Et paradigmeskifte tager tid

Danmarks internationalt nok mest kendte nulevende forsker dr. Jørn Dyerberg har offentligt bekendt sig som tilhænger af intelligent design.

Spørgsmål:
Pultz skriver jævnligt, at evolutionsteorien snart er død. Jeg synes ikke, jeg ser mange tegn på, at det er rigtigt. Børn undervises stadig i evolution i skolen, og TV bruger stadig tid på at fortælle borgerne, at evolution er den rigtige forklaring. Sker der egentlig noget snart, så vi kan få afskaffet evolution?
Mvh L. Pedersen

Svar:
Godt spørgsmål! Aldrig har vi oplevet gennembrud mht. at få bragt evolutionsspørgsmålet ind i en bred debat, som det sker lige nu. Bibelske kreationister har meget flittigt og vedholdende i ca. 150 år bekriget evolutionsteorien, og for det skal de have cadeau. Desværre har denne indsats ingen effekt haft. Først indenfor de sidste ca. 30 år er der sket noget i kraft af intelligent design-bevægelsen, som i modsætning til den religiøst motiverede kreationisme er et oprør fra videnskabsfolkenes egne rækker.

Forskere som Michael Denton, Michael Behe, Stephen Meyer, Jonathan Wells mfl. har haft held til at få rettet mange menneskers fokus på evolutionsteoriens håbløshed som videnskabelig teori. Som forskere har de haft den indgangsvinkel, der skulle vise sig effektiv, nemlig den videnskabelige, og de har som del af den akademiske verden formået at få opmærksomhed dér, hvor slaget primært skal slås.

Et paradigmeskifte tager tid, og det kan være svært at få øje på den rivende udvikling, som faktisk er i gang, fordi medier fortsat kun bringer den ene side af sagen. Lad mig derfor nævne tre eksempler, som viser, at evolutionsteorien er på vej til sit endelige fald. De to første har deres oprindelse her i Skandinavien.

1) For nylig sprang Danmarks internationalt nok mest kendte nulevende forsker dr. Jørn Dyerberg ud som tilhænger af intelligent design. Dyerberg, som er manden bag den banebrydende forskning i omega-3 fedtsyrer, blev allerede i 70’erne klar over, at evolution ikke holder som videnskabelig forklaring.

Han fandt desværre også ud af, at dette absolut ikke er et emne, man risikofrit kan debattere med kolleger. Således var Dyerberg ligesom andre forskere tvunget til at trække sin bekendelse til et meget sent tidspunkt, hvor jobbet ikke længere var på spil. Dyerberg, som i udlandet betegnes som en levende legende, bekendtgjorde sin tilslutning til ID i et Discovery Institute podcast-interview og på Evolution News den 8/9 2020.

I et dansk interview udtaler Dyerberg: ’Intelligent Design er en videnskabelig disciplin. Neodarwinisme er noget, man vælger at tro på.’ Et kort uddrag af Svend Løbners interview findes på Religion.dk (den 3/12), og hele interviewet findes i sin fulde længde i decembernummeret af tidsskriftet Origo.

2) I samme periode som Dyerbergs annoncering af sin støtte til ID skete en anden stor ID-begivenhed. Professor Steinar Thorvaldsen og professor Ola Hössjer fik, til alles overraskelse, bragt en ID-støttende artikel i et af de estimerede videnskabstidsskrifter ’Journal of Theoretical Biology’ (JTB), et peer reviewed (godkendt af fagkolleger) magasin, som beskæftiger sig med især matematiske, statistiske og evolutionære aspekter af biologi.

Artiklen handler om ’fine tuning’ af biologiske funktioner, som de to forskere viser ikke kan opnås gennem evolutionens tilfældige mekanismer, men langt mere sandsynligt må have intelligens som årsag.

Hössjer og Thorvaldsens artikel vakte stor vrede hos ateister og fundamentalistiske evolutionister, som jo ihærdigt og uophørligt forsøger at holde ID ude af den videnskabelige debat. Balladen, som artiklen skabte, resulterede imidlertid i, at den nu er den mest downloadede fra JTB.

Redaktørerne på JTB så sig nødsaget til via en såkaldt ’disclaimer’ at tage afstand fra artiklens indhold og de to forskeres tilknytning til ID. Disclaimeren kan dog betragtes som en ren proforma-handling, der skulle tilfredsstille de vrede ateister, uden at man behøvede at fjerne artiklen. Redaktørerne kendte på forhånd indholdet af artiklen, og det, at de valgte at publicere den, viser, at der nu er indflydelsesrige akademikere, som ikke længere finder det acceptabelt, at ID fortsat udelukkes fra videnskabelig debat.

3) Forskere, hvis navne jeg ikke kan nævne, har været involveret i forskning i SARS-CoV-2. Forskningen har ført til identificeringen af et overlappende gen, et avanceret informationslagringsfænomen, som i nærmeste fremtid vil indgå som tungtvejende bevismateriale mod evolutionsteoriens blinde udirigerede mekanismer.

Jeg kunne fortsætte med andre eksempler, som fx en del ID-bøger udgivet i 2019-20, men må af pladshensyn standse her. Partiske medier spiller desværre en stor rolle mht. at holde befolkningen hen i uvidenhed om mange vigtige emner, og evolutionsteoriens krise er bestemt en af de vigtige ting, som medierne ikke ønsker frem. Derfor kan den rivende evolutionskritiske udvikling være svær at få øje på.
Karsten Pultz