Hærværk mod jødisk kirkegård giver fængselsstraf

– Angrebet på den jødiske gravplads i Randers er både et angreb på danske jøder og alle os andre, fastslog statsminister Mette Frederiksen (S) i november 2019.

Det var racistisk motiveret hærværk, da to mænd væltede og overmalede 84 jødiske gravsten på Østre Kirkegård i Randers i november 2019, fastslog en enig domsmandsret i Randers sidste fredag. Gerningsmændene er medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse.

De dømte er en 39-årig mand fra Hobro og en 28-årig mand fra Randers. Jacob Vullum Andersen, som har en ledende rolle i den nynazistiske gruppe Den Nordiske Modstandsbevægelse, blev idømt et års fængsel efter racismeparagraffen. Derimod skal den 28-årige før strafudmålingen gennemgå en mentalundersøgelse.

– Det er vigtigt for os, at det nu er erkendt, at det, de har gjort, er jødehad. Det er de blevet dømt for, og det er jeg meget tilfreds med, lød kommentaren fra Henrik Goldstein, der er formand for Det Jødiske Samfund.

Racismeparagraffen

De tiltalte er dømt efter straffelovens paragraf 291 om at ”ødelægge, beskadige eller bortskaffe ting, der tilhører andre”, samt efter racismeparagraffen, § 266 b, som forbyder forhånelse eller nedværdigelse af andre på grund af deres ”race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”.

For Henri Goldstein er det især vigtigt, at de tiltalte blev dømt efter racismeparagraffen. For det, de har gjort, er jødehad, fastslår han.

– Jeg har det sådan, at der er tale om antisemitisme i allerhøjeste grad, og racismeparagraffen er indført for at straffe det. Så det er vigtigt for os, at det nu er erkendt, at det, de har gjort, er jødehad, udtalte Henri Goldstein.

I november 2019 overmalede de to mænd 84 gravsten med grøn maling, væltede seks gravsten og satte en davidsstjerne med teksten ”Jude” på en af gravstenene på den jødiske kirkegård i Randers. De tiltalte havde samme nat kastet maling mod en bygning i Randers, hvor davidsstjerner er muret ind i facaden.

Årsdagen for Krystalnatten

Hærværket mod de jødiske gravsten i Randers skete på årsdagen for Krystalnatten den 9. november 1938. Krystalnatten indledte en optrapning af nazisternes jødeforfølgelser i Tyskland, som kostede 6 millioner jøder livet. Dette var afgørende for anklager Cathrine Brunsgaard Jacobsens krav om fængsling af de tiltalte i Randers.

Den yngste af de tiltalte havde desuden i juni 2019 overmalet en regnbuefarvet bænk i Aarhus og delt billeder af det med en forhånende tekst om homoseksuelle. Mændene blev derfor tiltalt for ”en række tilfælde af forhånende ytringer om jøder samt hærværk rettet mod jøder, homoseksuelle og venstreorienterede,” skriver Dr.dk.