Begrænsning endte med modsat effekt

Aarhus Vineyard var netop flyttet ind i ny bygning, før coronaen kom. Med nye gudstjenestetidspunkter og tvungen tilmelding var det svært at vide, hvad man skulle forvente, da det endelig blev muligt at åbne op. Men i stedet for tilbagegang strømmede nye mennesker til kirken.

Ikke færre, men flere mennesker end normalt dukkede op til gudstjenesterne i Aarhus Vineyard ovenpå den coronabestemte nedlukning. Foto: Aarhus Vineyard

Vi er jo vant til at være en kirke i vækst, så vi er ikke overrumplede, men vi har en snak om, hvordan vi får plads til at sætte rødder, forklarer Anne Walsøe.

Hun er sammen med sin mand, Simon Walsøe, og sin bror, Martin Walsøe, præst i Aarhus Vineyard.

Efter at coronavirussen holdt både kirker og det meste af Danmark lukket i flere måneder i foråret, strømmede en hel del mennesker nemlig til den ganske unge kirke.

Kirken, som har hjemme nær universitetet i Aarhus, blev plantet for snart fire år siden af godt to håndfulde mennesker, som valgte at flytte fra blandt andet København Vineyard. I dag har Aarhus Vineyard omkring 280 medlemmer, de fleste i tyverne.

Selvom kirken har været i mere eller mindre konstant vækst, har tiden efter corona gjort særligt indtryk.

– Jeg tror, vi har oplevet en vækst på cirka 15-20 procent, forklarer Anne Walsøe og fortæller, at det er på trods af dem, som er også er forsvundet i samme periode.
For den historie findes også.

Anne Walsøe, præst i Aarhus Vineyard, minder også om at tage fat i dem, som er forsvundet efter coronakrisen. Privatfoto.

Brug for fællesskabet

– For nogle af dem, som er vokset op i kirkesammenhænge, men har haft det svært med troen, er lock-down blevet en ny tid. De er blevet klar over, at de har brug for at dyrke deres tro i fællesskabet. Ellers dør den. Men der er også en del, vi skal have fulgt op på, for dem har vi slet ikke set, forklarer Anne Walsøe.

Også mennesker, som er helt fremmede for den kristne tro, er kommet til oven på krisen. Til en velkomstmiddag i forsommeren dukkede hele seks personer uden kirkelig baggrund op.

Selvom det ikke er usædvanligt med søgende mennesker i Aarhus Vineyard, var det alligevel mange. Anne Walsøe har flere bud på årsagerne.

For det første har hun oplevet, at flere søgende mennesker gennem corona har fået et skub til at gøre noget ved sagen.

For det andet minder hun om, at foråret 2020 har været skelsættende for mange af os, og at Gud har brugt krisen til at kalde endnu mere og endnu højere på de mennesker.

Ikke en lukket fest

Og så er der det med tilmeldingen.

– Det har overrasket os, at tilmeldingen virker til at have tiltrukket nye i troen og søgende mennesker.

Jeg tror, det har givet dem en oplevelse af, at her er der tænkt over, at de kommer, at her kommer de ikke uanmeldt til en lukket familiefest, forklarer hun.

Nu er der arbejdet med at få kontakt til dem, som ikke er blevet set og at give plads til, at de mange nye og gamle kan sætte rødder.

– Vi bliver nødt til at få ringet til dem, vi ikke har set. Der kan være bump på vejen, som vi ikke kender til. Det kan være grænseoverskridende at være opsøgende, men det tror jeg, vi skal være. Det er i hvert fald det, som Jesus kalder os til. At opsøge og frelse det fortabte.

Anne Walsøe understreger, at det fortabte her både handler om de nye, som kommer ind, men også om dem, der forvilder sig ud.

– Det er så vigtigt, at de ikke føler sig glemt og ligegyldige. De skal føle sig set og hørt, men ikke formanes tilbage i kirken.

Fra én til to gudstjenester

Ikke bare medlemstallet er steget efter corona. Antallet af gudstjenester er blevet fordoblet.

Før coronaen havde Aarhus Vineyard en gudstjeneste hver søndag undtagen den anden i måneden. På grund af begrænsningerne og pladskravene er kirken nu begyndt at holde to gudstjenester hver søndag, dog stadig med undtagelse af den anden søndag i måneden.

Kirken holder til i et lejet lokale tæt på Storcenter Nord og har omkring 140 kirkegængere hver søndag. Det er meget tæt på det maksimale efter corona-begrænsningerne.