Håb og tro lever stadig i Tanzania

Her ses Anna-Marie Lauenstein og Louis William Møllerfors sammen med biskop Andrew Gulle og generalsekretær Mollel fra stiftet ved Mwanza.

Anna-Maria Lauenstein, der er kirkeudviklingskonsulent og Louis William Møllerfors, som er landerepræsentant for Danmission, måtte forlade Tanzania i begyndelsen af coronapandemien. Nu er ægteparret tilbage for at se til projekterne og vurdere, hvordan missionen fremover kan støtte kirken. Her fortæller Anna-Maria Lauenstein om gensynet med Tanzania.

”Når man bevæger sig rundt i Tanzania i juli 2020, ligner landet sig selv. Mennesker bygger, arbejder, sælger og køber som de plejer. Priserne på varer er generelt uforandrede.

Rejste med kort varsel

Som udsendte til Tanzania gjorde vi naturligvis vores tanker i marts i forbindelse med nedlukning af Danmark og hele verden. På få dage forlod vi vores hjem og rejste til en større by i Tanzania, hvor vi overvejede mulighederne.

Efter en uges tid endte vi med en beslutning om at forlade landet. Nu, hvor vi er tilbage, vil vi sige, at det var en klog beslutning, fordi vi på vores returrejse i juli mødte partnere og andre missionærer, som har levet isoleret. Nogle har været syge, formentlig af corona.

Sult eller sygdom?

Som resten af verden lukkede Tanzania ned i marts 2020 – det gjaldt dog kun skoler og uddannelsesinstitutioner. Religiøse institutioner fortsatte arbejdet med gudstjenester, messer og forsamlinger. I praksis har en del dog holdt sig hjemme.

På offentlige kontorer, i indkøbscentre i de store byer og i busser har der været påbud om at bære ansigtsmaske, ligesom man i busser kun måtte medbringe passagerer svarende til antallet af sæder.

Forretningsliv og markarbejde har fortsat som vanligt, fordi der her er brug for at tjene til dagen og vejen. Man har måttet afveje balancen mellem sult og sygdom: Hvis al forretning gik i stå, ville der kunne opstå risiko for fødevaremangel og dermed sult, især i de store byer, som er helt afhængige af tilførsel af varer.

Man må ikke glemme, at Tanzania er et gennemkørselsland for forsyninger af varer til fx. Rwanda, Burundi, Zambia og Uganda.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tre dages bøn og faste

I maj beordrede Tanzanias præsident Magufuli faste og bøn i tre dage. Man må forstå, at i mange hundrede år inden kristendom og islam kom til landet, har tanzanierne troet på Mungu (Gud), som opretholder og den, fra hvem man kan vente sig alt godt. Derfor er det naturligt at henvende sig i bøn til Mungu/Gud.

Derefter, søndag d. 17. maj holdt præsidenten en tale i en kirke i sin hjemby Chato (i Nordveststiftet ved Bukoba) om, at corona nu var ude af Tanzania, og at man kunne vende tilbage til det almindelige liv. På underlig vis har mennesker taget denne tale til hjertet og sat deres lid til lederens ord.

Afstandskravene blev ikke overholdt under en gudstjeneste på landet i Karagwe stift forrige søndag, da Anna-Marie Lauensteins kollega Anatoria underviste i forvalterskab. Missionærerne har dog undervist om forholdsregler mod corona gennem Danmissions rettighedsgrupper for fred, forsoning og retfærdighed.

Tro plus sprit og masker

Når man taler med lederne i kirken, vil de ikke tage troen på Guds indgriben fra folket. På den anden side opfordrer de til fortsat at passe på sig selv ved at holde afstand, spritte af og bære ansigtsmaske, hvor der er mange mennesker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Da antallet af deltagere i gudstjenesterne har været lavere, er kirkens indtægter faldet. Det har indflydelse på ansatte og aktiviteter lokalt som på landsplan.

I Tanzania er der stor usikkerhed om, hvor mange der er smittet og døde af corona. Den tanzaniske regering udsendte indtil slutningen af april løbende opdateringer, hvor alle data skulle godkendes og videreformidles af sundhedsministeriet, og denne formidling er politisk.
Efterfølgende ved ingen, hvor meget eller hvor lidt, der testes.

I coronatiden kom der påbud om at opsætte vandbeholdere foran butikker, kontorer, kirker – ja endda foran private hjem. Bibelskolen Nyakato havde brug for penge og fik lavet en aftale om at distribuere og sælge disse vandbeholdere og -vaske med fortjeneste.

Presset økonomi

For Danmission har vi som følge af corona måttet lukke vores 72 genbrugsbutikker for at beskytte de frivillige, som for en stor del er i den sårbare gruppe.

Konsekvensen kan blive, at vi ikke i samme omfang som før krisen kan støtte kirkens arbejde i et land som Tanzania. På sigt vil det betyde mangel på evangelister og uddannelse af kirkens frivillige foruden manglende arbejde til henad 15 af kirkens personale eller teologistuderende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det er er en anelse svært at bøje sig for den uretfærdighed, at coronas konsekvenser vil gå ud over en fattig kirke i syd.

Som udsendte missionærer har det været en udfordring at blive rykket ud af hverdagen og skulle bo forskellige steder i forskellige hjem gennem fire måneder. På mange måder har vi meget at være taknemmelige for, idet vi har mødt venner, bekendte og familie, som har åbnet hjem og sommerhus for os. Vi har undgået sygdom og beholdt vores job, hvilket vi tager som et tegn på, at Gud stadig ønsker, at vi skal fortsætte vores arbejde i Tanzania.

Håbet lever

Tanzaniere har stor erfaring i modstand som sygdom, dårlig høst og ringe økonomisk frihed, hvilket gør, at en krise som corona ikke slår dette folk lige så hårdt, som vi måske oplever det i nord.

Vi oplever her en kreativitet i at kunne klare sig under selv vanskelige forhold.

Håbet lever og vores besøg blev en byggesten i dette håb. Vi vandrer stadig sammen, selvom vi alle er økonomisk udfordrede. Sammen fortsætter vi i Guds mission i denne verden med at skabe fred og retfærdighed for alle mennesker,” slutter Anna-Marie Lauenstein.