Afghansk flygtning er ny i Mission Østs bestyrelse
De afghanske kvinders situation ligger Setara stærkt på hjerte.
Setara Hassan flygtede fra Afghanistan som barn. Nu vil hun skabe udvikling i sit hjemland, blandt andet som medlem af Mission Østs bestyrelse, hvor hun nu er næstforkvinde.
Sidste fredag repræsenterede hun Mission Øst ved konferencen ”Don’t forget Afghanistan” i København. Konferencen havde udviklingsminister Rasmus Prehn (S), Ulla Tørnæs (V) og Katarina Ammitzbøll (K) og flere udviklingseksperter på talerlisten. Her slog Setara Hassan især et slag for kvinders rettigheder:
”Jeg repræsenterer de afghanske kvinder i dag. De er nået længere end nogensinde før. At beskytte deres rettigheder og frihed må ikke blive prisen for fred. Vi må ikke forsømme og ødelægge kvinders rettigheder i forhandlinger. Det vil sætte kvinderne 20 år tilbage.
Jeg bønfalder det internationale samfund, den danske regering og alle ngo’erne: Kæmp for kvinders bemyndigelse. Beskyt kvinders rettigheder. Bevar det, vi har opnået indtil nu.”
Kabul var støv og ruiner
Setara Hassan flygtede selv fra Afghanistan som 15-årig. Hun fortæller i et interview:
”Mine minder om Kabul var støv og ruiner; min barndom blev stjålet. Legepladser blev forvandlet til kamppladser, skoler blev brugt som befæstninger, børnesange blev erstattet af skudlarm på radioen. Latter var erstattet af rædsel, kærlighed af frygt. Der var mangel på mad, men synet af menneskeblod var normalt,” fortæller Setara.
Det lykkedes Setaras far at flygte til Danmark, hvor han i 2004 fik familiesammenføring med Setara, hendes søskende og mor, der da var nået til Pakistan. ”Jeg var én af de få heldige,” som hun udtrykker det.
I Danmark gik Setara på sprog- og højskole, tog studentereksamen og kunne i 2014 kalde sig kandidat i ”International Business and Politics” fra CBS. Under et praktikforløb hos FN-organet UNOPS i Kabul samarbejdede hun med FN og flere hjælpeorganisationer om at opbygge et netværk af afghanske kvinder.
Et andet Afghanistan
Mødet med hendes gamle hjemland åbnede nye perspektiver. I Danmark havde hun lært om konflikter og borgerkrige op gennem historien – også krigen i Afghanistan. Men nu fik hun et dybere indblik i befolkningens vilkår.
Gennem samtaler med lokale, rejser til provinsen og et projekt for kvindelige studerende i landet oplevede hun både den politiske konflikt og befolkningens håb og drømme på nært hold:
”Jeg lærte, at problemer i Afghanistan er langt mere komplicerede, end man skulle tro. Der er korruption, fattigdom, fundamentalisme og mangel på vand og elektricitet mange steder. Der er så meget, der spiller ind,” fortæller Setara, der samtidig erfarede, at befolkningens håb er enkelt: Fred.
Optimistisk for fremtiden
Setara ser optimistisk på fremtiden, selv om netop freden lader vente på sig.
”I de sidste 19 år er vi gået et skridt frem og tre skridt tilbage. Udviklingen i Afghanistan er gået op og ned. Men der er udvikling,” konstaterer hun og uddyber:
”Der er børn, der går i skole nu. Der er kvinder i alle mulige stillinger i regeringen, i privatsektoren, i fjernsynet, i butikkerne og i supermarkederne. Der er nye veje og bygninger. Når man ser på det, frem for det jeg så i 2003, så kan jeg jo godt se en udvikling. Jeg kan se befolkningens muligheder og modstandskraft.”
Udviklingsarbejde er Setaras passion, og hun stillede beredvilligt op til MØs bestyrelse. Her kan hun især bidrage med sin insiderviden om Afghanistan:
”Det er en svær kultur at forstå, fordi der er så mange etniciteter, og hver etnicitet har deres måde at leve på,” forklarer hun.
Mission Øst har arbejdet i Afghanistan siden 2001 og koncentrerer lige nu hjælpen i to provinser i den nordøstlige del af landet. Her får befolkningen i provinserne Badakhshan og Takhar hjælp med hygiejne, vand og sanitet og muligheden for at tjene et levebrød.
Kvinders rettigheder
”Jeg synes, at det er vigtigt, at man bringer kvinderne på banen, når man arbejder med udvikling, og at man inkluderer dem i alle projekter. Uanset hvilket projekt, man har med at gøre, kan man altid tænke: ”Hvordan kan vi gøre det nemmere for kvinderne i området at få gavn af dette projekt? Hvad har de af ideer til, hvordan vi kan hjælpe dem?””, siger Setara Nigar Hassan.
Hun har været leder for en tv-station i Kabul gennem to år og betegner sig som aktivist for kvinders rettigheder i Afghanistan. Hun bor på Amager og er ved at starte en socialøkonomisk virksomhed, der skal skaffe teknologi til kvinder i Afghanistan, så de kan brødføde deres familier.