Nu bør Danmark tage bladet fra munden i Menneskerettighedsrådet
340 millioner kristne forfølges i 74 lande.
Sådan lød den dystre melding i Open Doors’ rapport om kristenforfølgelse, World Watch List 2021, som fornylig blev offentliggjort.
Dette gør kristne minoriteter til de mest udsatte og forfulgte befolkningsgrupper i verden.
Kristenforfølgelsen på verdensplan er i voldsom vækst, særligt i de lande og verdensdele, hvor nationalisme og radikaliseret islamisme eller hinduisme går hånd i hånd.
Det er vi nødt til at forholde os til og adressere.
Danmark fik i 2019 en plads i FN’s Menneskerettighedsråd. Her sidder vi på nuværende tidspunkt med lande som Somalia, Nigeria, Kina, Indien og Usbekistan, lande hvor forfølgelse af kristne er udbredt og i vækst.
For mig at se forpligter det.
Det forpligter os på at sætte de forfulgte kristne tydeligt på dagsordenen i Menneskerettighedsrådet, tage et klart standpunkt og udtrykke bekymring og fordømmelse af forfølgelserne og ikke efterlade dem som ubetydelige fodnoter i det store hele.
Direkte adspurgt i Folketinget om Danmarks bidrag til fremme af religions- og trosfrihed i FN’s Menneskerettighedsråd kom udenrigsminister Jeppe Kofod for et år siden med et noget uklart svar, hvor han i generelle vendinger gav udtryk for, at Danmark på forskellig vis har arbejdet for fremme af religions- og trosfrihed, men intet sted nævnte de forfulgte kristne.
Derimod fremhævede udenrigsministeren, at Danmark sammen med EU har udtrykt bekymring for det muslimske mindretal Uighuerne i Xinjiang-provinsen i Kina.
Jeg har stor respekt for, at vi sammen med EU på den måde har udtrykt bekymring for et særligt mindretal i Kina, men samtidig undrer det mig kolossalt, hvor tavse vi har været, når det kommer til at udtrykke konkret bekymring for de 340 millioner kristne, som netop nu forfølges i 74 lande rundt omkring i verden.
Danmarks plads i Menneskerettighedsrådet udløber her i 2021. Det er nu, vi kan gøre en forskel for de mange forfulgte og undertrykte kristne i verden ved helt enkelt at have mod og hjerte nok til at sætte deres forhold øverst på vores dagsorden i vores sidste tid i rådet.
Hvis ikke vi som et vestligt demokrati, der bygger på kristne frihedsværdier, skulle tale deres sag og gå op imod den bedrøvelige udvikling, vi er vidner til – hvem skulle så gøre det?
Og hvis ikke vi skulle markere en tydelig opbakning til forfulgte kristne i Menneskerettighedsrådet – hvor så?
Det er i ellevte time, og på høje tid, vi tager bladet fra munden.
Det er nu, de forfulgte kristne skal vide, at vi ser deres lidelser, og at vi står op for dem og kæmper for deres ret til trosfrihed – også i FN-regi.
