3K-uddannelsen i Aarhus har 10 års jubilæum

VIA University College

Professionshøjskolen VIA har ca. 19.000 studerende og 2.100 medarbejdere. Her uddannes blandt andet ingeniører, lærere, pædagoger, sygeplejersker, bygningskonstruktører, bioanalytikere – og 3K’ere, som tager en professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation.

I år er det ti år siden, professionsbacheloruddannelsen i Kristendom, Kultur & Kommunikation (3K) startede op med sit første hold på VIA University College i Aarhus.

De første 3K-dimittender kom ud på arbejdsmarkedet i juni 2014. De har fundet ansættelse i blandt andet kirker, NGO’er, frivilligcentre, kommuner, efterskoler og private virksomheder.

”Med viden om kommunikation, formidling, frivillighed og projektledelse er de studerende eftertragtede i især mindre organisationer, hvor der er behov for brede faglige kompetencer, kulturforståelse og handlekraft.

I de små organisationer har man brug for generalister, der kan løfte opgaven. Kompetencer inden for kultur og ledelse passer eksempelvis rigtigt godt på bolig- og socialområdet,” forklarer uddannelsesleder fra Kristendom, Kultur & Kommunikation i VIA, Ullrich Zeitler.

Tværfaglig uddannelse

3K-uddannelsen består af en fællesdel og en specialiseringsdel. De første 2,5 år består af en introduktion til de fem fagområder: organisation og ledelse, pædagogik og didaktik, kultur, kristendom og kommunikation. De sidste 1,5 år bruger eleverne på en særlig specialisering med valgmoduler, praktik og afsluttende bachelorprojekt.

3K-erne lærer blandt andet at skabe integration på tværs af kulturer, tænke nyt inden for kristendom og kirke samt udvikle og lede frivillige organisationer. Under uddannelsen er 3K-erne en del af et højskolemiljø med traditioner, fællesskab og et fagligt studiemiljø, forklarer lederen.

Uddannelsesleder fra Kristendom, Kultur & Kommunikation i VIA, Ullrich Zeitler, ses her sammen med en tidligere studerende.

Stabilt optag gennem 10 år

3K-uddannelsen har fra starten haft et stabilt optag på omkring 30 til 35 studerende hvert år. De relativt små hold på uddannelsen sikrer ifølge Ullrich Zeitler, at der er gode jobmuligheder til de færdiguddannede.

”Vi får gode tilbagemeldinger fra dem, der er færdiguddannede. De er glade for kompetencerne og har ofte fået arbejde i civilsamfundets organisationer,” siger Ullrich Zeitler.

I den seneste ansøgningsrunde til 3K-uddannelsen den 5. juli var der en fremgang i antallet af førsteprioritetsansøgere på godt 26 procent. Det vidner ifølge uddannelseslederen om en populær uddannelse, der har formået at følge med tidens og arbejdsmarkedets krav til kompetencer.

Fejring til foråret

I anledningen af 10-års jubilæet skulle der den 1. september være afholdt et stort jubilæumsarrangement for samarbejdspartnere, tidligere undervisere og studerende. Grundet corona er arrangementet dog udskudt til maj 2021.

3K-professionsbachelor

Professionsbacheloren i 3K varer 4 år og er en del af VIA University College i Aarhus. Uddannelsen udbydes også på Københavns professionshøjskole.

I Aarhus forgår 3K-uddannelsen på Diakonhøjskolen.

Som 3K’er kan man læse videre på fx. kandidat-, diplom- eller masteruddannelser. Studerende har også mulighed for at tage en del af uddannelsen i udlandet, for eksempel praktik eller studieophold.