Min mand overdriver og pynter på historien

Kære Poul Henning

Jeg har gentagne gange over flere år påpeget overfor min mand, at han manipulerer og pynter på historien. Desværre slår han det bare hen. Han har svært ved at se det. Var der 70 til gudstjeneste, mente han, at der var knap 100.

Kom der en ekstra regning, siger han, at den var på et par tusind kroner, men faktisk var den på 2800 kr. Til tider kan han fortie vigtige oplysninger overfor mig. Det gør mig usikker. Hvornår kan jeg stole på ham?

Ønsker han at manipulere bevidst eller ubevidst? Andre gange er det måske bare sjusk. Hvorfor vil han pynte? Hvorfor kan han ikke bare sige det, som det er? Jeg er frustreret. Tak om du kan tale ind vores situation. Min mand læser med.

Kærlig hilsen Marie

 

Kære jer

Det er godt, at du Marie stiller skarpt. Det virker som om, at din mand har en meget dårlig vane med at overdrive. Tilsyneladende er det sket så ofte, at din mand ikke længere bemærker det.

Naturligvis ønsker ingen af jer at lyve, eller puste noget op, som ikke er et problem. Når det er et problem for dig, er det en udfordring, der skal tages hånd om. Feedback er vejen frem. Den må komme fra dig og gerne også andre.

Er der et tydeligt mønster med at pynte eller fortie, er det fremragende, at det kommer frem i lyset. Din mands troværdighed er på spil. Det er stort, at du Marie vil redde ham. Lys, sandhed og nåde er medicin til at bryde dette mønster.

Prøv sammen at finde den dybere liggende årsag til, at din mand overdriver eller fortier ting for dig.

Erkendelsen må komme først. Dernæst bekendelse af synden ind for Gud og dig. Derfra må det gå fremad. Måske to skridt frem og et tilbage i starten, men dårlige mønstre kan brydes i Jesu navn.

At leve i lys og renhed bringer glæde. ”Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.

Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”(1Joh.1:6-9)

Hvad den dybereliggende årsag til problemet er, kan være svært at sige. Det kan være en misforstået beskyttertrang, et grundlæggende mindreværd, et særligt ønske om, at alt skal se pænt ud, et ønske om at forvalte på en anderledes måde end dig, måske ligefrem en frygt for dig, et forsøg på at undgå potentielle konflikter, et ønske om magt …tja – kan I finde rodproblemet, er det naturligvis det bedste.

Derved kan din mand nemlig sættes fri på en dybere måde, og sandsynligheden for et nyt og bedre mønster uden fortielse og små løgne øges kraftigt. Må Gud give jer stor nåde. Der er prisværdigt og forbilledligt, at I ikke bare siger pyt.

Kærlig hilsen Poul Henning