Bibelselskabets Pris gik til SAT-7-ildsjæl
Generalsekretær for den kristne tv-station SAT-7, Kurt Johansen, kan i år fejre sit 20 års jubilæum. Den 18. september blev han hædret med Bibelselskabets Pris for sin store indsats for at give undertrykte kristne en stemme og udbrede kendskabet til Bibelen.
Om begrundelsen for at tildele Kurt Johansen prisen skriver Bibelselskabet i en pressemeddelelse:
”SAT-7 producerer tv om kristendom og tro, transmitterer gudstjenester, diskuterer religionsfrihed og menneskerettigheder, kvindeundertrykkelse og arbejder med forsoning og ligestilling blandt muslimer og kristne i muslimskdominerede lande. For mange er kanalen den eneste adgang til et kristent fællesskab.
Kurt Johansen har i høj grad arbejdet for at etablere nye partnerskaber mellem SAT-7 og NGO’er, missionsselskaber og kirkesamfund. Partnerskaber, der i dag udgør rygraden i tv-stationens økonomi.”
Bibelselskabets formand Peder Ø. Andreasen sagde i sin tale til prismodtageren:
”Kurt Johansen har gjort en exceptionel indsats for at få Bibelen ud i verden. Han er diplomat i verdensklasse. Verden over lyttes der til hans erfaring og indsigt.”
Bibelselskabets Pris
Bibelselskabets Pris tildeles en person, der skal anerkendes for en særlig indsats for at gøre Bibelen nærværende i samfundet. Med prisen følger 10.000 kr. samt en indrammet bibelside – i år fra Christian IV’s bibel.
Bibelselskabets Pris uddeles normalt på Bibelselskabets årlige repræsentantskabsmøde, som i år har været aflyst grundet corona-situationen. I år blev prisen derfor uddelt ved en SAT-7-konference i Apostelkirken i København den 18. september.