Oasehøjskolen vil købe sin egen herregård

Silkeborg Kommune har sat Oustruplund til salg, og skolen vil ikke lade chancen gå fra sig.

Den kun to år gamle Oasehøjskolen har lejet sig ind i Oustruplund mellem Silkeborg og Kjellerup. Her er nu 56 elever.

Oasehøjskolen i nærheden af Silkeborg føler sig nu så etableret, at man gerne vil købe herregården Oustruplund, hvor man holder til.

Oasehøjskolen blev startet for kun to år siden og er nu i gang med sit fjerde elevhold med 56 elever – og dermed fuldt hus.

Opstarten var svær, og skolen var på et tidspunkt tæt på at lukke. Men nu er man åbenbart kommet over den svære begyndelse.

– Gud har været god og vist os igen og igen, at skolen er hans, og at han har planer for stedet. Mange unge kan fortælle om, hvordan det har forandret deres liv, og hvordan de på Oasehøjskolen voksede både åndeligt og menneskeligt, skriver formanden Ole Backer Mogensen og generalsekretær Ruben Dalsgaard i et brev til Oase-vennerne.

Heri opfordrer de til at hjælpe økonomisk med at købe Oustruplund. Indtil nu har Oasehøjskolen lejet alle bygninger af Silkeborg Kommune. Men nu ønsker Silkeborg Kommune at sælge Oustruplund og har netop sendt ’køb af alle bygninger’ i udbud.

– Oasehøjskolen ønsker ikke at lade denne unikke chance gå sig forbi og vil derfor byde på Oustruplund, fastslår Oase-ledelsen og begrunder det med, at stedet egner sig til en højskole, og der er allerede investeret penge i at få stedet indrettet optimalt til højskoleelever.

Ved selv at eje bygningerne vil Oasehøjskolen over tid spare ca. 400.000 kr. årligt i form af husleje og andet.

Det oplyses ikke, hvad Oasehøjskolen vil byde på Oustruplund. Men der skal indsamles mindst 750.000 kr. for at realisere planerne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Det er mange penge, men vi håber, at mange andre har den samme vision som os i forhold til at se unge tage nye skridt med Gud, og det er der netop mulighed for på Oasehøjskolen, skriver formand og generalsekretær.

Pengene skal indsamles i løbet af november, så fristen er ret kort.

– Vi kan kun på det allervarmeste anbefale Oasehøjskolen, og vi bakker op om deres ønske om at købe stedet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Du må meget gerne bede for dette køb, dels fordi det er et stort projekt, dels fordi der er mange ting der skal falde i hak, hvis det skal lykkes. Og til enhver tid må vi sige: Om Gud vil! slutter de opfordringen.