Friheden i Kristus
Jesper Aagaard står bag et lille studiehæfte om Galaterbrevet. Hæftet er udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag som et svar på en efterspørgsel efter netop studiemateriale til bibelgrupper.
Galaterbrevet gør det fuldstændig klart, at det enten er nådens evangelium eller lovens opfyldelse, som et menneske må sætte sin lid til i forhold til sin frelse.
Og når Paulus, med sin lovlærerbaggrund, går til loven, bliver det tindrende klart, at den fører til fordømmelse, fordi vi alle kommer til kort over for loven. Synden gør os til slaver af loven, og det giver den onde kontrollen.
Derfor må Paulus tage fat i galaterne og standse dem. De var nemlig tiltalt af omskærelsens løfte om accept. Hvis de ville lade sig omskære, påstod de falske lærere, så ville de blive sande kristne, en del af den jødiske slægt.
Det var en menneskefrygt, som gjorde dem tilbøjelige til at acceptere et andet evangelium end det, Paulus havde forkyndt dem.
Men nu skærer Paulus det ud i pap for dem: enten eller! Enten evangeliets ufortjente nåde, hvor et menneske deler korsfæstelse og opstandelse med Kristus, eller omskærelse og hele Moseloven, som dømmer dem til fortabelse.
Ingen mellemvej – det er Det Nye Testamente eller Det Gamle Testamente – retfærdighed ved gerninger eller i kraft af nåde.
Hæftet omhandler et centralt brev og aktualiseres i de medfølgende spørgsmål, sådan at bibelstudiegruppen sætter pointerne i spil i forhold til deres egen virkelighed.
Det vil der altid være brug for. Bibelens budskab er sandhed, men denne sandhed må nødvendigvis få nye og andre betydninger for os i 2020 end den havde, da Paulus skrev til menigheden i år 48.
Godt materiale!
Jesper Aagaard: Friheden i Kristus. 51 sider. 25 kr.
Udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag og forhandles desuden hos Lohse og Nyt Livs Forlag.