Lidt ondt har man vel altid
Jeg arbejder meget ved computer og har gjort det gennem mange år. Jeg har derfor jævnligt anspændte skuldre, der sender spændinger videre til nakke, kæbe og pande. Så er det vigtigt at have en dygtig fysioterapeut i nærheden, og jeg er så velsignet at have en rigtig god en.
Hun er en af dem, der mener, at smerter skal afhjælpes og ikke blot holdes lidt nede. Det handler om at få en krop i balance. Så når jeg ikke kan holde det ud mere, så ringer jeg til hende. Så spørger hun:
– Hvor længe har du haft ondt? – Joh, altså, jeg har haft ondt længe, men det er først på de sidste par uger, det har været uudholdeligt, svarer jeg.
– Nåh, så du er en af dem, der mener, at lidt ondt har man vel altid? siger hun med et glimt i øjet på klingende thybomål.
– Joh, deeet… Har man ikke det? Jeg tænker på min mor, der arbejdede som korrespondent. Hun havde altid ømme skuldre, og jeg kunne ikke rigtig huske, hvornår jeg selv havde været smertefri.
For to et halvt år siden fik jeg bihulebetændelse i pandehulerne for første gang. Jeg fik ikke penicillin, og først efter en MR og en CT scanning fandt de ud af, at jeg stadig havde betændelse – efter 9 måneder.
Så fik jeg penicillin. 2 gange. Og der har været eftervirkninger lige siden, med nemt til hovedpine og meget stor lydfølsomhed. Men lidt ondt har man vel altid.
Sætningen arbejder i mig i tiden efter mit fys-besøg. Måske kan man godt komme til at leve et liv uden smerter?
Så en dag falder jeg over et træningsprogram på nettet, som lige taler til mig. 15 min. intensiv træning, der inkl. opvarmning og pauser kan gennemføres på en halv time uden andre redskaber end en måtte, en vandflaske og en mobiltelefon. Det kan selv en mor til 5 gennemføre 3-4 gange om ugen, siger jeg til mig selv.
Behandlingen hos fyssen er til tider smertefuld. Træningen får sveden til at springe, og når vi når til planken, hvor man skal trække albuerne tilbage mod fødderne, synes jeg, 30 sekunder er lang tid. Men jeg har ikke de samme smerter dag ud og dag ind.
Og så kommer jeg til at tænke på – hvad med sjælen? Måske går jeg også og tænker, at ”lidt ondt i sjælen har man vel altid” i stedet for at søge hjælp? Når vi nu har den store læge at gå til, som længes efter at give os en behandling, der ikke blot smertelindrer for en tid, men som går i dybden og får smerterne til at gå væk, fordi den bagvedliggende problematik bliver adresseret.
Jeg ved, at der er mennesker, der må leve med smerter, som de ikke lige kan behandles og trænes ud af. I mit tilfælde har jeg erfaret, at når jeg bryder sammen i mig selv, beder om hjælp og gør noget ved det, så lindres mine smerter både fysisk og sjæleligt.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt. 11, 28)
