Ny rapport: Hver fjerde vil gå mere i kirke efter pandemien

– Mange præster har frygtet, om folk vil komme tilbage efter pandemien. Men det gør de, fastslår Scott McConnell.

Mange protestanter længes efter at kunne gå i kirke ligesom før pandemien, og næsten hver fjerde ønsker at kunne deltage mere end tidligere i kirkens arrangementer, viser en ny undersøgelse foretaget af Lifeway Research.

Rapporten fra Lifeway Research blev foretaget blandt 1000 kirkegængere i USA i løbet af februar. Kun 6 % oplyste, at de ville gå mindre i kirke end før pandemien, 2 % havde planer om at komme sjældent og 1 % ville stoppe totalt.

Yngre satser på kirken

Kirkegængere i alderen 18-29 var den demografiske gruppe, hvor flest, nemlig hele 43 procent udtrykte ønsket om at gå mere i kirke.

“To tredjedele af præsterne i de kirker, der holdt åbent for fysisk fremmøde til gudstjenester i januar, oplevede et fremmøde, der lå under 70 % af det, de havde i januar 2020,” oplyser Scott McConnell fra Lifeway Research ifølge Christianity Today.

– Mange af disse præster spekulerer over, om dem, der endnu ikke er dukket op igen nogensinde vil gøre det. Men ni ud af ti kirkegængere har planer om at komme tilbage, når det er sikkert at gøre det.

Mange har streamet

I den nye undersøgelse viste det sig også, at 87 % af respondenterne vil komme tilbage til deres gamle kirke efter pandemien.

51 % oplyste, at de ikke gik i kirke i januar i år, mens 83 % havde fulgt en live-streamet gudstjeneste mindst en gang i løbet af 2020.

Aflysninger

Siden pandemiens start i begyndelsen af sidste år har mange præster aflyst planlagte gudstjenester af hensyn til den offentlige sundhed. Samtidig har mange diskuteret, hvilke eftervirkninger pandemien vil have for menighederne og det åndelige liv generelt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Lederen af analyseinstituttet Barna Group, David Kinnaman, udtalte sidste år i august til National Public Radio, at han forventede, at en ud af fem kirker i USA ville lukke i løbet af halvandet år.

“Selv de kirker, som har genåbnet, vil se langt færre mennesker møde op. Så bare det at genåbne en kirke fikser ikke de underliggende økonomiske udfordringer, man kan have,” forklarede David Kinnaman dengang.

Unge værdsætter tro

Andre har bemærket en stigning i interessen for åndelige spørgsmål. Således udgav advokatfirmaet Becket i november en rapport, som viste, at generation Z (som er født mellem midt 90’erne og starten af 2010’erne) er mere troende end forventet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ifølge Becket’s Religious Freedom Index Report sagde 74 % af Gen Z-respondenterne, at tro var ”mindst lige så vigtigt” under COVID-19 pandemien, hvilket placerer denne gruppe over gennemsnittet på 62 % for alle aldersgrupper.

Den samme undersøgelse viste, at hele 51 % af Gen Z-respondenterne vurderede tro som ”ekstremt eller meget vigtigt”. Til sammenligning ville kun 31 % af Generation Y, de såkaldte millennials, der er født i midt 80’erne og starten af 90’erne svare det samme.