Gå op imod det nyreligiøse

Kaj J Nielsen
Thisted

I Thisted Dagblad var der et billede af en indisk guru med langt hvidt skæg fra et møde på biblioteket om Transcendental Meditation.

Transendental Meditation betyder at bevæge sig ud over en kant, hvor du ikke ved, hvor du havner.

Jeg syntes, at det lød meget farligt.

Jeg lavede en aftale med Gud, at hvis det kom igen næste år, så tog jeg afsted.
Og da biblioteket kunne lånes helt gratis, kom det igen året efter.
Jeg talte lidt med Gud om mødet og tog Bibelen under armen og kørte afsted.
Jeg fik sidste stol oppe foran.

Joe, som guruen hed, var 2 m høj og tynd som en bønnestage og med fuldstændig livløse øjne uden glans.

Det var tydeligt at se, at han var i den Ondes vold.
Joe holdt en intetsigende tale på ½ time.
“Er der spørgsmål?” spurgte han.

Jeg markerede straks og citerede fra Apostlenes Gerninger 4,12:
Og der er ikke frelse i nogen anden, ja der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan frelses ved, end Jesu navn.

Verset slog Joe til jorden, hvor han kravlede hjælpeløst rundt, gjorde tre forsøg på at rejse sig, men faldt til jorden igen. Det lykkedes ham at få fat på en stol, og efter flere forsøg kom han på benene igen, kikkede ud over forsamlingen og sagde “Undskyld mig”.

Men aftenen sluttede lidt brat.

Da mødet var slut, kom der en ældre dame hen til mig, råbte mig ind i hovedet, så det kunne høres i hele salen: “Du har ødelagt hele aftenen!”

Det er nu over 40 år siden, og der har ikke været den slags møder på biblioteket siden.
Gud brugte mig som redskab.

Engang imellem må vi slukke for vores TV og træde op imod de nyreligiøse bevægelser, som vil snigløbe vort land og folk.

Det er os kristne, der er sat til at være bølgebrydere.

Lad os bede Gud om frimodighed til at gå ud på dybet, så tror jeg på, at vi får mange undere at se. Guds er æren.