Er Covid-19-vaccinerne udviklet fra fosterceller?
Er Covid-19-vaccinerne udviklet fra aborterede fostre? Og er det i så fald etisk forsvarligt at lade sig vaccinere?
Disse og flere andre spørgsmål besvarer cand. med. Kerstin Hoffmann i en artikel på Retten Til Liv’s hjemmeside dateret 14. januar 2021. Hun beskriver her brugen af humane cellekulturer, der er udviklet fra et aborteret foster, som ”etisk problematisk”.
Fostercelle-kulturer
Siden 1960’erne har medicinalindustrien arbejdet med humane cellekulturer, der er udviklet fra små vævsprøver fra et aborteret foster. Fordelen er, at ”primitive fosterceller har en næsten uendelig evne til at dele sig, og af en sådan lille vævsprøve kan man udvikle en fostercelle-kultur, et vævsprodukt, der kan bruges i industrien,” forklarer Kerstin Hoffmann i artiklen.
Dermed kommer hun ind på den etiske problematik: Først ved, at ”et lille menneske er blevet nægtet den helt basale beskyttelse i denne verden” og dernæst ved, at man høster og bruger dets ”stadig levende celler” til kommercielle formål.
Kan vi til trods for dette alligevel hævde, at målet helliger midlet, hvis en sådan nyudviklet vaccine kan bekæmpe covid-19?
Hvordan laves vaccinen?
Nogle af de nye vacciner mod covid-19 bliver produceret ved hjælp af fostercelle-kulturer. Her nævner Kerstin Hoffmann specifikt HEK-293, en nyrecellelinje, der kommer fra et foster, der blev aborteret i 1972; og
PER.C6, der er udviklet på celler fra nethinden på et 18 uger gammelt foster aborteret i 1985.
”Der er altså ikke fosterceller i selve vaccinen, men den virus, vaccinen udvikles fra, vokser på disse cellekulturer. Der er heller ikke ‘nye’ fostre, der løbende aborteres, fordi disse vacciner skal produceres,” oplyser hun.
Vaccinen fra AstraZeneca/Oxford, der er godkendt i EU, hører til denne gruppe.
MRNA-vacciner
Nogle vacciner produceres dog uden brug af fostercellekulturer. Det gælder vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna, som nu bruges i Danmark.
Disse vacciner er produceret rent biokemisk og består af en computerskabt mRNA-kode.
– Der er dog tidligt i udviklingsfasen brugt fostercellekulturer i testforsøg, men altså ikke i produktion af selve vaccinen, der foregår rent biokemisk, tilføjer Kerstin Hoffmann.
Pfeizer og Moderna har altså udført test på disse cellekulturer i den indledende testfase, hvorimod vaccinerne som sådan ikke er fremstillet ved hjælp af fosterceller, understreger Kerstin Hoffmann. Hun siger til Udfordringen, at disse oplysninger primært stammer fra Lozier Institute.
Stamcelleforskning
Etisk neutrale stamceller, fx. donerede voksne stamceller, celler fra doneret placentavæv og navlestrengsblod kan erstatte brugen af fostercellekulturer i forskningen.
– Embryonale stamceller er ikke forskeres eneste mulighed for at skaffe ny viden og udvikle ny behandling. Intet menneske skal ufrivilligt udsættes for indgreb, der ikke kommer dette menneske selv til gode, og ingen har ret til at ofre en andens liv, understreger Kerstin Hoffmann.
Kæde af etiske problemer
Produktion af vacciner på basis af aborterede fostre indebærer en kæde af etiske problematikker:
1: En provokeret abort fratager et selvstændigt menneske livet.
2: Bio-industrien udvikler et salgsprodukt af væv fra dette lille menneske.
3: Vaccineproducenter aftager celleproduktet og udnytter det til forskning og produktion.
4: Forbrugeren/samfundet efterspørger produkterne og legitimerer den kommercielle brug af fostercellekulturer, fastslår Kerstin Hoffmann i artiklen.
Brev til Sundhedsstyrelsen
I et brev til Sundhedsstyrelsen den 22. februar efterlyser Retten til Liv større gennemsigtighed omkring covid-vacciner og brugen af cellekulturer fra aborterede fostre.
– Borgere, der ikke ønsker at benytte vacciner, der produceres på cellekulturer fra aborterede fostre, har krav på tydelig information samt mulighed for at fravælge disse produkter og tilvælge alternativer, hedder det i brevet, som kan læses på hjemmesiden.
Sundhedsstyrelsen har svaret RTL, at borgerne ved indkaldelsen bliver orienteret om, hvilken type vaccine, de vil få tilbudt. Begrænsede leverancer betyder dog, at borgerne ikke kan tilbydes et valg mellem forskellige vacciner, fastslår Sundhedsstyrelsen.
Læs også: 6 af 8 Covid-19 vacciner er ikke fremstillet ved hjælp af fosterceller