Ateisten kom til tro på Jesus – da hustruen blev helbredt

Mona Nilsen havde en arvelig genfejl. Denne kunne ikke helbredes, ifølge lægevidenskaben. Hun havde papirer fra sygehuset om, hvor frygteligt det stod til med helbredet: En meget alvorlig hjerte-karsygdom, med flere udvidede hovedpulsårer. Venstre hjertekammer var ødelagt. Også hovedpulsåren i maven var forsnævret. Desuden var hun kørestolsbruger på grund af MS, for bare at nævne nogle af de mange sygdomme.

I 2007 stod en ny hjerteoperation for døren, for blodårerne var igen blevet forsnævrede.
Men en dag dukkede en tidligere nabo op og fortalte den svært syge Mona, at man kan bede til Jesus om helbredelse….

– Jeg var forvirret. Hvad gør vi nu, sagde den dengang ufrelste kvinde til ægtemanden, Robert.
Hvorpå hendes ateistmand underligt nok svarede hende:
– Ja, det er jo ikke et fysisk indgreb, så det skulle jo ikke kunne gøre noget.

Så holdt Evangeliesenteret en møderække på Åkrehamn.
– Og klokken 24:30 om natten stillede jeg op for at blive bedt for, siger Mona. Hun havde overhovedet ingen interesse i at komme tidligere til pinsemødet med dets kristne sange og taler.

Ville ikke være med

– Selv sad jeg derhjemme og blev irriteret over, at hun blev der så længe. At det tog så lang tid for hende at være der, siger Robert. Den gennem hele livet aktive ateist var blevet en sur ægtemand, da Mona endelig kom hjem klokken halv to om natten.

– Hvor i alverden har du været så længe, du er jo så sent tilbage? spurgte Robert hende og forklarer grunden: Jeg vidste jo, at hun havde været i centerbussen…. sammen med 30 mænd.

– Har du nu fundet dig en ny mand? ville han vide, da han så, at konen havde en slags glorielignende lys omkring sig.

– Og som nyfrelst kunne jeg jo ikke lyve, så jeg sagde – ja, svarede Mona sin jaloux og vrede ægtemand.

Den nye mand

– Hvem er det, og hvad hedder han, spurgte den ”olme okse”, som han selv kalder sig.
– Jesus!
– Da gik luften helt ud af mig. Jeg blev nærmest helt stum. Jeg mistede balancen.

Efterhånden, da jeg fattede mig igen og fik sundet mig, kom det aggressivt:
– Så skal du vel også til møde på centeret i weekenden…Men jeg vil have mig frabedt enhver form for halleluja og foldede hænder, understregede han.

– Halleluja, tænkte jeg. Nu fik jeg bekendt Gud i mit liv, stråler Mona og tilføjer:
– Han gjorde det lidt lettere for mig med spørgsmålet, for jeg var alligevel noget skeptisk over, om jeg skulle afsløre det.

Max to timer

Svein Nordvik havde uden videre bedt frelsesbønnen for Mona den nat. Han bad også en bøn om helbredelse.

– Det skete, selv om jeg ikke troede helt på, hvad den tidligere nabo havde sagt angående helbredelse, fortæller Mona.

Men den himmelfaldne Robert havde fortumlet og modvilligt erkendt over for sig selv, at konen nu havde set meget bedre ud. Og meget reserveret accepterede han det, fordi hun snart igen skulle under operationskniven. Så hans opgave måtte være at køre sin kone i kørestolen til møder. Men han ville aldrig, aldrig gå ind i et bedehus. Og han tillod ikke Mona at være med til kristne møder i mere end maksimum to timer ad gangen.

Guds støvsuger

Fire dage efter forbønnen hos Evangeliesenter-folket skulle ægteparret til Haukeland Sygehus i Bergen. Det skyldtes, at hospitalerne i både Haugesund og Stavanger havde afslået at udføre en så stor og alvorlig operation som den, Mona igen skulle gennemgå med sin skrøbelige krop.
Efter sin seneste oplevelse på ”bordet” fik hun en utryghed i livet, og reagerede med dødsangst. Hun så sort på sine udsigter denne gang.

På Haukeland Sygehus accepterede man modvilligt at tage imod den alvorligt syge patient.

– Jeg vidste ikke noget som helst om kristendom og kristenlivet. Og Robert gav mig ikke engang lov til at folde mine hænder i bøn. Så derfor gjorde jeg ligesom Senterfolket gjorde. Jeg løftede mine hænder, mens jeg fremstammede en stille bøn, fortæller Mona og fortsætter:

– I en samtale med Jesus udtrykte jeg tro på, at Han jo allerede havde helbredt mig på Evangeliecenter-mødet. Men dette var bare for at prøve at overbevise mig selv om, at det virkelig var sandt. Så jeg tilføjede: Men du har sikkert en støvsuger, som kan suge al sygdommen bort.

– Da sker der pludselig en masse reaktioner i min krop. En stærk strøm kommer over mig. Den gik fra tåspidsen til hårrødderne. Op og ned. Og specielt i mave-brystregionen var det ekstra mærkbart og voldsomt. Næsten sådan at det gjorde ondt. Selv om jeg mærkede, at dette her bare gjorde mig så godt.

Haukeland sygehus

På sygehuset i Bergen kom usikkerheden og tvivlen igen.
– Kære Jesus, jeg ved, at du har støvsuget mig. Men du har sikkert også en bonemaskine…for i morgen skal det operative indgreb ske, sukkede hun. Hvorpå noget af den samme følelse umiddelbart kom tilbage. Denne gang var det på en mere behagelig, glat måde indvendig. Men uden nogen synlige resultater.

Dagen efter denne ”boning” blev alle de nye prøver på sygehuset gjort færdige som forberedelse til operationen.

På bordet lå nu alle prøveresultaterne, og ved siden af sad en patient fra Åkrehamn, der var så rolig, at sygehuspersonalet blev helt forundrede. De behøvede faktisk ikke at give Mona noget som helst beroligende.

Lægerne begyndte at operere, og de gik ind gennem hovedpulsåren i armen med et kamera.
Ved siden af stod to ekstra specialister klar til nødassistance, da der før havde været fare for bivirkninger i form af en løsnet nyre. Disse læger var med på grund af kompleksiteten i hele sygdomsbilledet.

Frustrerede læger

Lægerne var helt oppe at køre. Men spændingen gik efterhånden over til forvirring og stadig større frustration. Til sidst endte de med et åbent skænderi om kameravinklerne… for de var ikke i stand til at finde nogen form for hjerteproblemer.

De forbavsede læger måtte bare afslutte det påbegyndte indgreb. Der var ikke længere noget problem at korrigere. Der var overhovedet ingen spor af hjertesygdommen.

De forbavsede læger måtte bare afslutte det påbegyndte indgreb. Der var ikke længere noget problem at korrigere. Der var overhovedet ingen spor af hjertesygdommen.

– Jeg satte mig op i sengen og råbte ”Halleluja!”

Lægerne forstod ingenting. Og den ene af dem udbrød: Den skøre dame der har det bedre end min kone!

– Vi rejste hjem med uforrettet sag. Alt var OK, smiler Mona.

Ved hjemkomsten fandt de brev om indkaldelse til et-årskontrol for tidligere udvidede blodårer. Så Mona ringede til hospitalet med spørgsmålet: ”Skal vi komme tilbage – vi var jo hos jer i går”.

Kontordamen bad Mona vente, mens hun tjekkede sagen. Derefter kom beskeden om ikke at komme til efterkontrol. Mona skulle aldrig mere komme tilbage til Bergen til kontrol for forsnævrede blodårer. Kolesterolaflejringerne i årerne var også borte. Alt var helt OK.
– Du er færdig hos os på sygehuset, lød beskeden.

Frustreret privatlæge

Fjorten dage senere ringer ægteparrets privatpraktiserende hjertespecialist fra lokalområdet. Han fortæller, at de skulle have været hos ham fem minutter tidligere og spørger: Har I glemt jeres aftale?

– Og det havde vi… for jeg var jo rask, og i fyr og flamme råbte jeg til ham i telefonen: ”Hvorfor skulle jeg komme der, Jesus har helbredt mig!”

– Kom, insisterede hjertespecialisten. Han var fortvivlet over Monas situation.
En halv time senere var de på lægens kontor.

– Den hvidklædte ta’r ultralyd af kroppen med sit flotte udstyr. Leder, længe. Leder igen, men finder ingen ting af det, jeg er der for. Ikke nogen kalk i blodårerne. Ikke noget forhøjet kolesterol i blodet.

Monas kolesterolniveau har uden medicinsk behandling i alle årene ligget på katastrofeniveauet 13-14. Men efter Guds mirakuløse ”støvsugning” er det 4,3. Et kvantespring, og et meget godt resultat efter alderen, ifølge lærebøgerne i medicin.
Og da en anden læge oplyste dette, oplevede han, at hjertepatienten rakte armene op i luften og i stor glæde hylede: ”Halleluja!”

Nu fortæller hun sagligt til specialisten i Åkrehamn:
– Du finder ingen ting, der fejler noget her…for her har Jesus været.
Manden fortsætter alligevel med at lede, tilsyneladende upåvirket af det, han hører. Han vil ikke gi’ sig.

– Og jeg gentager for ham: Jeg sagde jo, at du ingenting finder, for Jesus har været der.
– Jesus og lidt Lipitor (hjertemedicin) da, siger han noget usikkert, før han efterhånden bliver mere og mere vred. Han begynder nu febrilsk at lede efter ar fra tidligere åreudvidelser. For papirbunken med Monas diagnoser, som han har på bordet foran sig, stemmer slet ikke med virkeligheden. Men efterhånden bliver han også nødt til at erkende overfor sig selv, at der heller ikke findes det mindste ar.

Herefter er han smådesperat og vil kontakte de tre sygehuse, som papirerne kommer fra.
Han vil forhøre sig om, hvad det er for noget vrøvl med disse kolleger – for Mona Nilsens helbred er jo helt OK!

Frustreret ateist

Robert Nilsen er uddannet skibsbygger. Han har i ni år arbejdet i psykiatrien, blandt andet med stofmisbrugere. Han er også mangeårig tillidsmand i fagforeningen og i andet organisationsarbejde. Han er engageret i idrætsarbejde, blandt andet som fodbolddommer.
Dagene var fyldt op med arbejde og møder. Den 66-årige har også undervist i grundfag på en videregående skole. Og han var kendt som en arg modstander af det kristne miljø på Karmøy gennem hele sit liv.

En dag, hvor Robert var ude på en af sine opgaver i organisationsarbejdet, møder han pludselig på en institution en dame i en kørestol. Her i stolen sidder Mona. Det er kærlighed ved første blik.

Rejste sig fra kørestolen

– Jeg var selvsagt både glad og forundret over alt dette mærkelige, som skete med hendes helbred. Og jeg ville se det an, angående dette med Jesus og helbredelse, siger Robert.

Men den dag, da Mona med diagnosen MS, efter miraklerne med hjertet, rejste sig op af kørestolen, som hun havde været afhængig af siden 23-årsalderen, var ateisten helt fortumlet. Han var tvunget til at erkende, at alt det, som var sket med hende ikke kunne forklares på nogen som helst fornuftig måde.

– Min kone med Multiple Sklerose, begyndte også at gå rundt – uden behov for kørestolen.
Jeg, som havde båret hende rundt. Trillet hende rundt. Stået for husarbejdet – som hun nu overtog…jeg følte mig næsten arbejdsløs, da hun bogstaveligt talt løb rundt.

– I to måneder gik jeg bare rundt og undrede og undrede mig vildt over dette her med Gud. Modstanden begyndte gradvis at slå revner. Igen og igen kom stemmen: ”Nu må du tro, nu kan du ikke tvivle mere. Nu har jeg givet dig alle tegn.”

Igen og igen kom stemmen: ”Nu må du tro, nu kan du ikke tvivle mere. Nu har jeg givet dig alle tegn.”

– Og jeg gik mere og mere tom for argumenter mod kristendommen, indrømmer han.

Pinsestævne på Østerbo

– Siden Mona var blevet helbredt og frelst gennem dette Evangeliesenter, så havde jeg jo opdaget, at der var noget, som hed pinsestævnet på Østerbo. Jeg bestemte mig derfor, som en gestus, at hun kunne få sådan en pinseweekend, i stedet for karavan-klubbens Arendalstræf, hvor vi normalt tog hen i pinsen.

Men det, autocamper-entusiasten ikke vidste, var, at der var startet en bønnegruppe, som bad om, at det skulle blive netop centerstævnet og ikke campingtræffet, han kom med til.

– Jeg bad for Robert fra det øjeblik, jeg blev frelst. Jeg havde en stærk længsel efter, at han også måtte opleve Jesus i sit liv, bemærker Mona.
Derfor kom der nu endnu et nyt bønnesvar for damerne på Åkerhavn, oven i alle de andre bønnesvar.

Og ikke bare det.

Gik med til kristent møde

– Som en gentleman overfor min kone havde jeg også bestemt mig for i al overbærenhed alligevel at ”sætte mine ben på et kristent møde”.

Som sagt så gjort. Turen gik til Østerbo. Og der, på sine egne ben, går han ind i et kristent mødelokale. Hører en kristen prædiken. Og bliver derefter ”overfaldet” af en meget direkte og frimodig bergenser, Svein Norvik, som lige ud spørger endnu en person fra Åkrehamn, om denne vil frelses.

– Dette var den mand, som havde ledet min kone til Jesus, så jeg var trods alt noget skeptisk overfor manden. Og denne masen om at blive frelst gjorde, at jeg meget modvilligt sagde: ”Okay, da. Jeg vil gerne frelses” bare for at slippe af med disse påtrængende fyre, siger Robert.

Men han erkendte overfor sig selv, at han havde kapituleret.

– Efter frelsesbønnen blev jeg spurgt om, hvordan jeg nu følte mig. Som sandt var, svarede jeg: ”Ikke noget specielt”. Men jeg havde fået at vide gennem ”ES-TV”, at en dåb betød, at man gjorde tingene rigtigt, og af natur er jeg en, som vil gøre alt helt og fuldt.
Så, første pinsedag blev Mona og Robert Nilsen døbt i dåbsbassinet på Østerbo.

– Og mere end det, vi fik en kristen velsignelse af vores ægteskab oven i vores borgerlige vielse, af selveste Lise Karlsen, som også havde skaffet liljekonvaller til os, tilføjer Robert og smiler og ler med glædestårer som et barn.

– Robert har grædt siden pinse, stråler konen og stryger en kærlig hånd over ryggen på sin mand. Han er manden, hvis ateisme blev knækket, så han måtte bøje sig under Guds virkelighed.

Rækken af helbredelser

Med der kom det kom endnu en stor forandring.

– Så vi blev også gift i Jesu navn. Derefter fik jeg fem diagnoser fjernet med Jesu blod: Hjerteinfarkt, MS, kronisk astmatisk bronkitis, diabetes og begyndende KOL. Alt er væk. Og min kørestol er nu i Ukraine, tilføjer Mona.

Robert peger på, at alle slags piller og medicin nu er som blæst bort fra deres hjem.
Mona oplevede mirakuløse helbredelser i et nu. Roberts mirakler er af den slags, som vokser frem.

Mona oplevede mirakuløse helbredelser i et nu. Roberts mirakler er af den slags, som vokser frem.

Prikken over i-et

Ægteparret benytter nu enhver anledning til at høre Evangeliesenteret. De vidner stadig om, at Jesus lever, og at han er i stand til at gøre virkelige undere. Overalt hvor de er, taler de om Jesus. Ikke bare i Åkrehamn, hvor forundrede folk kom hjem til dem for at finde ud af, om det virkelig var sandt, at Robert var blevet frelst – og alt det andet.

Hjertespecialisten, som havde foretaget udvidelsen første gang, året før Monas frelse, og som sendte hende til det operative indgreb, hvor man ikke fandt noget at operere, var længe vred, fordi han ikke engang fandt arret efter udvidelsen i 2006. Og han udtalte senere:

– Nu har jeg undersøgt dig i mange år uden at finde fejl angående dine sygdomme. Men for en sikkerheds skyld vil jeg tage 1000 fotos af det værste område, fra hjerte-navleregionen.
For ellers mister jeg dig som patient!

Han var ved at tabe både næse og mund. Ingen af billederne viste nogen spor af sygdom overhovedet.

I sin frustration indkaldte han en ekspert fra Carolinska Sjukhuset – et af de mest velrennomerede sygehuse i Sverige – til Åkrehamn. Men den tilkaldte læge ledte forgæves.

– Jeg finder ingen fejl hos Mona Nilsen – du misbruger min dyrebare tid på denne måde. Hvordan kan I bruge så mange ressourcer på en person – som der jo ikke er noget galt med, sagde den udenlandske ekspert vredt til sin norske kollega.

– Du har ikke fundet noget her, fordi Jesus har været her, fortalte Mona ham.

– Ja vel… da forstår jeg, sagde den svenske specialist, før han rejste tilbage til Stockholm.
Neurologen for MS har også givet op. For heller ikke denne ekspert kan nu finde nogen fejl i

Monas krop.

Men denne læge gik et skridt videre og erkendte:

– Dette er et mirakel.

– Ja, men dette er et Jesu mirakel, fastslår Mona Nilsen.

Eksperten bad for nogen tid siden om tilladelse til at bruge hendes fortælling til opmuntring for andre ”håbløse” patienter, som kommer grædende ind i konsultationen.