Online gospel-julekalender
Gospel Musical Akademiet indspiller populær julemuscial som online julekalender.
Julen 2019 oplevede 7.500 begejstrede elever og familier Torben S. Callesens julegospelmusical ”Kongesøn”, som blev opført af GospelRoots og GospelTeens.
I år må en del julekoncerter aflyses, og skolekoncerterne har plads til højst halvt så mange elever pga. Corona-restriktionerne.Derfor gør Gospel Musical Akademiet deres julegospelmusical tilgængelig online denne jul.
”Kongesøn”
Det bliver en julekalender i 12 afsnit med 14 julegospelsange, dukketeater og skuespil med masser af dramatik, sjov, komplikationer, fest og gribende sange. De 14 musikvideoer med GospelTeens optages i Frøforsyningen i Aabenraa.
”Kongesøn” tager udgangspunkt i juleevangeliet, hvor Hannah uforvarende bliver viklet ind i den dramatiske historie. Hun overværer bebudelsen, og englen sætter hende fluks i gang med at hjælpe både Maria, Josef og De Vise Mænd. Hannah forkludrer gang på gang sine opgaver, og englene må redde trådene ud. Men det ender ud i en nat som ingen andre.
Historien indrammes af hånddukkerne Marie og Theo, og hele familien kan roligt glæde sig, fastslår Torben S. Callesen.
Fra 1. december lægges afsnittene ud hver anden dag på YouTube og Facebook, og korforeningen håber, at børn, unge og barnlige sjæle kan finde stor fornøjelse i julekalenderens mange medrivende sange og gribende historie.
Man kan se afsnittene helt gratis. Produktionen er støttet af Henning Sejer, Christian Panbo Huse og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.