85-årig inviterer kristne til mission i efterårsferien

Traktatavisen skal uddeles i Skive:

Emmy Dyrholm går stadig på gaden i Skive for at bede for byen og tale med mennesker om Jesus. Den 15.-17. oktober vil flere kristne sammen med Emmy bede for mennesker på gaden og uddele Udfordringens traktatavis ’Livet efter Livet’.

”Jesus kom for at frelse syndere,” står der på Emmy Dyrholms kasket. Hun blev selv kristen i 1992 efter 20 år i det okkulte miljø. Den 15.-17. oktober vil hun sammen med andre kristne uddele Udfordringens traktatavis ’Livet efter Livet’ til folk i Skive.

Sammen med flere andre kristne vil evangelisten Tommy Møllerskov fra Sønderjylland nu bakke op om Emmy Dyrholms tjeneste.

”Her var en kristen søster på 85, som helt alene gik på gaden for at dele evangeliet med ufrelste i Skive. Vi fik som sjælevindere for Jesus nød for Emmy, hendes by og de manglende vidner for Jesus i byen!” siger Tonny Møllerskov.

Den 11. august var 8 troende samlet hos Emmy, og de bad for både de ufrelste og menigheden i Skive. Emmy viste sine gæster “Det Alternative” miljø, og de fik lov til at bede for nogle af dem.

Den 22. september gik 11 troende sammen med Emmy ned på torvet og lovsang Herren. ”Mange standsede og hørte både lovsang og Ordet i samtaler, vi fik bedt for nogle og 1 tog imod Jesus som Frelser. Forførelsen fra det okkulte er stærk. Børn lærer yoga i børnehaverne. Men de åndeligt søgende kom, efter vi bad!” fortæller Tonny Møllerskov.

Uddeler ”Livet efter Livet”

Nu inviterer Emmy og hendes lille team flere kristne forbedere, lovsangere og vidner til Skive den 15.-17. oktober for at bede for ufrelste og forførte, samt vidne og lovsynge Herren offentligt.

– Det er vigtigt, at de troende bliver synlige i gadebilledet sammen med Emmy flere dage om ugen!

Så uanset om du er fra Skive eller ej, kom og lær, hvordan du samtaler med ufrelste og uddeler traktater og “Livet efter livet” med frimodighed og visdom! Vi beder også for de syge! opfordrer Tonny Møllerskov.

Nød for det okkulte miljø

Før Emmy Dyrholm blev frelst, var hun indblandet i New Age og besøgte ofte en clairvoyant på grund af problemer med helbredet. Men en dag først i 90’erne hørte hun nogle kristne lovsynge på gaden. Emmy fik en kop kaffe i en skurvogn og så en person, som blev helbredt. Det endte med, at hun selv tog imod Jesus som sin Frelser.

Da Emmy kom tilbage til clairvoyanten, sagde denne, at hun ødelagde “energien” for den alternative behandling. Emmy holdt op med at komme der, og gennem bøn blev hun fri fra angreb fra de onde ånder, hun før havde påkaldt.

Med denne baggrund har Emmy derfor en særlig nød for at dele Guds Ord med ikke-frelste i det alternative miljø. Men hun beder også Herren sende flere trofaste vidner for Jesus nu, hvor mange også pga. frygt for coronavirus søger svar, frihed fra frygt og helbredelse!

– Håbet er, at en lille cellegruppe må udvikle sig til en levende menighed, der er synlig med Guds Ord samt ånds og krafts bevis på, at Jesus Kristus er Herre og Frelser!

Vi tror, at flere danske byer har brug for at se Ap.G. 1,8 (om at bringe budskabet om Jesus til mennesker ved Helligåndens kraft) blive udlevet, slutter Tonny Møllerskov.