Ja, jeg tror på engle

I 2018 anmeldte Edith Theis-Nielsen min roman ”Engle har mange ansigter” her i Udfordringen under overskriften ”Når engle krydser ens vej”.

En meget præcis overskrift og anmeldelse. For som hun skrev: ”At engle har mange ansigter, viser, hvordan mennesker i nød med uoverskuelige behov har brug for hjælp, og så kommer den – som engle – i skikkelse af andre mennesker, der hjælper på nærmest mirakuløs måde”.

Ja, det var, hvad jeg havde på hjerte.

I forbindelse med udgivelsen blev jeg ofte spurgt: Tror du selv på engle? Og hver gang svarede jeg et klart: JA. Ordet engel er for mig et stærkt billede på guds-virkeligheden og ikke blot en smuk metafor.

Derfor er der også mange engle i mine salmer. Og altså nu også nu i mine romaner. Jeg tror, at Gud hører min bøn og sender sine engle ud. Hver dag. Også i arbejdstøj. Som i denne morgensalme til mine børnebørn:

Og send dine engle i arbejdstøj,
når børnene løber i skole.
For byen er farlig,
og farten er høj
for Jonatan, Sara og Ole.

Men hvordan engle ser ud, det overlader jeg trygt til Gud. Spørgsmålene fik mig imidlertid til at skrive et digt, som morsomt nok gjorde mig til månedens forfatter på biblioteket i Hørsholm.

Jeg tror på engle
engle uden grænser
forklædt som læger
sygeplejersker
nødhjælpsmedarbejdere
brandmænd i helvedes forgård
Med deres nærvær råber de til os
det nytter
Breder vingerne ud

Og glem ikke
de hverdagstålmodige
pædagogengle
de underbetalte lærere
der ikke slukker mobilen når de kommer hjem
de frivillige fodboldtrænere som binder de mindstes snørebånd
Sosu & plejehjemsengle med eller uden tørklæde
festklædt i fredsbuens farver og hjerter så røde som dannebrog

Hvordan skal jeg sige det
takke hver engel
der griber mig i nakken
skubber mig fremad skønt mine sko er for små til mit ego
Skal jeg sige det lige ud
bekende imod myriader af lidelser
imod alle odds
Jeg tror på engle
amatører som professionelle
med deres
Frygt ikke
se jeg forkynder jer en stor GLÆDE
uden grænser

Er det muligt at skrive salmer og romaner om håb i dag?

Mange vil sige nej. Men jeg har det som humlebien, der ikke kan flyve, men gør det alligevel. Så selvfølgelig kan man det. Spørgsmålet er blot, hvordan man gør det.

Hvad enten jeg skriver en salme eller en roman, ved jeg godt og lægger jeg heller ikke skjul på, hvor megen uforståelig og meningsløs lidelse, der er i verden. Men som Leonard Cohen skriver:

”There is a crack in every thing, that’s how the light gets in.”

Ja, siger jeg: Jeg tror, Guds lys finder sprækker, hvor sprækkerne går.

Enhver mørkeræd ved, hvor lidt lys, der skal til for at forjage frygten fra barneværelset. Jeg taler af erfaring. ”Blot døren står på klem”, kan man falde i søvn.

Den realistiske roman

K. E. Løgstrup skrev i 70erne i et indlæg om, hvor realistisk en børnebog må være. Og de var mildt sagt meget realistiske dengang. Alt skulle smækkes lige i hovedet på børnene. Uden filter. Men så sagde Løgstrup: ”Det eneste, vi ikke må tage fra barnet, er håbet.”

Kan det samme siges om os voksne? Det mener jeg. Lad os vende det gamle udtryk om liv og håb om. Så længe, der er håb, er der liv. Hvem siger, at en roman for at være realistisk skal slutte uden håb?

Præsten og forfatteren Gudmund Rask fortæller, hvordan Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wærgeland åbnede hans øjne for, ”at livet kan gå i stykker og blive sat sammen igen. At tilgivelse, forsoning og nåde virkelig findes, og at man sammen med andre kan komme videre i livet.”

Jeg har selv med glæde læst Kjærstad. Og jeg er helt enig.

Engle på kirkebænke

Men hvordan får jeg skrevet håbet ind i mine romaner?

Dybest set er det ikke så svært. Jeg fortæller om mange af de mennesker, som vi kender fra kirkebænkene, der bestemt ikke ville kalde sig selv engle, men bærer håbet og hjertet udenpå. De findes.

Jeg har nu for tredje gang skrevet en roman om besættelsen og om min egen generation. Os, der voksede op i fredens baghjul, men i høj grad også i krigens skygge. Jeg skriver om en tid, jeg kender. Mine forældre var ikke med i modstandskampen, men min bedste vens onkel blev skudt den lyse 4. maj, så der var aldrig lys i Pers vinduer i Romsøgade.

Mine romaner er ikke autofiktion. Men jeg skriver om miljøer, jeg kender. Om mennesker, der ofrede deres sparsomme fritid på os og tog med på lejre.

Distance skaber nærhed

Men som forfatter har jeg brug for en litterær distance til stoffet. Og jeg har også derved nemmere ved at spørge: Hvor meget har vi lært? Er vi blevet bedre? Næppe.

Og hvad ville jeg selv have gjort under besættelsen? Ville jeg have meldt mig som familien fra Hvidsten eller den alt for unge Kim Malte Bruun?

De store eksistentielle spørgsmål er de samme i dag som dengang. Derfor er titlen på min nye roman også: Hjerter taler samme sprog. Og med underteksten: Generationer mødes, og mødre taler til mødre.

De store spørgsmål under besættelsen, i min barndom i halvtresserne og i mine børns og børnebørns liv i dag er de samme.

Spørgsmålet om Sandhed og Løgn. Om der er værdier, der eviggyldige. Eller blot kan bøjes efter tidens smag, så de dybest set bliver ligegyldige.

Som jeg skrev i en sang til 4. maj sidste år:

Der lokkes og kæmpes i verden,
og hjertet er kamppladsens sted.
En fører kan skjule sit ansigt
og føre os skrupelløst med,
til nogen begynder at synge
om frihed fra lænker af stål,
og frygtsomme vokser til kæmper,
og gaderne flammer af bål.

(Sangen kan ses på YouTube: 4. maj sang Så tung var de tungeste dage.)

De modige kvinder og mænd og deres børn

Under besættelsen betød den kristne tro meget for mange.

Ofte kom modstandsfolkene fra de kristne ungdomsbevægelser, hvad man nemt kan konstatere ved at læse bogen De sidste timer med modstandsfolkenes afskedsbreve.

De vidste, at de som kristne måtte vove at få blod på hænderne og tro på syndernes forladelse.

Er det så alligevel med min sidste roman lykkedes at skrive en samtidsroman?

Det har i hvert fald også været hensigten. Hovedpersonen og fortælleren er den 45 årige journalist og forfatter, Anna Gertsen, gift og mor til drengene Nikolaj på 13 og Anders på 10. Det var hende, der i ”Du ved det nok mit hjerte” interviewede Johannes Madsen og fik ham til at skrive en bog til sin afdøde hustru Smilla.

Nu vil den gamle modstandsmand også fortælle om sin storesøster Petra, der også var en af modstandskampens meget stærke kvinder. Men han magtede det ikke, og han overlader det til Anna Gertsen.

Tillad mig igen at citere fra Edith Theis-Nielsen anmeldelse af min sidste roman:

”Ud af dette har forfatter Niels Johansen skrevet denne bevægende bog, som beskriver dem, der kom levende ud af besættelsen, men mistede viljen til liv – de havde været for meget svært igennem, modstandskamp, mareridt og sår på sjælen. Og så dem, der overvandt alt det svære, som den stærke modstandskvinde Petra.

For hende sluttede kampen ikke den 4. maj 1945, men om bestandigt at bevare livsmodet hos sig og sine. Gennem disse skæbner standser journalisten op, mens hun funderer på sin egen familie, deres liv og fremtid. For nok er det en helt anden tid nu, men de store spørgsmål er stadig de samme.”

Du ved det nok mit hjerte

Ja, jeg tror på engle. Og jeg holder så meget af Chestertons bekendelse: Det forunderlige ved mirakler er, at de sker.

* De tre omtalte romaner er:
”Engle har mange ansigter – fragtmenter til en historie” Højers forlag. (Udsolgt fra forlaget; et beskedent restoplag kan købes hos mig.)
”Du ved det nok mit hjerte – billeder i sort hvid” Højers forlag.
”Hjerter taler samme sprog” (250 kr.) udgivet på forlaget HISTORIA.