbejdede i en boghandel, hvor der bl.a. blev solgt bibler og kristne bøger, og som var med til at udbygge Irans Litteraturselskab i Teheran, Isfahan, Shiraz, Kerman og Ahwaz.
Lis var engageret i den anglikanske kirkes søndagsskolearbejde. Kirkens præster var konvertitter med forskellige baggrunde – islam, jødedom og zarathustrisme. Familien vendte hjem til Danmark i 1979 på grund af revolutionen.
8 timers bøn om vækkelse
I slutningen af 1960’erne følte et amerikansk missionærpar, Dick og Shan Dryer, sig kaldet til at bede om vækkelse i Iran otte timer hver dag: ”Herren sagde, han ville have os til at bede otte timer om dagen, syv dage om ugen, fra 21. december 1967 til han bad os stoppe.”
Herren sagde, han ville have os til at bede otte timer om dagen, syv dage om ugen, fra 21. december 1967 til han bad os stoppe.
Herren sagde, han ville have os til at bede otte timer om dagen,
syv dage om ugen, fra 21. december 1967 til han bad os stoppe.
Det gjorde parret trofast hver dag i fire måneder. Ikke længe efter kunne Dick lede en ung forretningsmand, Reza, til tro på Jesus. Han var blandt de knap 500 med muslimsk baggrund, der var blevet kristne før revolutionen.
Senere grundlagde han Dansk Europamissions partnerorganisation, Elam, sammen med Sam Yeghnazar. Gennem en årrække har Dansk Europamissions givere støttet Reza, Sam og de øvrige medarbejdere i at smugle Det Nye Testamente og Biblen ind i Iran, så endnu flere kan møde Guds kærlighed i Jesus Kristus.
Disse missionærer – og mange andre – blev forbilleder for de nye troende i Iran. Inderlig bøn og modig evangelisation blev en del af den persiske konvertitkirkes dna.
Forfølgelse efter 1979
Intens forfølgelse fulgte i kølvandet på den islamiske revolution i 1979.
Mange har været i fængsel, og otte kirkeledere led martyrdøden frem til 2005 – men den store kirkevækst har bekræftet Augustins ord om, at martyrernes blod er kirkens udsæd. Dog skal omvendelserne i nogle tilfælde også ses som en modreaktion mod præstestyret.
Den kristne tro kom måske allerede til Iran efter pinsedagen, da der i Apostlenes Gerninger kapitel 2 står, at de iranske stammer parthere, medere og elamitter lyttede til Peters prædiken. Måske har de taget budskabet med tilbage til Iran.
Fra det andet århundrede fortæller troværdige historiske kilder i hvert fald, at der var en kirke i Iran. Traditionelt etniske kristne grupper som assyrere, armeniere og kaldæere havde og har stadig store menigheder i landet.
Kirken oplever en opblomstring i Iran i disse år, men konvertitkirken står på skuldrene af kristne, der adlød Guds kald og rejste ud som missionærer samt kristne, der bad for dem.
Kilder:
Mark Bradley: Iran and Christianity (Continuum Religious Studies 2008)
Elam (Dansk Europamissions samarbejdspartner)
