De vil forløse en åndelig guldalder med samtaler

Gennem flere år har Stine Kofoed Møller og Lise Theisen ført personlige samtaler om livet og troen over mobilen på vej til arbejde. Nu er samtalerne blevet til en podcast.

Lise Theisen (til venstre) og Stine Kofoed Møller har skabt en postcast. Foto Mette Schwartz

I guldalderen var det populært at have samtalepartnere, og mange af tidens største idéer opstod netop i samtaler mellem kunstnere, forfattere, filosoffer og videnskabsmænd, som mødte hinanden i samtalesaloner.

Det forløste et enormt kreativt potentiale, som var med til at gøre guldalderen til en af de mest blomstrende perioder i dansk kunst- og kulturhistorie.

Guldalderen i kunst

Guldalderen var en periode i kunst- og kulturlivet fra ca. 1800 til ca. 1864, red.
Og netop guldalderens idé om en samtalepartner har været inspirationen for Stine og Lises mobilsamtaler.

“Jeg havde set en udstilling om guldalderen på Statens Museum for Kunst, hvor de fortalte om den tids samtalesaloner.

Nu drømmer vi begge om, at samtalerne kan være med til at forløse en ny åndelig guldalder, fortæller Lise Theisen, og Stine Kofoed Møller supplerer:

En samtalepartner

“Vi havde begge gået og haft en længsel efter at have en personlig samtalepartner, som vi kunne opbygge et fortroligt rum sammen med. Et rum, hvor sjælens skyggesider også fik lov til at komme frem i lyset.

Undervejs har vi oplevet Helligåndens inspiration og kraft til at sætte fri og tænkte, det her kan andre altså også have glæde af at høre.”

Bjergprædikenen sætter rammen

Menneskelige skyggesider kommer også frem i lyset i Jesus store tale – Bjergprædikenen – og den er gået hen og blevet en fast klippe, som Stine og Lise tager afsæt i under samtalerne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Her åbenbarer Jesus, at Guds rige har en helt anden karakter, og hvis vi efterlever det, så vil denne verden blive et meget rarere sted at være.

Vi er alle skabt til at bringe Guds rige ud til vores omverden.

Bjergprædikenen handler rigtig meget om relationer, menneskelig værdighed og hvordan vi opfører os over for hinanden. Det inviterer vi folk til at reflektere over sammen med os,” siger Stine Kofoed Møller, og Lise Theisen tilføjer:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Vi er også gode til at grine af os selv undervejs, når vi kan høre, at vi er fjollede. Det er også opmuntrende for folk.”

Forløse potentialet

Begge brænder de for sjælens genoprettelse og har en længsel efter, at Guds potentiale bliver forløst i menneskers liv.

“Det er her, den personlige samtale har sin styrke. Her kan vi hjælpe hinanden med at afsløre, hvis vi er på vej ud ad en tangent, hvor vi ikke burde ende.

Vi kan rette og føje til i vores tankemønstre, som jo har en enorm indflydelse på os selv,” siger Lise Theisen, og Stine Kofoed Møller tilføjer:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Nogle gange kan vi som mennesker tro, at vi går rundt med det hele alene. Vi skal ikke gå rundt og have noget, som er skjult indeni. Vi har brug for at få det sagt højt, så det kan komme ud i lyset og friheden, fordi så dør det.”

Åndeligt søgende viser nysgerrighed

Podcasten Stine og Lises mobilsamtaler har været i gang godt et år nu, og de oplever begge god feedback fra lytterne, som også er ikke-kristne venner og kolleger. De føler sig opmuntret af Stine og Lises naturlige og personlige samtaleform omkring tro.

“Mange forbinder tro med religiøsitet og bliver positivt overrasket, når vi taler om troen som noget personligt. Derudover er vores samtaleform lidt ligesom til Alpha, som jo også taler til åndeligt søgende, og som i livsgrupper, hvor man deler liv. Det gør det lettere for lytterne at identificere sig med det, som bliver sagt,” siger Stine Kofoed Møller.

Uden manuskript

Der er heller ikke noget manuskript, når optagelserne bliver sat i gang, fortæller Lise Theisen:

“Vores samtaler er ikke iscenesatte. De er ærlige og autentiske. Det eneste vi kender, før vi går i gang, er vores emne, og så bevæger vi os frem, som inspirationen leder os til. Vi har begge prøvet mange ting gennem livet og med troen. Det er den livserfaring, som vi deler ud af.”

Nu håber Stine Kofoed Møller og Lise Theisen, at de kan være med til at forandre verden en samtale ad gangen, og hvem ved, hvad det kan føre til – en ny blomstrende periode, som i guldalderen?