Vigtigt at holde fast i vores frihedsrettigheder

Af Henri Nissen, Ansvarshavende redaktør

Folketinget har vedtaget en ny epidemi-lov. Den tager noget af magten fra regeringen og giver hele Folketinget mere indflydelse. Det er godt. Til gengæld tillader den mere tvang og overvågning.

Frygten for corona har nu i et år sat os i en situation, hvor regeringen – både med og uden lovhjemmel – har gennemført meget alvorlige indskrænkninger i borgernes personlige frihed, forsamlingsfriheden og muligheden for at drive virksomhed.

I denne periode har oppositionen og store dele af pressen været som lammet – de har ikke stillet de kritiske spørgsmål, som de plejer – hvilket ellers er godt for demokratiet.

Men de har sikkert selv været forvirret og skræmt over den ukendte virus. Og politikere nu om dage har spindoktorer, som vejrer stemningen og fortæller dem, hvad de skal mene. Og det var nok ”uklogt” at gå imod den folkestemning af frygt, som de elektroniske medier har pisket op.

Men nu er der omsider både politikere og andre, der gør opmærksom på, at vi ikke skal lade coronaen bestemme ALT i vores samfund. Vi skal ikke give afkald på de borgerrettigheder, som vi normalt nyder godt af i Danmark.

Grundloven og andre love sikrer os jo personlig frihed, men hvad hjælper det, hvis man i en krisesituation kan sætte borgernes sikkerhed ud af kraft. Det er netop i kriser, der er brug for sikre urørlige borgerrettigheder.

Det kan lyde fornuftigt nok, at myndighederne skal kunne tvinge smitsomme borgerne til at blive vaccineret imod en farlig smitsom sygdom, så de ikke smitter andre.

Men så enkelt er det ikke. De nye vacciner er ikke apprøvet på den normale måde. Og der er en risiko for, at de har uheldige bivirkninger, som først opdages senere.

Desuden kan der være etiske samvittigheds-konflikter. Nogle vacciner er fremstillet eller testet ved brug af aborterede fostre. (Læs hvilke side 5 og 10.)

Derfor er det godt, at politikerne blev enige om at fjerne tvangs-vaccination fra loven. Men der er stadig mulighed for at bruge for meget tvang og overvågning af borgere, der ikke vil lade sig vaccinere. Fx at forhindre dem i at rejse, hvis de ikke er vaccinerede.

I forvejen er der jo et udmærket system med vaccinationskort, Når vi rejser til lande i Afrika eller Asien skal vi vise et stempel i de gule vaccinations-hæfte, som lægen udsteder for vaccinationer imod gul feber, kolera, difteritis m.m.

Mere alvorligt er det, at myndighederne kan tvinge arbejdspladsen og andre til at oplyse, hvor en mistænkt person bevæger sig hen. Man åbner for at overvåge os.

Det kan virke fornuftigt, når det gælder om at bekæmpe en mystisk virussygdom, som alt for mange er skræmt over. Men i de forkerte hænder kan det misbruges.

Vi skal modarbejde et kontrolsamfund

Generelt bør vi undgå et kontrol-samfund, hvor myndighederne – staten – får for stor magt i forhold til det enkelte menneske. Vi har allerede set flere uheldige indgreb fra regeringen og dens flertal på venstrefløjen mht. at kontrollere og overvåge religiøse mennesker.

* SF vil fx overvåge kristne for at undgå ”social kontrol” – i praksis er det en samvittigheds-kontrol overfor kristne holdninger, som ikke stemmer overens med de politisk korrekte.

* Regeringen overvåger og kontrollerer kristne friskoler og efterskoler som aldrig før (se forsiden og side 4)

* For nylig krævede regeringen, at udenlandske prædikanters taler på forhånd skal oversættes til myndighederne… !

Det er vigtigt, at denne tendens til at ville kontrollere og overvåge borgerne bliver brudt. Uanset hvor meget, vi frygter corona.