Udgiver andagter til advent og jul

Børge Haahr Andersen er cand.theol. og rektor på Dansk Bibel-Institut i Kbh.

Børge Haahr Andersen har netop fået udgivet julebogen ”Om vagabonder, hyrder og engle – 31 eftertanker til advents- og juletiden” på LogosMedia.

Forfatteren er kendt for sin kombination af jysk humor og bibelsk alvor. Også i sin nye bog henter Børge Haahr Andersen inspiration fra barndommen i det vestjyske og fra et langt liv med teologi.

”Vores travle tid har fået sværere ved den ro og eftertanke, som var i min barndom og ungdom.

Måske kan en daglig læsning af mine små stykker blive en modkultur til travlheden og overfladiskheden,” siger Børge Haahr Andersen. Han fortæller, at bogen er et beskedent forsøg på en slags tilbagebetaling af det, som mange gæve mennesker i årenes løb har givet ham.

Andagtsstykkerne er således korte, fordi både hans far og hans svigermor satte pris på, at en andagt ikke blev for lang.

”Til ære for to i min familie, som i dag ligger på kirkegården, har jeg begrænset mig til forholdsvis korte stykker,” oplyser Børge Haahr Andersen.