Sønderjysk præst er Årets Teolog 2020

Efter højmessen i Hjordkær Kirke den 30. august kårede bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen (tv) og fakultetsleder Thomas B. Mikkelsen (th) sognepræst Robert Strandgaard Andersen til Årets Teolog 2020.

Robert Strandgaard Andersen, der er sognepræst i Hjordkær i Sønderjylland, blev søndag den 30. august kåret til Årets Teolog af formand for Menighedsfakultetets bestyrelse, Jørgen Jørgensen samt fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen.

Robert Strandgaard Andersen har ifølge Menighedsfakultetets vurdering på en særlig måde virket til fremme af evangelisk luthersk kristendom. Denne gang har MFs bestyrelse ønsket at tilgodese en af de mange ildsjæle, som relativt ubemærket i den store offentlighed tjener evangeliet i et af landets mange landsogne.

Jørgen Jørgensen understregede, at Robert Strandgaard Andersen gør en stor arbejdsindsats i sit landsogn i Aabenraa Provsti, hvor han også placerer kirken i et synligt samarbejde med alle potentielle samarbejdspartnere.

Corona-initiativer

Jørgen Jørgensen uddyber:

– Da Corona lukkede Danmark ned, var Robert S. Andersen blandt de første til at streame gudstjenester, og han fik omgående sit menighedsråd med på at indkøbe udstyr til at streame i en god kvalitet og med de relevante tekster hæftet på.

Konfirmationerne i Hjordkær i juni 2020 blev afviklet i idrætshallen for at sikre deltagelse fra så mange som muligt.

Og Skærtorsdag kørte han rundt i sognet for at forrette nadver i folks gadedør til dem, der havde tilmeldt sig på forhånd. Coronaindsatsen er bare udtryk for, hvorledes Robert S. Andersen er på konstant udkig efter muligheder for at betjene sin menighed og gøre evangeliet gældende.

Hjerte for mission

Robert Strandgaard Andersen bruger en klassisk liturgi i gudstjenesterne, men der er ofte plads til en nyere sang eller to – evt. ledsaget af ham selv på klaver.

I sin forkyndelse og sin teologiske tænkning er Robert S. Andersen Kristus-centreret og bevidst om, hvad der er centrum og periferi i kirkens liv. Gennem hans virke er der flere, der har fundet eller genfundet deres kristne tro.

Hjordkær Sogn er fra gammel tid præget af vækkelser. Missionsfolkene tog godt imod deres præst, der ankom for 10 år siden, og der er et fint samarbejde mellem kirke og missionshus.

Før Robert S. Andersen kom til Hjordkær, var han underviser på et præsteseminarium i Brødrekirken i Tanzania. Han har stadig et stort hjerte for international mission og får jævnligt besøg fra Tanzania.

Robert S. Andersen er præst på landet – og stortrives med det. Fuld af energi og altid parat til at se muligheder. Det er den slags teologer, vi gerne vil uddanne, og vi gerne vil, at vores studenter skal spejle sig i, til inspiration for deres fremtidige virke, fastslog Jørgen Jørgensen.

Robert Strandgaard er gift med Britta, og de har fire døtre og en søn.

Prisen

MF har de fleste år siden 2005 kåret en teolog, som har gjort en særlig indsats, til Årets Teolog. Med udnævnelsen følger en check på 5000 kr.

Tidligere Årets Teologer:

2005: Jens Bruun Kofoed, lektor ved Dansk Bibel-Institut
2006: Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falster Stift
2007: Gert Nicolajsen, sognepræst i Vorgod og Fjelstervang
2008: Henrik Højlund, sognepræst i Løsning
2010: Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Missionsforening
2011: Kai Kjær-Hansen, formand for Israelsmissionen
2012: Niels Nymann Eriksen, sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken
2013: Iver Larsen, bibeloversætter ved Wycliffe
2015: Flemming Kofod-Svendsen, pastor emer. og fhv. minister
2016: Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst ved Betlehemskirken og leder af I Mesterens Lys
2017: Bodil Skjøtt, generalsekretær for Israelsmissionen
2019: Jens Lomborg, præst i Skjern Bykirke.