– Gud er trofast, trods forbrænding og hjerneblødning

Ole og jeg står som et levende bevis på Guds trofasthed, siger Thea Kvist Sørensen.

– Jeg kan faktisk sige, at det er blevet overskriften over vores liv, fortæller hun. Og det er til trods for, at Thea og Ole bestemt ikke er gået gennem livet uden problemer. Mens Thea fortæller deres vidnesbyrd, er Ole delvist sat ud af spillet af en hjerneblødning, og hun må hjælpe ham på mange måder.

– Mens vi var forlovede, fik Ole et kald til at tjene Gud, og det var jeg godt klar over, inden vi blev gift. Som andre unge havde jeg i tankerne, at vi skulle arbejde begge to og have en familie. Ole blev jo lærer fra Ribe Seminarium, og jeg sad på kontor i Andelsbanken i Haderslev.

Sådan gik det også de første to år af vores ægteskab. Vi blev gift 25. maj 1963. Ole aftjente sin værnepligt ved civilforsvaret og var senere ansat som vikar.

Og som der står i Ordsproget: ”Mennesker spår, men Gud rå`r!”
Mange kristne i pinsekirkerne kender Thea og Ole fra Mariager gennem 30 års tjeneste.

– Fra 1961 til 1991 passede Ole og jeg kontoret under Pinsevækkelsens landsstævner i Mariager, fortæller Thea.

Ole blev voldsomt forbrændt ved en ulykke

– Men i 1965 kom Ole ud for en grim bilulykke mellem Mariager og Hadsund og blev meget forbrændt.

Alle deltagerne i landsstævnet samledes i gymnastiksalen for at bede for ham. Jeg fik senere at vide, at han havde råbt ”Jesus” ude på ulykkesstedet. Først efter 3-4 døgn var han kommet igennem den livstruende krise.

Han lå 3 måneder på Århus Kommunehospital med brækket ben og kæbe og 30% af kroppen berørt af forbrænding.

Han bad de døgnvagter, som sad hos ham, om at læse i Bibelen for ham.
Jeg kunne besøge ham hver weekend fra Haderslev.

Han har fortalt mig, at han aldrig spurgte Gud, ”hvorfor” det skulle ske.
Vi følte begge, at det var et mirakel, at han overlevede!

Nu ville fjenden så fortælle mig, at Ole aldrig kom ud i tjeneste efter den oplevelse, men Gud er trofast, og ”sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (som der står i Romerbrevet 11, 29)
Efter tre måneder på hospitalet med adskillige hudtransplantationer og 3 måneders rekreation hjemme, begyndte Ole at arbejde i Marstrup skole, hvor han var blevet ansat inden sommerferien.

”Jeg lader dig ikke i stikken
og svigter dig ikke!”

Ville tjene i kirken

– og kom til Langeland

Et år efter ulykken sagde jeg mit arbejde op bl.a. for at få mere tid til at tjene i menigheden, og så fik vi vores første datter Vivian.

To år efter ulykken stoppede Ole i Folkeskolen og sagde ja til at blive evangelist i Pinsekirken i Rudkøbing. Der havde vi et stort børnearbejde og oplevede især Guds trofasthed på det økonomiske område, idet menigheden ikke kunne lønne os ud over husleje.

Men vi erfarede, at Gud havde hånd om os på alle områder, delvis ved vikararbejde i skolen og delvis ved det, som kom i kollektkurven den sidste søndag i måneden. Vi var ikke nødt til at stifte gæld i de år.

Pionerarbejde ud fra Nykøbing Falster

– Efter to år i Rudkøbing var vi tre et halvt år forstanderpar i Nykøbing Falster, fortæller Thea.

– Der var udpostmøder både på Møn og i Nakskov, så der blev kørt mange kilometer og holdt en del friluftsmøder på torvet i Nakskov, og teltmøder om sommeren.

Der oplevede vi god fremgang og Guds trofasthed både over os og menigheden.

Jeg har altid beundret Ole, at han turde stille sig op foran et publikum, med sit ansigt præget af brandulykken. Som barn var han meget genert. Men det er også en følge af Guds trofasthed. Der står i 1. Krønikebog 28, 20: ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke!”

Syv år med børn og unge i Aarhus

– Derefter tog vi til Aarhus, hvor vi arbejdede med i Filadelfiamenighedens børne- og ungdomsarbejdet i 7 år og havde forskelligt arbejde for at tjene til føden.

Det var ikke altid lige let, men vi havde fred i sindet og en forvisning om, at Guds trofasthed ikke var slut.

Jeg har altid beundret Ole,
at han turde stille sig op foran et publikum,
med sit ansigt præget af brandulykken.

Det var en lærerig tid, og Gud bankede stadig på for at sige, at han ville bruge os, smiler Thea.

13 år på Bornholm

– I maj 1979 tog vi så imod kaldelsen fra pinsekirken i Klemensker på Bornholm og var forstanderpar der indtil november 1992.

I Nykøbing Falster havde vi fået vores søn, Lennart, og i Århus fik vi Ragnhild. Vores børn har altid været en stor velsignelse for os, og de var altid med i arbejdet.

De gik i den lokale folkeskole, hvor Ole var ”frit omstrejfende, løs cykelvikar”, og senere gik de på Rønne katedralskole.

Vores tid i Klemensker er et stort vidnesbyrd om Guds trofasthed mod os på alle måder. Der var et godt samarbejde mellem menighederne på Bornholm. Det er velsignet, når man mærker, at man er i Guds plan, og oplever hans trofasthed.

Skovbørnehave

– I november 1992 flyttede vi tilbage til Haderslev. Ole måtte tage forskelligt arbejde, men i mere end 10 år var vi begge ansat i Børnehaven Spiren med ansvar for Skovgruppen, fortæller Thea.

”Spiren” er en kristen børnehave, som blev oprettet i Haderslev af venner fra især Luthersk Mission og Indre Mission. De havde også oprettet en stor friskole i byen. Spiren har idag ca. 100 børn, og der er altid venteliste til den populære børnehave.

Og Thea og Ole havde altså en periode ansvaret for en afdeling, som blev kaldt skovbørnehaven. Her tilbragte børnene en stor del af deres tid ude i naturen.

Ramt af hjerneblødning

– Vi har haft en god tid i pinsekirken her, hvor Ole har været i lederskabet i ca. 25 år, og jeg har haft forskellige opgaver. Men så blev Ole ramt af en hjerneblødning den 8. august 2016.

Efter fire dage måtte Ole til Odense og opereres, da hjerneblødningen pludselig blev dobbelt så stor, og den operation var livsnødvendig.

Som at få livet tilbage

– Da Ole var kommet godt igennem den farlige operation, følte vi, at han igen havde fået livet tilbage.

Han måtte i den første tid have hjælp til at trække vejret og have sondemad direkte i maven.
Den følgende måned er nok et af de største beviser på Guds trofasthed, som jeg har oplevet.

For det første fik jeg ordet fra Jeremias 33,6, da jeg kom hjem den første aften fra hospitalet. Der står: ”Jeg heler deres sår og læger dem, jeg åbenbarer for dem en rigdom af fred og tryghed.”

”For Herren er god,
hans trofasthed varer til evig tid,
hans troskab i slægt efter slægt.”

For det andet blev vi båret frem af menighedens forbøn. Jeg kan aldrig takke jer nok for alt, hvad I gjorde for os i den tid! Vi fik mange bønnesvar, siger hun henvendt til menigheden.

Efter fire-en-halv måned kunne Ole flytte hjem på Drosselvej igen.

Fred midt i stormen

– Jeg har oplevet at få den fred og tryghed, som blev lovet i bibelordet, og det er for mig det største bevis på Guds trofasthed.

Han glemmer os ikke, når der kommer modgang, og glæden i ham bliver vores styrke.

I os selv ville vi ikke have kunnet klare denne situation på samme måde, men jeg tror, Gud har lyst til at vise sin trofasthed, når man rammes så slemt.

Hvis han kan bruge det i sin plan som et vidnesbyrd for andre om sin trofasthed, kan vi bare takke ham, både gennem vore liv og ord. Ole må så bruge livet, da ordene nu er meget få! siger Thea og henviser til, at Ole næsten ikke kan tale efter hjerneblødningen.

Når folk undrer sig over, hvordan de klarer alle problemerne, siger hun: ”Det er ikke som man har det, men som man ta´r det!”

Til læserne kommer Thea med denne opfordring efter et liv i kristen tjeneste:

– Jeg vil opfordre jer alle til at stole på Guds trofasthed. Lad ham være bestemmende over dit liv og dine valg, så vil du også erfare hans store trofasthed!
Salme 100,5 siger: ”For Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid, hans troskab i slægt efter slægt.”

Det, der står tilbage, når alt andet er sagt, er:
– Gud er trofast, slutter Thea.