Samtaler kan styrke troen

Af Henri Nissen, Ansvarshavende redaktør

Som man kan læse her, har Kristeligt Forbund for Studerende sammen med flere kristne ungdomsorganisationer startet et nyt projekt, som kaldes medvandring.

Det er jo et af tidens modeord. Men meningen er god nok. De unge lægger faktisk op til at snakke mere med de lidt ældre i troen. Hvor er det en god idé.

Da Kristent Pædagogisk Institut i 2017 foretog en spørgeundersøgelse på Discipeltræf (for unge studerende), viste det sig nemlig, at det ikke i første række var viden, de unge efterspurgte, når de stod som måske den eneste troende kristen i en klasse og skulle forsvare deres tro.

Nej, det var en ”medvandrer”, svarede 56 pct. En, der havde levet som kristen i flere år. En, man kunne dele tro og tvivl med. For det hjælper næsten altid at få bekymringerne frem og snakket igennem.

En medvandrer er en samtalepartner

Mange af os, der læser Udfordringen, har selv haft stor gavn af at tale med ældre og mere erfarne kristne. Nogle gange kan det endda være en fordel at springe en generation over og tale med bedsteforældre.

Jeg talte ofte som barn med min bedstefar, Jes, som havde gennemlevet 1. verdenskrig i skyttegravene. Når man har været så nær på døden, opfatter man nok livet på jorden fra et lidt højere perspektiv.

Men det kan også være en kammerat, der får betydning for en. Derfor er det også vigtigt, at man som ung tager med på lejre og events sammen med andre unge, så man oplever, at man ikke står alene med troen. For det er jo ikke altid, man kan snakke med sine forældre om troen, selv om de evt. også er troende. For der sker som regel et naturligt ungdomsoprør i den alder.

Grav lidt dybere efter guldet

Rigtig mange unge og yngre mennesker er de seneste generationer vokset op uden at få god åndelig føde.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De har ofte kun fået en ”light” udgave af kristendom, hvor tingene er blevet forenklet så meget, at evangeliet har mistet sin kraft. Eller de har kun fået en blodfattig humanisk kristendom. Eller en kulturel kristendom. Det kan altsammen være godt nok, men det ”gode” er nogen gange det bedstes værste fjende. For det, der umiddelbart ser godt ud, optager ofte pladsen for det vigtigste.

Derfor er det også vigtigt, at man ikke kun læser bøger og hører foredrag OM Bibelen og forskellige teologiske opfattelser, men at man selv læser den.

Ofte vil man så opdage, at der er meget mere at få. At Jesus taler meget mere tydeligt om, at vi skal vende om og følge ham. Og at vores trosliv og menneskeliv kan være meget mere rigt på velsignelse og nådegaver, end de fleste oplever.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Læs i Bibelen – det virker altid

Engang var jeg så heldig at tale på tomandshånd med Rolland Baker (gift med Mama Heidi). Han er en vis mand. Men visdommen findes sjældent i fortænkte filosofier. Klogskab kan ligefrem blokere for visdommen fra Gud. Visdommen findes ofte i det enkle.

En af de helt enkle ting, som Rolland sagde var: ”Hvis du ikke véd, hvad du skal, så læs i Bibelen. Det virker altid. – Hvis du ikke ved, hvad du skal prædike om, så slå op i Bibelen – det virker altid.”

Ikke særlig opfindsomt måske, men det virker i praksis. Hvis du er åben for, at Gud kan tale til dig personligt, så vil du altid få noget ud af at læse i Bibelen.

For når vi lukker op, så taler Gud gennem Helligånden ind i vores ånd og sjæl.
Livgivende ord.


Artiklen fortsætter efter annoncen: