– Hvis din identitet er bundet til mikrofonen, så smid den!

Josefine Jønsson, lovsangsleder fra Falster, er langt væk hjemmefra.

I Redding i Californien er hun igang med andet år på bibelskolen BSSM under Bethel Ministries.
For få uger siden fik danske unge kristne alligevel et lille indblik i hendes liv, da hun overtog instagramkontoen ”Vidnesbyrd” for en uge.

Vidnesbyrd på Instagram er drevet af YFC og lader i praksis forskellige unge kristne overtage kontoen en uge ad gangen og dele nedture, opture og det helt almindelige hverdagsliv med hinanden.

2.400 følgere

Kontoen har 2.400 følgere, og opslagene får mellem 50 og 200 likes og en lille håndfuld kommentarer.

Som kontoens navn mere end antyder, handler den om vidnesbyrdets magt ved at dele de personlige oplevelser, som måske kan være til opmuntring for andre.

Derfor var Josefine Jønsson heller ikke i tvivl om, at hun ønskede at bidrage.

– Jeg tror på, at vidnesbyrd kan være med til at skabe frihed for andre. Jeg brænder for Jesus og er ikke stille omkring det, så Vidnesbyrds koncept omkring at dele min tro var en rigtig god mulighed, forklarer hun via Instagram Direct fra den modsatte side af jordkloden – næsten.

Men også vores forskellige oplevelser af vandringen med Jesus var et argument for hende, forklarer hun:

– Jeg var også med, fordi mangfoldighed i Guds Rige er et nødvendigt udtryk – vi er skabt unikke, og derfor udtrykker vi os også forskelligt på grund af vores historier.

Det rette fokus

Et af de opslag, som hun delte i den uge, var et digt med titlen 98/2 om den store del af vores kristne liv, som ikke foregår på scenen.

– Jeg delte digtet 98/2, fordi jeg som lovsanger selv har reflekteret over, hvor vigtigt det er at holde det rette fokus. Jeg hørte engang en prædiken, hvor de sagde: “Hvis din identitet er bundet til en mikrofon, så smid den!”. Det var en rigtig god reminder om, at vi ikke ER vores gaver, men vi er Guds sønner og døtre først og fremmest, forklarer Josefine Jønsson.

Fra scenen til rengøringen

Hun har skrevet digtet ud fra sine egne erfaringer fra den lille kirke på Falster, som hun var en del af, da hun var 15-17 år.

Der var der ikke teams til forskellige dele af gudstjenesten, men blot en håndfuld mennesker, der var med til at få det hele til at fungere.

– Det betød, at jeg ofte gik fra lovsang på “scenen” til rengøring i det usete på toilettet efter gudstjenesten, og jeg tror, at det var noget af det sundeste, jeg kunne være en del af, forklarer hun.

Selv arbejder hun med digtets budskab gennem vaner, som hun ønsker skal forme hende, så det ikke er scene-tjenesten, som tager fokus.

– Hver morgen læser jeg min Bibel som det første for at lære Gud mere at kende og for at lade Ham fortælle mig, hvem jeg er. På den måde behøver jeg ikke selv prøve at skabe et image, men kan blot vokse i processen ‘at hvile i Faderens kærlighed’, siger hun.

98/2

Hvordan går det med at gro?
Løber du fra scenen til rengøring af toilettet,
Eller fanges du af øjeblikket og forglemmer den del af processen?
Når livets bølger går voldsomt til værks,
Hvor findes så din trøst, hvad sender dit hjerte til vejrs?
I alting
I ethvert øjeblik
Åh Herre, må min vilje følge Dit klik
Din puls, Din rytme, Din agenda
Jeg strækker mig for at nå Dig, for jeg ved Du altid venter.

98/2
Lad mig følge Dig med hjertebankende tro
Find mig ved Dine fødder
Om nødvendigt – ryk mig op ved mine rødder
Intet må fylde mere
End overgivelsen og tilbedelsen til Dig, min Herre.

Digtet 98/2, som handler om fordelingen af tid mellem scenen og resten af kristenlivet, delte Josefine Jønsson på instagramkontoen Vidnesbyrd i forbindelse med et ”takeover” tidligere på efteråret.

I opslaget, som fulgte med, forklarer hun nogle af tankerne bag digtet. Blandt andet skriver hun:

”Groft sat op kan man måske spørge sig selv: er du tilbeder af Jesus, når scenelyset slukker? Lever du et liv ved Hans fødder og søger du at ære Ham med hele dit liv?

Jeg ransager mit eget hjerte med disse spørgsmål.

Måske kan vi også spørge os selv, hvad vi ønsker at mødes af, når vi vender hjem til himlen: “Du sang en flot sang” eller “Du trofaste og gode forvalter.” – jeg tror sagtens, at vores Far kan sige begge sætninger i samme øjeblik, men åh, hvor mit hjerte dog længes efter, at det sidste må være Hans tanker om mig.”