Hvad vil en ny præsident i USA betyde for Israel?
Palæstinenserne har de seneste fire år med Donald Trump som USA’s præsident oplevet en række skuffelser sammenlignet med situationen under Barack Obama. Mange af dem håber, at Joe Biden vinder, mens blandt andre Israels premierminister håber på, at Trump kan fortsætte.
Kort før valgdagen fik Donald Trump en hilsen fra flere af sine venner, blandt andre Israels premierminister Benjamin Netanyahu, skriver United With Israel.
Den siddende amerikanske præsident har da også gjort meget for Israels jøder, fx. ved at flytte USA’s ambassade til Jerusalem, anerkendt Israels ret til Golanhøjderne og gennemført Abraham-aftalen med fredsslutning mellem Israel og en række muslimske lande i Mellemøsten.
Palæstinenserne håber tilsyneladende, at den Demokratiske præsidentkandidat, hvis han vinder, vil kunne omgøre mange af forgængerens handlinger. Men samtidig er også Joe Biden kendt som en ven af Israel, skriver UWI.
Biden er Israels ven
I et interview med I24News udtaler tidligere ambassadør i Israel, Daniel Shapiro, at man ikke skal bekymre sig om den langvarige proces, før valgresultatet bliver kendt:
– Jeg vil opfordre alle venner af USA til at have tålmodighed og tillid til den demokratiske proces. Det tager tid, før vi har et resultat,
fastslog Dan Shapiro den 4. november.
Om Joe Bidens forhold til Israel sagde Shapiro:
– Han har hele livet vist venskab overfor Israel og dedikation til Israels sikkerhed, partnerskabet mellem USA og Israel og Israels ret til selvforsvar. Det viste sig blandt andet i Obama-Biden-regeringen, hvor han støttede Iron Dome (antimissil-forsvar) og F-35 og millionstøtte fra USA.
Han vil derfor være en god ven af Israel og blandt andet kæmpe for en tostats-løsning, vurderer den tidligere ambassadør.