Snedronningen

H. C. Andersens eventyr var ofte inspireret af kristendommen.
Det gælder ikke mindst Snedronningen.
Udfordring: Find de bibelske temaer i dette eventyr. (Synd, hovmod, djævelen, selvopofrelse, kærlighed, bøn, fortabelse og frelse.)
Illustrationerne er af Uwe Häntsch fra forlaget Scandinavias udgave.

 

FØRSTE HISTORIE,

– der handler om spejlet og stumperne
Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien ved vi mere, end vi ved nu, for det var ’en ond trold! Det var en af de allerværste, det var ,,Dævelen”. En dag var han i et rigtig godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre.

De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave; ansigterne blev så fordrejede, at de ikke var til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være vis på, at den løb ud over næse og mund.
Det var udmærket morsomt, sagde Djævelen. Gik der nu en god, from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le ad sin kunstige opfindelse. Alle de, som gik i trold-skole, for han holdt trold-skole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud.

De løb omkring med spejlet, og til sidst var der ikke et land eller et menneske, uden at det havde været fordrejet deri. Nu ville de også flyve op mod himlen selv for at gøre nar af englene og Vorherre. Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det. De kunne næppe holde fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene.

Da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det for dem ud af hænderne og styrtede ned mod jorden. Her gik det i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da netop gjorde det meget større ulykke end før. Thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, og hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende.

Og da så de mennesker alting forkert, eller havde kun øje for, hvad der var galt ved en ting; thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kraft, som det hele spejl havde. Nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske grueligt galt, det hjerte blev ligesom en klump is.

Nogle spejlstykker var så store, at de blev brugt til rudeglas, men gennem den rude var det ikke værd at se sine venner, andre kom i briller, og så gik det dårligt, når folk tog de briller på for ret at se og være retfærdige. Den Onde lo, så hans mave revnede, og det kildrede ham så dejligt. Men ude fløj endnu små glasstumper om i luften. Nu skal vi høre:

ANDEN HISTORIE

En lille dreng og en lille pige
Inde i den store by, hvor der er så mange huse og mennesker, så at der ikke bliver plads nok til, at alle folk kan få en lille have, og hvor de fleste må lade sig nøje med blomster i urtepotter, der var dog to fattige børn, som havde en have noget større end en urtepotte. De var ikke broder og søster, men de holdt lige så meget af hinanden, som om de var det.

Forældrene boede lige op til hverandre; de boede på to tagkamre; der, hvor taget fra det ene nabohus stødte op til det andet, og vandrenden gik langs med tagskæggene, der vendte fra hvert hus et lille vindue ud; man behøvede kun at skræve over renden, så kunne man komme fra det ene vindue til det andet.

Forældrene havde udenfor hver en stor trækasse, og i den voksede køkkenurter, som de brugte, og et lille rosentræ; der var ét i hver kasse, det voksede så velsignet. Nu fandt forældrene på at stille kasserne således tværs over renden, at de næsten nåede fra det ene vindue til det andet og så ganske livagtigt ud som to blomster-volde.

Da kasserne var meget høje, og børnene vidste, at de ikke der måtte krybe op, så fik de tit lov hver at stige ud til hinanden, sidde på deres små skamler under roserne, og der legede de nu så prægtigt.

Om vinteren var jo den fornøjelse forbi. Vinduerne var tit ganske tilfrosne, men så varmede de kobberskillinger på kakkelovnen, lagde den hede skilling på den frosne rude, og så blev der et dejligt kighul, så rundt, så rundt; bag ved tittede et velsignet mildt øje, ét fra hvert vindue; det var den lille dreng og den lille pige. Han hed Kay, og hun hed Gerda. Om sommeren kunne de i et spring komme til hinanden, om vinteren måtte de først de mange trapper ned og de mange trapper op; ude føg sneen.

,,Det er de hvide bier, som sværmer,” sagde den gamle bedstemoder.
,,Har de også en bidronning?” spurgte den lille dreng, for han vidste, at imellem de virkelige bier er der sådan en.
,,Det har de!” sagde bedstemoderen.
,,Hun flyver der, hvor de sværmer tættest! Hun er størst af dem alle, og aldrig bliver hun stille på jorden, hun flyver op igen i den sorte sky. Mangen vinternat flyver hun igennem byens gader og kigger ind ad vinduerne, og da fryser de så underligt, ligesom med blomster.”
,,Kan snedronningen komme herind?” spurgte den lille pige.
,,Lad hende kun komme,” sagde drengen, “så sætter jeg hende på den varme kakkelovn, og så smelter hun.”

Men bedstemoderen glattede hans hår og fortalte andre historier.
Om aftenen, da den lille Kay var hjemme og halvt afklædt, krøb han op på stolene ved vinduet og tittede ud af det lille hul. Et par snefnug faldt derude, og et af disse, det allerstørste, blev liggende på kanten af den ene blomsterkasse.

Det voksede mer og mer, det blev til sidst til et helt fruentimmer, klædt i det fineste hvide flor, som sammensat af millioner stjerneagtige fnug. Hun var så smuk og fin, men af blændende, blinkende is, dog var hun levende; øjnene stirrede som to klare stjerner, men der var ingen ro eller hvile i dem.

Hun nikkede til vinduet, og vinkede med hånden. Den lille dreng blev forskrækket og sprang ned af stolen; da var det, som der udenfor fløj en stor fugl forbi vinduet.

Næste dag blev det klar frost – og så blev det tø – og så kom foråret, solen skinnede, det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vinduerne kom op, og de små børn sad igen i deres lille have højt oppe i tagrenden over alle etagerne.

Roserne blomstrede den sommer så mageløst; den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser, og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang med:

,,Roserne vokse i dale,
der få vi barn Jesus i tale!”

Og de små holdt hinanden i hænderne, kyssede roserne, og så ind i Guds klare solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der. Hvor det var dejlige sommerdage, hvor det var velsignet at være ude ved de friske rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre.

Kay og Gerda sad og så i billedbogen med dyr og fugle, da var det – klokken slog akkurat fem på det store kirketårn – at Kay sagde: ,,Av! det stak mig i hjertet! og nu fik jeg noget ind i øjet!”
Den lille pige tog ham om halsen; han plirrede med øjnene: nej, der var ikke noget at se.

,,Jeg tror, det er borte!” sagde han; men borte var det ikke. Det var just sådan et af disse glaskorn, der sprang fra troldspejlet, det fæle glas, som gjorde, at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks at bemærke. Den stakkels Kay havde også fået et gran lige ind i hjertet. Det ville snart blive ligesom en isklump. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der.

,,Hvorfor græder du” spurgte han. “Så ser du styg ud! jeg fejler jo ikke noget! Fy!” råbte han lige med ét, “den rose der er gnavet af en orm! Og se, den der er jo ganske skæv! Det er i grunden nogle ækle roser! De ligner kasserne, de står i!” og så stødte han med foden hårdt imod kassen og rev de to roser af.
,,Kay, hvad gør du!” råbte den lille pige; og da han så hendes forskrækkelse, rev han endnu en rose af og løb så ind ad sit vindue bort fra den velsignede lille Gerda.

Når hun siden kom med billedbogen, sagde han, at den var for pattebørn, og fortalte bedstemoderen historier, kom han alle tider med et men – ja, kunne han komme til det, så gik han bag efter hende, satte briller på og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og så lo folk ad ham.

Han kunne snart tale og gå efter alle mennesker i hele gaden. Alt, hvad der var aparte hos dem og ikke kønt, det vidste Kay at gøre bagefter, og så sagde folk: ,,Det er bestemt et udmærket hoved, han har, den dreng!” men det var det glas, han havde fäet i øjet, det glas, der sad i hjertet, derfor var det, han drillede selv den lille Gerda, som med hele sin sjæl holdt af ham.

Hans lege blev nu ganske anderledes end før, de var så forstandige: – en vinterdag, som snefnuggene føg, kom han med et stort brændglas, holdt sin blå frakkeflig ud og lod snefnuggene falde på den.

,,Se nu i glasset, Gerda!” sagde han, og hvert snefnug blev meget større og så ud som en prægtig blomst eller en tikantet stjerne; det var dejligt at se på.

,,Ser du, hvor kunstigt!” sagde Kay, ,,det er meget interessantere end med de virkelige blomster! og der er ikke en eneste fejl ved dem, de er ganske akkurate, når de blot ikke smelter!”

Lidt efter kom Kay, med store handsker og sin slæde på ryggen; han råbte Gerda lige ind i ørerne: ,,Jeg har fået lov at køre på den store plads, hvor de andre leger!” og af sted var han.

Der henne på pladsen bandt tit de kækkeste drenge deres slæde fast ved bondemandens vogn, og så kørte de et godt stykke med. Det gik just lystigt.

Som de bedst legede, kom der en stor slæde; den var ganske hvidmalet, og der sad i den én, indsvøbt i en lådden, hvid pels og med en hvid, lådden hue; slæden kørte pladsen to gange rundt, og Kay fik hurtigt sin lille slæde bundet fast ved den, og nu kørte han med. Det gik raskere og raskere lige ind i den næste gade; den, som kørte, drejede hovedet, nikkede så venligt til Kay, det var, ligesom om de kendte hinanden.

Hver gang Kay ville løsne sin lille slæde, nikkede personen igen, og så blev Kay siddende; de kørte lige ud af byens port. Da begyndte sneen således at vælte ned, at den lille dreng ikke kunne se en hånd for sig, medens han for af sted; da slap han hurtigt snoren for at komme løs fra den store slæde, men det hjalp ikke. Hans lille køretøj hang fast, og det gik med vindens fart.

Da råbte han ganske højt, men ingen hørte ham, og sneen føg, og slæden fløj af sted; imellem gav den et spring, det var som om han for over grøfter og gærder. Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel.

Snefnuggene blev større og større, til sidst så de ud som store, hvide høns; med ét sprang dè til side, den store slæde holdt, og den person, som kørte i den, rejste sig op, pelsen og huen var af bare sne; en dame var det, så høj og rank, så skinnende hvid, det var snedronningen.

,,Vi er kommet godt frem,” sagde hun, ,,men er det at fryse? Kryb ind i min bjørnepels!” og hun satte ham i slæden hos sig, slog pelsen om ham, det var, som om han sank i en snedrive.

,,Fryser du endnu?” spurgte hun, og så kyssede hun ham på panden. Uh! det var koldere end is, det gik ham lige ind til hans hjerte, der jo dog halvt var en isklump; det var, som om han skulle dø; – men kun et øjeblik, så gjorde det just godt; han mærkede ikke mere til kulden rundt om.

,,Min slæde! glem ikke min slæde!” det huskede han først på; og den blev bundet på en af de hvide høns, og den fløj bagefter med slæden på ryggen. Snedronningen kyssede Kay endnu en gang, og da havde han glemt lille Gerda og bedstemoderen og dem alle derhjemme.
,,Nu får du ikke flere kys!” sagde hun, ,,for så kyssede jeg dig ihjel!”

Kay så på hende; hun var så smuk; et klogere, dejligere ansigt kunne man ikke tænke sig; nu syntes hun ikke af is, som dengang hun sad uden for vinduet og vinkede ad ham; for hans øjne var hun fuldkommen. Han følte sig slet ikke bange, han fortalte hende, at han kunne hovedregning, og det med brøk, landenes kvadratmile og “hvor mange indvånere”,.

Og hun smilede altid; da syntes han, det var dog ikke nok, hvad han vidste. Og hun fløj med ham, fløj højt op på den sorte sky, og stormen susede og brusede. De fløj over skove og søer, over have og lande; nedenunder susede den kolde blæst, ulvene hylede, sneen gnistrede, hen over den fløj de sorte, skrigende krager, men ovenover skinnede månen så stor og klar, og på den så Kay den lange, lange vinternat; om dagen sov han ved snedronningens fødder.

TREDJE – SJETTE HISTORIE

Gerda savner Kay, og går ud for at lede efter ham. Hun ofrer sine kære, røde sko undervejs, så hun barfodet må kæmpe sig igennem mange forskellige farer, før hun endelig finder frem til Kay i snedronningens slot.

SYVENDE HISTORIE

Hvad der skete i snedronningens slot, og hvad der siden skete

Slottets vægge var af den fygende sne, og vinduer og døre af de skærende vinde. Der var over hundrede sale, alle belyst af de stærke nordlys, og de var så store, så tomme, så isnende kolde og så skinnende.

Aldrig kom her lystighed, ikke engang så meget som et lille bjørne-bal, hvor stormen kunne blæse op, og isbjørnene gå på bagbenene og have fine manerer; aldrig en lille smule kaffekommers af de hvide ræve-frøkener; tomt, stort og koldt var det i snedronningens sale.

Nordlysene blussede så nøjagtigt, at man kunne tælle til, når de var på det højeste, og når de var på det laveste. Midt derinde i den tomme, uendelige snesal var der en frossen sø; den var revnet i tusinde stykker, men hvert stykke var så akkurat lig det andet, at det var et helt kunststykke, Midt på den sad snedronningen, og så sagde hun, at hun sad i forstandens spejl, og at det var det eneste og bedste i denne verden.

Lille Kay var ganske blå af kulde, ja, næsten sort, men han mærkede det dog ikke, for hun havde jo kysset kuldegyset af ham, og hans hjerte var så godt som en isklump.

Han gik og slæbte på nogle skarpe, flade isstykker, som han havde lagt på alle mulige måder, for han ville have noget ud deraf. Kay gik også og lagde figurer, de allerkunstigste, det var
forstandsisspillet. For hans øjne var
figurerne af den allerstørste
vigtighed; det gjorde det glaskorn, der sad ham i øjet!

Han lagde hele figurer, men aldrig kunne han finde på at lægge det ord, som han just ville, det ord: evigheden. Snedronningen havde sagt: ,,Kan du udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg forærer dig hele verden og et par nye skøjter.” Men han kunne ikke.

,,Nu suser jeg bort til de varme lande!” sagde snedronningen, “jeg vil hen og kigge ned i de sorte gryder!” – Det var de ildsprudende bjerge, Ætna og Vesuv, som man kalder dem. – ,,Jeg skal hvidte dem lidt!” – og så fløj snedronningen.

Kay sad ganske ene i den mange mile store, tomme issal og så på isstykkerne og tænkte og tænkte, så det knagede i ham; ganske stiv og stille sad han, man skulle tro, han var frosset ihjel.

Da var det, at den lille Gerda trådte ind i slottet, der var skærende vinde; men hun læste en aftenbøn, og da lagde vindene sig, som de ville sove i de store, tomme, kolde sale. Da så hun Kay, hun kendte ham, fløj ham om halsen, holdt ham så fast og råbte: “Kay! søde, lille Kay! så har jeg da fundet dig!”

Men han sad ganske stille, stiv og kold; – da græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende, og hun sang salmen:
,,Roserne vokse i dale,
der få vi barn Jesus i tale”

Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og jublede: ,,Gerda! søde Gerda! – hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?” Og han så rundt om sig. “Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!” og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af glæde. Det var så velsignet, at selv isstykkerne dansede af glæde rundt om, og da de var trætte og lagde sig, lå de netop i de bogstaver, som han skulle udfinde, så var han sin egen herre, og snedronningen ville give ham “hele verden og et par nye skøjter”.

Og Gerda kyssede hans kinder, og de blev blomstrende; hun kyssede hans øje, og de lyste som hendes; hun kyssede hans hænder og fødder, og han var sund og rask.

Snedronningen måtte gerne komme hjem, hans fribrev stod skrevet der med skinnende isstykker.
Og de tog hinanden i hænderne og vandrede ud af det store slot; de talte om bedstemoder og om roserne oppe på taget;
og hvor de gik, lå vindene ganske
stille, og solen brød frem.
Og de første, små fugle
begyndte at
kvidre.

Skoven havde grønne knopper, og ud fra den kom ridende på en prægtig hest, en ung pige med en skinnende rød hue på hovedet og pistoler foran sig; det var den lille røverpige.
Hun kendte straks Gerda, og Gerda kendte hende, det var en glæde.
,,Du er er en rar fyr til at traske om!” sagde hun til lille Kay; “jeg gad vide, om du fortjener, man løber til verdens ende for din skyld! – Men fortæl mig nu, hvorledes det er gået dig, og hvorledes du fik fat på ham!”

Og Gerda og Kay fortalte begge to.
,,Og snip-snap-snurre-basselurre!” sagde røverpigen, tog dem begge to i hænderne og lovede, at hvis hun engang kom igennem deres by, så ville hun komme op og besøge dem.
Men Kay og Gerda gik hånd i hånd, og som de gik, var det et dejligt forår med blomster og grønt; kirkeklokkerne ringede, og de kendte de høje tårne, den store by.

Og de gik ind i den og hen til bedstemoderens dør, op ad trappen, ind i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sagde: ,,dik! dik!” og viseren drejede; men idet de gik igennem døren, mærkede de, at de var blevet voksne mennesker.

Roserne fra tagrenden blomstrede ind ad de åbne vinduer, og der stod de små børnestole, og Kay og Gerda satte sig hver på sin og holdt hinanden i hænderne; de havde glemt som en tung drøm den kolde, tomme herlighed hos snedronningen.
Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: ,,Uden at I blive som børn, komme I ikke i Guds rige!”

Og Kay og Gerda så hinanden ind i øjnene, og de forstod på én gang den gamle salme:
,,Roserne vokse i dale,
der får vi barn Jesus i tale!”

Der sad de begge to voksne og dog børn,
børn i hjertet, og det var sommer,
den varme, velsignede
sommer.