Gud trænger gennem tykke mure

Når Gud vil have et menneske i tale, gør det ingen forskel, om han skal bryde gennem papirtynde vægge eller metertykke mure. Derfor var ateistiske forældre heller ikke et problem for ham, da han første gang kaldte på Lise – han fandt blot den ideelle nabo til familien:

”Da jeg var barn, fortalte min far os historier om de tossede mennesker, der troede på en mand, der kunne gå på vandet, så jeg voksede op med et negativt syn på kristendommen. Men vi boede tæt på Uggeløse kirke, og da jeg var 12 år gammel, begyndte jeg at gå i kirke.

Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg troede på Gud, men da mine klassekammerater skulle gå til konfirmationsforberedelse, ville jeg gerne være med, selvom jeg ikke var døbt”.

Lise nåede dog ikke at blive konfirmeret, fordi hendes familie flyttede til Indien, inden konfirmationsdagen. Men hun fik en bibel. Hun skrev også med sin konfirmationspræst, mens hun boede i Indien:

”Jeg skrev til ham, at jeg ikke mente, man skulle lade sig konfirmere, hvis man ikke troede på Gud, men bare var interesseret i gaverne”.

Brevet med disse tanker valgte præsten at læse op den dag, hendes kammerater blev konfirmeret.

Gud overtager rattet

Som teenager gled troen imidlertid i baggrunden, og da Lise gik på lærerseminariet, argumenterede hun ivrigt imod kristendommen. Det var det sædvanlige med korstogene og andre uhyrligheder begået i Guds navn.

Men Guds kald havde ikke sluppet hende, og midt i 20-erne begyndte hun igen at søge, men nu var det meditation og yoga, der optog hende.

Lise var på det tidspunkt blevet lærer på en højskole, og en dag på vej på arbejde overtog Gud rattet i hendes bil:

”På vej til højskolen kørte min bil pludselig ind til Tveje Merløse Kirke ved Holbæk. Jeg kan ikke sige, at jeg gjorde det, for det var, som om noget eller snarere nogen styrede bilen. Inde i kirken, der helt udenfor det normale var åben på det tidspunkt, knælede jeg ved alteret og bad en bøn.

Da jeg bagefter kørte fra kirken op til højskolen i Odsherred, hørte jeg en stemme, der sagde: ”I dette mit hus skal du tilbede mig”. Jeg forstod det sådan, at jeg skulle begynde at komme i kirke og tilbede Gud. Siden har jeg gået i kirke”.

Dåb og kaldsvej

”Jeg kontaktede efter en tid min konfirmationspræst, H.C. Bang-Rasmussen fra Lynge, og vi aftalte, at han skulle døbe mig. I maj 1995 kørte jeg med mine forældre, min kæreste Frederik, og min bror og kusine, til Uggeløse kirke og blev døbt.

Jeg var meget rørt og græd det meste af tiden. Det var som om en ring blev sluttet. Uggeløse kirke var jo den kirke – tæt på mit barndomshjem – hvor jeg begyndte at komme som 12-årig. Præsten var også meget berørt, og vi græd sammen. Han var på det tidspunkt meget syg af kræft, og vi havde en tæt brevveksling, mens han lå på Rigshospitalet, hvor han døde et halvt år senere”.

I 1998 blev Lise gift med Frederik, som hun havde mødt på højskolen. Han læste nu til præst. Efter endte studier blev de præstepar i Tersløse, Nilløse og Skellebjerg sogne ved Dianalund. Her var de i 8 år, hvorefter de flyttede til København, hvor Frederik blev præst i Nazaret Kirke på Østerbro.

Ved siden af har de været meget aktive med parseminarer, og Lise har arbejdet som lærer og terapeut.

Der har også været tid til at skrive to bøger om ægteskabet sammen. I 2016 udkom ”Elsk jer glade!” og i 2019 ”Ægteskabet – et enestående venskab”.

Et nyt kald

I begyndelsen af 2020, 7 år efter at Lise og Frederik var flyttet til København, tog deres liv en ny drejning:

”For 1 ½ år siden fik Frederik et kald til at blive missionær i Peru. Han havde for 26 år siden rejst i landet og kan tale spansk”.

Det var planen, at han skulle undervise præster, men som Lise siger: ”Jeg var mere skeptisk overfor ideen og tænkte: Hvad skal jeg dér – jeg kan ikke sproget, og er der i det hele taget et kald til mig? Har de brug for mig?”

Endvidere var hun kun så småt ved at komme sig efter en kraftig hjernerystelse. Sammen begyndte de imidlertid at undersøge sagen og rejste på besøg i Peru i februar 2020:

”Her blev også mit kald cementeret”, fortæller Lise, ”kvinderne i kirken sagde, at der er meget brug for ægteskabsarbejde i Peru. De er langt bagefter med ligestilling og gensidig respekt i ægteskaberne, og der er vold både mod kvinder og børn – og udbredt utroskab”.

Dette, sammen med en stor forståelse fra Luthersk Mission for Lises hjernerystelse, overbeviste hende om, at hun og Frederik som ægtepar havde fået et kald til mission.

Men endnu en tyk mur rejste sig. Lise og Frederik nåede lige at komme hjem til Danmark inden corananedlukningen den 11. marts sidste år. Snart lukkede grænsen til Peru, og i efteråret 2020 blev både Lise og Frederik selv smittet med corona.

Da de endelig var raske, var Peru igen lukket land. Så afrejsen blev udsat. Selv da der igen var udsigt til en åbning, vidste de ikke, om det ville lykkes at få en negativ test, som var kravet.

Mange, der har haft corona, kan blive testet positiv flere uger efter, at de er raske, så selvom Lise og Frederik ikke fejlede noget, var der fare for, at testen ville vise positiv.

Heller ikke den mur var imidlertid for tyk for Gud, de fik en negativ test og fik mulighed for at rejse den 7. januar 2021. Kort tid efter lukkede landet igen ned.

Missionær i Peru

Lise og Frederik er nu begyndt på deres nye tilværelse i Peru, men pga. nedlukningen må en del arbejde vente:

”Kirkerne er lukkede, og det er ikke tilladt at forlade sit hjem mere end én time om dagen. I mellemtiden træner vi spansk online og fordyber os i de emner, vi skal arbejde med senere.

Frederik gennemlæser Det Nye Testamente på græsk, og vi læser begge ægteskabsbøger på spansk.

Når landet åbner, er det meningen, at vi skal deltage i en konference til juni med lederne i Den Lutherske Kirke i Peru om det kommende ægteskabsarbejde. Til efteråret er der planer om et ægteskabs- og træningsseminar for alle præster og deres koner, så de bagefter kan undervise i deres lokale kirker”.

Trods de mange vanskeligheder, som coronapandemien medfører, siger Lise, at de har fået en god start i Peru:

”Vi har fået et godt sted at bo og har et godt fællesskab med de andre missionærer. Selvom udgangsforbuddet indtil nu har hindret os i for alvor at møde det folk, vi er udsendte til, har vi allerede fået en smule kontakt med flere peruanere i kirken”.

Ligesom hos enhver missionær, der har forladt hjemland og familie, går Lises tanker også til Danmark. Hun slutter derfor med en bøn til Udfordringens læsere om at bakke dem op i forbøn:

”Bed om, at coronaen snart må lægge sig, så Peru og dermed kirkerne her kan begynde en genåbning, og peruanerne igen kan passe deres arbejde med fysisk fremmøde.

Bed også for vores voksne børn og vores svigersøn i Danmark: Alma og Simon, Emil og Marius, som må undvære os, mens vi er på missionsmarken”.

Der er stadig hindrende mure, men Lise har gang på gang erfaret, at Gud kan gennemtrænge mure.