Om friheden ved kun at eje lidt

Hjemme hos Anne Löwen ser alting så ryddeligt ud. Hemmeligheden hedder minimalisme. Når man ikke har så meget, står der automatisk færre ting rundt omkring, og det giver mindre oprydning.

– Hvad betyder minimalisme helt præcist?
Minimalisme betyder at koncentrere sig om det, man virkelig kan lide og har brug for. Det betyder at være fri til at skille sig af med alle de ting, som man jo alligevel ikke bruger, eller som man ikke bryder sig om. Målet er, at man skal arbejde så lidt som muligt hver dag med at holde tingene – ikke, at man ikke skal arbejde.

Hvad er det eksempelvis for nogle ting, du skiller dig af med?
– Tit er det ting, der er anskaffet flere år tilbage, og som man tror, man på en eller anden måde vil få brug for på et senere tidspunkt. For eksempel de bukser, som ikke rigtig passer mere, men som alligevel ligger i skabet, fordi man håber igen at slippe af med de ekstra fem kilo. Men foreløbig køber man et par nye bukser, som passer.

Hvorfor er det så svært for os at forære ting væk?
– Det har med identitet at gøre. For at tage eksemplet med bukserne igen: Man ønsker at blive så tynd igen, at bukserne passer. De passede jo dog, da man var tyve. Man vil gerne se ud som dengang. Et andet felt er hobbyer: Jeg har altid ønsket at blive god til at sy. Jeg forsøgte mig, men fandt det ikke særligt sjovt. Derfor stod symaskinen og kassen med stof og fyldte. I det øjeblik, jeg giver det væk, må jeg modvilligt indrømme over for mig selv, at jeg ikke bliver god til at sy. Og jeg ville jo gerne som andre kvinder sy smukke ting til børnene. Vi definerer os for meget i kraft af det, vi har, i stedet for i kraft af det, vi er.

Hvordan fandt du ud af, at du ønskede at forandre noget?
– Jeg er meget sensibel og bliver hurtigt overstimuleret. Når bjerget af opgaver tårner sig op for mig derhjemme, løber jeg rundt som en hovedløs høne. Jeg følte mig tit så overbebyrdet, at jeg begyndte at tude. Jeg har læst meget om organisation og husførelse, men hos mig er der ikke rigtig noget, der har fungeret. At organisere vil sige at flytte sit kram fra A til B, men organiseret kram er stadig kram. Det flyder også hurtigt igen. På et eller andet tidspunkt faldt jeg over en bog om minimalisme, og der stod, at plads har en værdi. Når man rydder ud i ting, skal man ikke kun tænke på, hvor kostbar en ting er, men også, hvor meget plads denne ting optager. Det var startsignalet. Jeg gav for første gang mig selv lov til at skille mig af med ting.

Hvilke erkendelser nåede du frem til gennem denne proces?
– Jeg forstod bedre visse passager i Bibelen. Eksempelvis fortællingen om den rige unge mand i Matthæus 19,16-26. Jesus siger til ham, at han skal sælge alt, hvad han ejer, give pengene til de fattige og følge ham. Denne beretning lyder, som om Jesus var imod at eje noget, men det drejede sig for ham om mandens hjerte. Det, den unge mand ejede, afholdt ham formodentlig fra at føre det liv, Jesus havde bestemt for ham. Det betyder ikke, at det er forkert at eje noget, men det drejer sig om, hvor meget plads det optager i ens liv. Det kan være, at mit hjerte hænger for meget ved det. Mere sandsynligt er det nok, at det tager så meget af min tid, at jeg ikke har overskud til det, der virkelig er vigtigt. Dette tema forekommer ofte i Bibelen. Gud ved, at vi mennesker har en tendens til at få ting til at hobe sig op.

– Vi vesteuropæere hører til de rigeste på denne planet. Når der står noget om rige i Bibelen, tænkes der på os. Jeg tror, Gud har givet os rigdom, for at vi kan velsigne andre dermed. Min mand og jeg forsøger at forære størstedelen af det, vi skiller os af med, til andre. Det falder os ikke altid let. Hver gang kræver det en beslutning at sige: ”Jeg er blevet velsignet og giver velsignelsen videre.” Således lærer minimalismen os, at det at give er saligere end det at tage imod. Men vi har også indimellem solgt ting.

Hvordan kom du i gang?
– Tøj er en god ting at begynde med. Derefter kom turen til kasserne i kælderen. Der stod kasser, som ikke var pakket ud siden vores flytning. Det var let at skille sig af med dem, for vi havde i så lang tid ikke brugt tingene i dem, at vi højst sandsynligt heller ikke ville komme til at bruge dem fremover.

Der findes jo en trend, som går på, at man kun har nogle få stykker tøj, som så alle passer sammen. Kender du den?
”Capsule Wardrobe” er det mest praktiske, der findes! Hver del, man har, skal passe en, se godt ud, og man skal føle sig godt tilpas i det. Og alle tingene skal kunne kombineres. Det giver ingen mening at beholde en sweater, som man ikke kan sætte sammen med noget. Med sådan en basisgarderobe er det let at blive færdig om morgenen. Og når børnene selv tager tøj på, kommer de ikke til at ligne Pippi Langstrømpe, fordi alting jo netop står til hinanden. Men ”capsule wardrobe” betyder ikke, at man skal forære alt sit kluns bort og glad gå i gang med at shoppe …

Hvordan har dit liv i øvrigt ændret sig?
– Vi er blevet meget mere afslappede. Når weekenden står for døren, og vi alle afslutter ugens gøremål under stor tumult og ståhej, kan det være svært at falde ned. Men på vej hjem glæder vi os alle til vores hvile-oase. Det er vigtigt for mig, at vores hjem er et sted, hvor vi tanker op og kan falde til ro. Det er også sundt for vores børn. Desuden får man mere tid. Hvis man har mindre at gøre i huset, har man mere tid til andre ting, som er sjovere. Når der ikke er så meget, der skal pudses og poleres, er man hurtigere færdig.

Er der også ulemper ved denne livsstil?
At forære ting bort er sværere, end man tror. Et skab har måske en særlig værdi for dig, fordi du har arvet det efter din bedstemor. Tung om hjertet beslutter du dig alligevel for at sælge det. Men ingen vil betale det for det, som skabet er værd for dig. Selv hvis du vil give ting væk, er der mange mennesker, som ikke vil have dem.

En anden ting er gaver. Jeg måtte engang sige til venner og bekendte, at de ikke gør os lykkelige med ting, at det snarere er en byrde for mig. For nogle var det meget svært at forstå, og det varede længe, før folk accepterede det. Vi synes, det er dejligt at få gavebeviser til udflugter og aktiviteter. Vi holder for eksempel meget af at gå i zoologisk have, men det er dyrt for seks personer. Når vi får et sådant gavebevis i julegave, vækker det begejstring.

Hvordan reagerede din mand på din idé?
– I begyndelsen var han ikke så overbevist. Det er et vigtigt princip ved minimalisme, at man skal begynde med sig selv. Det er det allervigtigste. Man skal mærke på egen krop, hvordan det føles at skille sig af med ting. Det er let at sige til en anden: ”Det kram der har du jo overhovedet ikke brug for.” Men ve den, der siger til mig: ”Hvorfor beholder du egentlig de der bukser? De der bøger? De der CD’er?” Til dato har jeg ladet min mands ting være. Men han kan jo se fordelene. Min indkøbsadfærd har ændret sig, og i mellemtiden er han blevet præcis lige så overbevist som jeg. Når man lever, som man prædiker, smitter det tit af på andre.

Og hvad med børnene? Hvad sagde de til det?
– Da vi begyndte med at rydde ud i tingene, var de ældste drenge stadig små. Vi havde tre kasser: en til ting, der måtte blive tilbage; en til ting, der kunne kasseres, og en måske-kasse. Det var hårdt at gå det igennem med børnene. Vi smed naturligvis ikke deres yndlingslegetøj ud, men der var også meget legetøj, som lå ubrugt hen og var dækket af støv. Jeg vil dog aldrig glemme det øjeblik, da vi omsider var færdige. De to drenge løb jublende gennem deres værelse og glædede sig over, hvor dejligt der var. Alle steder var der kun deres yndlingssager. Fra den dag af kunne de lege meget bedre i deres værelse.

Hvad var den største udfordring for dig?
– Babytingene var det sværeste, fordi der knyttede sig så utrolig mange følelser dertil. Jeg fandt det virkelig svært at skille mig af med vores vugge og de søde babyting. Jeg har ikke givet alting væk, men lavet en lille mindekasse, som gemmer på en kravledragt, lykønskningskort i forbindelse med fødslerne og et krammedyr for hvert af børnene.

Hvem har du givet de ting til, som du har sorteret fra?
– En af vores venner leder missionsarbejdet ”Christ’s Hope” i Afrika. Vi har givet næsten alt til dem. Vi har forklaret børnene, at deres legetøj kommer til Afrika sammen med Sören, og at børnene der ikke har så mange legesager. Vores sønner har fået øjnene op for, hvor meget de egentlig har. Når de vil skille sig af med en ting, kan de glæde et andet barn med det.

Ellen Nieswiodek-Martin og Marlene Temple stod for interviewet. Oversat fra det tyske kvindemagasin Lydia af Dorthe Orbesen.