Nedlukning førte til album med internationale salmer
Lasse Kobbersmed og Jesper Smalbro fortolker melodier fra den engelske salmetradition.
– Hvad gør man under nedlukningen, hvis man lever af og for at spille koncerter?
Det spørgsmål måtte Jesper Smalbro (kontrabas) og Lasse Vestergaard Kobbersmed (klaver) stille sig selv, da corona-krisen før sommeren førte til koncertaflysning på koncertaflysning.
“At spille koncerter er en stor del af Jespers og mit liv, så det var ikke sjovt at modtage den ene aflysning efter den anden. Ikke kun på grund af økonomien, men også fordi vi begge brænder for at komme ud blandt publikum og dele glæden ved musikken med dem,” fortæller Lasse Kobbersmed.
Musikerne valgte derfor at bruge stilheden i foråret og sommeren til at producere et album med musikken til mange af de mest elskede internationale salmer, mens koncerterne var sat på pause.
Lyden af ro
“Vi har i flere år haft lyst til at indspille salmer fra den engelsksprogede verden” fortæller Jesper Smalbro og fortsætter: “Men da nedlukningen aflyste alle koncerter, og vi fik tid til projektet, opstod der en ro og eftertænksomhed i det musikalsk udtryk, som vi ikke havde planlagt”.
De to musikere har oplevet, at corona-krisen både har udfordret samfundet på mange måder og samtidig åbnet en tiltrængt mulighed for nærhed og langsommelighed. “Der blev en ro og en eftertænksomhed, som vores fortravlede tilværelser ellers ikke levner meget plads,” påpeger Lasse Kobbersmed.
“HYMNS er lyden af at sidde i sofaen under et blødt tæppe og bare være” fortæller Jesper Smalbro, og forklarer, at “albummet kan være et refleksivt rum, som vi håber, at mange uanset kendskab til melodierne vil få lyst til at tage ophold i.”
To traditioner mødes
– Med klaver og kontrabas som værktøjer har vi nænsomt sat nye toner til kendte salmer fra Den danske Salmebog som Nærmere, Gud, til dig, Vær du mig nær og Dig være ære, fortæller Lasse Kobbersmed og fortsætter: “Vi står begge med det ene ben i den engelsk-amerikanske musiktradition og det andet i den danske kirkemusik.
Derfra voksede tanken om at forene de to rige kilder i en udgivelse, hvor vi tog de smukke salmemelodier fra England og USA og behandlede dem med vores eget nordiske touch.”
Jesper Smalbro supplerer:
“Vi har gennem årene spillet en masse jazz og populærmusik udsat for kontrabas og klaver, men vi har altid oplevet, at der var en særlig gnist, når vi koblede den måde at spille på til salmerne og de åndelige sange.
Der blev en ro og en eftertænksomhed
som vores fortravlede tilværelser ellers ikke levner meget plads
De angelsaksiske salmemelodier bliver i hænderne på Smalbro / Kobbersmed spillet, så den gode melodi står centralt, men også så duoens akustiske instrumenter og personlige tilgang til materialet får plads.
“Vi har sigtet efter at præsentere salmerne med dyb respekt for forlægget, men også med en improviserende og legende tilgang, så man kan mærke personerne bag instrumenterne,” afslutter Jesper Smalbro.
HYMNS
Albummet HYMNS er netop udkommet på cd og inkluderer streaming på onlineplatformen Bandcamp (ved køb af cd’en). Blandt de 11 salmemelodier er:
How Great Thou Art / O store Gud!; Thine Be the Glory / Dig være ære; All Hail the Power of Jesus’ Name / Vær priset, Jesus Krist; I Surrender All / I min Jesu hånd jeg giver; Jesus Loves Me / Jesus elsker alle små og Holy, Holy, Holy / Hellig, hellig, hellig
Få en smagsprøve fra albummet her.
Musikerne
Jesper Smalbro (f. 1979) er uddannet kontrabassist fra Det Jyske Musikkonservatorium og har siden slået sit navn fast som bassist og producer i mange sammenhænge. Han har spillet på et utal af spillesteder og kirker med navne som Himmelblå, Northern Assembly, Lise Petersen, Vestbo Trio, Arvid Asmussen m.fl.
Lasse Vestergaard Kobbersmed (f. 1980) er pianist og gymnasielærer på Silkeborg Gymnasium. Han er kendt som en pianist, der spænder over både det store og brede gospelinspirerede klaver og det mere smalle og jazzede tangentspil.
Han har medvirket på mange udgivelser i kirkeligt regi og ses ofte optræde med Lise Petersen, Arvid Asmussen, Rune Herholt og mange andre.