Den store fortælling har betydning for vores samfundsforståelse

Jakob Brønnum er forfatter til en meget lang og imponerende række bøger. Forfatterskabet kredser om kunsten, og i særdeleshed litteraturen, som en fortolkningsplaform for det etiske, det eksistentielle, det filosofiske og den teologiske opfattelse af mennesket.

Hans omfattende og dybe indsigt i både litteraturen, filosofien og teologien slår igennem, når han på kryds og tværs af disse felter kaster lys på de store fortællinger – der bl.a. handler om Gud, om faderfiguren, om helten og frelseren osv. – der af mange er erklæret afgået ved døden.

Brønnum forklarer den store fortællings betydning, som en samlende faktor, en forklaringsramme og en livstydningsramme, der har kunnet holde sammen på mennesker og folk igennem vanskelige perioder. Men han giver samtidig en klar analyse som forklaring på, at disse store fortællinger har mistet deres greb i mennesker, netop som et livstolkningsgrundlag.

Helten er ikke forsvundet fra det offentlige rum, men lever en usikker tilværelse i den gule førertrøje på tour de France, hvor han er idol i dag og detroniseret i morgen.

Mister fælles forståelse

De store fortællinger er afløst af individuelle mikro-fortællinger. Som konsekvens heraf forsvinder den fælles forståelse af virkeligheden, som afløses af individernes egne konstruktioner. New Age er resultatet af Den store fortællings – altså den vi finder i Bibelen – aftagende greb i en menneskehed, som er vant til, at det er rollen som forbruger, der mere end noget andet definerer det postmoderne menneske.

Der er ingen forpligtelse på den samlede forklaringsmodel, som religionerne historisk set har konkurreret om at indtage, men den enkelte kan tage reinkarnation fra en hylde, næstekærlighed fra en anden og kosmiske energier fra en tredje, og ingen kan anfægte dette, hvis den enkelte finder det meningsfuldt.

Interessante pointer

Brønnum har mange interessante pointer og overraskende udtryk. Fx siger han om Jesus af Nazaret, at ”han er æreløs” s.99 Dette uddybes og begrundes bl.a. i, at Jesus handler overraskende i datidens kontekst. Når han taler om at vende den anden kind til i bjergprædikenen, handler det om ikke at lade den ærekrænkende handling, som et slag på kinden var, hindre en i at vise næstekærlighed.

Jesu opgør med den materielle barriere for næstekærligheden ses tydeligt i hans rystende ufølsomme udtalelse: ”Følg mig, og lad de døde begrave deres døde”, fordi begravelsen på den tid var måden at sikre sig ejendomsretten til slægtsgården. Det er tydeligt, at Brønnum efterlyser en radikal livstolkning af kristenhedens hovedskikkelse, i et opgør med den kultur, som kristendommen i dag har taget form efter.

Liberalteologien skinner igennem

Hvor jeg på den ene side nyder indsigten og den overdådige referenceramme, som Brønnum øser af, ærgrer de liberalteologiske synspunkter mig samtidig, specielt fordi de præsenterer sig som åbenlyse sandheder.

Det er de sædvanelige kæpheste, der rides med en jernpisk. Jomfrufødslen er symbolsk (s.64), skabelsesberetningen ligeså, patriarkerne levede i mytologisk tid, udsagn …”der angiveligt stammer fra Jesus”, og ”Kun mere eller mindre flygtige, kristne sekter, er hoppet på den med, at Kristus skal komme igen ved verdens, gennem nu 2000 år snarlige undergang…”

Kristendommen skal altså underlægges naturvidenskabens præmis; hvad der umiddelbart bryder hermed, må opfattes symbolsk eller som eftertidens manipulationer. Dertil bliver jeg nødt til at bekende: det bliver jeg aldrig enig i!

Den store fortælling er jo netop stor, fordi den rækker ud over det, vi kan forstå og reproducere i vore egne små fortællinger. Det er fortællingen om en guddommelig intervention, som fundamentalt omdanner tilværelsens præmis. Må den fortælling forplante sig og smitte af på de mange små fortællinger, der lever i os.

Jakob Brønnum: Gensyn med den store fortælling
170 sider. 178,00 kr.
Forlaget Eksistensen