Trump blev ikke behandlet med COVID-medicin fra fosterceller
Pro-life læger afviser påstande om, at den antistof-medicin, som præsident Trump fik som del af behandlingen mod COVID-19 skulle være fremstillet på basis af stamceller fra fostre.
Efter at have fået diagnosen blev Donald Trump i forrige uge behandlet med eksperimentel medicin fra Regeneron Pharmaceuticals. En Facebook-gruppe, som kalder sig “Dogs for Democracy” har delt et tweet fra en supporter af præsidentkandidat Joe Biden, hvor det hedder:
”Det viser sig, at de monoklonale antistoffer, som Trump får, kommer fra fosterstamceller. Så Trump bliver behandlet/reddet af døde babyer.”
Biden-supporteren efterlyser kommentarer fra Republikanere, dommer Amy Barret og pro-life-folk. Tweetet blev delt over 107.700 gange.
En talskvinde for medicinalfirmaet forsikrer, at de ikke bruger humane fosterceller til fremstillingen af antistof-medicinen mod COVID-19. Hun bakkes op af dr. Tara Sander Lee fra Charlotte Lozier Institute, som kæmper for de ufødtes ret til livet.
Dr. Tara Lee har undersøgt behandlingen af Trump sammen med en kollega. På Twitter konkluderer dr. Lee: “Præsidenten har IKKE fået nogen type medicin til behandling af COVID-19 som indebar destruktion af menneskeliv.”