Kristne bliver slået, kronraget og fordrevet af hinduister

Indian cow resting sleeping in the street. Cow is a sacred animal in India. Jasialmer fort, Rajasthan, India

– Hvis I skærer i koen, vil vi skære i jer!

Det sagde hinduister i det østlige Indien til kristne i flere landsbyer efter at have set et fabrikeret vidoeklip, hvor en mand beskyldte de kristne for at have dræbt en ko. Videoen har fået mange indere til at angribe og true de kristne.

– Angriberne havde planlagt det hele og delt videoen i området ved hjælp af WhatsApp og andre sociale medier. Det ansporede pøblen til had mod den kristne minoritet, sagde pastor Rajesh Bage til Morning Star News.

Et af ofrene er pastor Raj Singh, som sammen med fire andre kristne i Jharkhand State den 16. september blev slået af hindu-ekstremister. De fik samtidig barberet en tonsur for at gøre dem yderligere til grin, og i tre landsbyer er de kristne blevet tvunget til at flygte, skriver Morning Star News.

– Mens de barberede mig, skar barberbladet ned i mit hovede, og blodet væltede ud, fortalte pastor Singh. “En mand i nærheden bad ham, der barberede mig være mere forsigtig. Men han svarede: ’Den kristne skal være taknemlig for, at jeg bare bruger barberbladet på hovedet og ikke på hans hals’.”

Da de kristne var blevet barberede, lagde pøblen guirlander af gamle sko og slippers om halsen på dem og førte dem gennem landsbyen Bherikudar i Simdega Distrikt til spot og spe. Samtidig krævede hinduisterne, at de kristne skulle råbe hinduslogans til guden Ram. Når de nægtede, blev de slået med kæppe af træ og træhåndtag fra jernøkser, fortalte præsten.

Andre kristne i en hindu-domineret landsby blev anklaget for at have smuglet oksekød ind og spist det. Begge dele er forbudt, og syv kristne i landsbyen blev angrebet af 60-70 hinduister.

Også en 37-årig præst, som var konverteret fra hinduismen til kristendommen, blev truet på livet, sparket og slået med trækæppe. Da præstens hustru prøvede at stoppe dem, blev hun slået af pøblen, så hun havde fået indre blødninger, fortalte præsten. Senere gik det ud over mandens svoger, og pøblen brød ind i flere andre kristne hjem og bankede mændene.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hinduisterne påstod, at de havde fået tilladelse til angrebet fra to distriktsledere tilhørende det hindunationalistiske parti Bhartiya Janata Party.

Myndighederne har efterfølgende ransaget de kristnes huse uden at finde beviser for, at nogen af dem skulle have slagtet en ko. Men de forslåede kristne måtte tilbringe hele natten på politistationen uden at få førstehjælp, fortalte præsten.