Arbejdet i Venezuela vokser under pandemien

Der er stort behov for hjælp til gadebørnene, som modtager både mad, rent drikkevand, lægehjælp og børnebibler fra Global Organisation Denmark.

– Arbejdet i Venezuela er vokset eksplosivt og kører på fuldt tryk, selv om vi ikke kan besøge landet.

Det fortæller Erling Tychsen, der leder Global Organisation Denmark (GOD) ud fra Apostolsk Kirke i Roskilde.

Allerede før pandemien havde landet store problemer med fattigdom, mange gadebørn og overfyldte fængsler. Men GOD har åbne døre til arbejdet og har endda kunnet starte nye projekter i det opsøgende arbejde.

Fem speciallæger ansat

– Vi har ansat fem læger med hver sit speciale, som arbejder ud fra et lægehus. Lægerne satser på at hjælpe de syge blandt de mange børn, der bor på gaden eller på lossepladser i byen. Generelt prøver de at hjælpe alle dem, der ellers ikke kan få hjælp.

Samtidig får børnene mad, rent drikkevand og børnebibler.

– Vi kan få medicin og alt muligt ind i landet med container fra USA. Evangeliet har åbnet dørene for os både hos politiet, tolderne og andre myndigheder. De kender os. Vi har venner i høje stillinger, både i regeringen og militæret.

Global samarbejder med 60 protestantiske frikirker med ialt 160.000 medlemmer i 2 stater i et område, der er dobbelt så stort som Danmark, oplyser Erling Tychsen.

Der bliver uddelt tusindvis af bibler til fangerne i fængslerne. Fotos: Global Organisation Denmark

Missionsarbejdet

– Vi prædiker evangeliet alle steder, men vi deler ikke bibler ud, hvor der ikke kan følges op med discipeltræning. Sammen med biblerne får folk et hæfte om den kristne tro, og præsterne kommer fx i fængslerne hver uge.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Open Doors kunne for nylig fortælle om kristne fra et rehabiliteringscenter, der var blevet udsat for tortur i Venezuela. Men det er slet ikke normen. Der er tværtimod stor frihed til at forkynde evangliet i det katolske land, og mange bliver frelst, understreger Erling Tychsen.

– Sådan ser det ud, når der laves mad til 1200 børn i Venezuela.

Bæredygtigt projekt

Global har startet et bæredygtigt projekt med opdræt af foreløbig 3.000 kyllinger i byen Barquisimeto, hvor der er mangel på kød. På den nye farm opkøber man daggamle kyllinger, som i løbet af 43 dage når en slagtevægt på 3 kg, hvorefter de bliver solgt gennem to butikker.

Det nye projekt er stadig i sin første fase, men kyllingefarmen er et bæredygtigt projekt, hvis overskud skal gå til støtte og udvidelse af organisationens arbejde.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Farmen vil også kunne skaffe lønindtægter og dermed bedre selvforståelse for mange, samtidig med, at produkterne kan hjælpe med til at mætte mange sultne munde i fremtiden.

Befolkningen i Venezuela har en gennemsnitsindtægt på 12 $ om måneden, og kylling er det billigste kød, man kan købe, selv om en kylling koster 5 $. Så folk kan måske købe en kylling hver 14. dag, oplyser lederen af GOD.

Global Organisation Denmark, som arbejder med at hjælpe fanger, gadebørn og sultne samt udbrede evangeliet, hører under Apostolsk Kirke i Roskilde.