Vent på Gud

Peter Elias Nielsen
7800 Skive

Salme 69 (Den autoriserede 1992):
V3 Jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke få fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen skyller sammen over mig.
V4 Jeg er udmattet af at råbe, min strube er blevet hæs, mine øjne har stirret sig trætte af at vente på min Gud.

Selvom vi prøver at være kreative med, hvordan vi åbner samfundet op, og hvordan vi evt kan mødes online, lever vi i en tid, som i høj grad er præget af at vente.

Vi venter på genåbning, vi venter på genforening, vi venter på alle de ting, som har måttet stå stille, og måske endda med fornemmelsen af at noget godt smuldrer væk imellem vores hænder.

Vi kan også opleve, at vi venter på Gud, og dette kan virke helt underligt, når han nu har sagt, at han aldrig vil forlade os, og at han altid vil være nær os med sin Ånd.

David fortæller i Salme 69 om sin kamp:

Han er ved at være slidt ned af at vente. Han øjne er trætte og halsen hæs, hvordan skal han kunne blive ved?

Jeg elsker hvordan han så skriver i vers 14:
Men jeg beder til dig
i nådens tid, Herre,
svar mig i din store trofasthed, Gud,
med din sikre hjælp!

En anden oversættelse af nådens tid er ‘Til Rette tid’.

Det er ikke nemt at vente, det kender jeg fra mig selv. Tidligere har jeg ofte handlet, når jeg følte mig usikker (fordi jeg ikke ville vente), men det har sjældent bragt noget godt. Jeg har gjort noget desperat, når jeg følte mig usikker på kærlighed. Jeg har gjort noget usmart, når jeg følte mig usikker på min økonomi.

Og jeg har ageret i egne evner, når jeg i virkeligheden gerne ville have Gud til at handle for mig eller igennem mig.

I 1. Samuelsbog 13 oplever vi også, at Kong Saul handler i egen kraft. Han har fået besked på at vente på at ofre til Gud, til profeten Samuel kommer. Men da det er en ofring i forbindelse med en nært forestående krig, bliver han utålmodig og ofrer så uden Samuel. Konsekvensen er, at hans kongedømme ikke skal bestå.

Den usikkerhed, som man oplever, bliver ikke mindre af at handle selv og kan altså føre til endnu mere frustration.

Tålmodighed i venten på Gud

Ventetiden er gået hen og blevet vores situation, Corona er pt vores alles fælles virkelighed.
Men virkeligheden er samtidig, at vi kan vælge at se håbet, der også ligger. Jeg har som David lov til at skrige mig hæs og være utilfreds med Gud, og det har du også.

Men når jeg har bragt det, som udfordrer mig, frem for Gud, har jeg også brug for at prise ham og stole på ham! For med al erfaring jeg har af ham, siger det mig, at han er trofast, og han er værdig min pris, uanset hvordan han handler.

Jeg forstår ikke nødvendigvis, hvorfor han ikke svarer nu, men jeg tror på, at han svarer til rette tid. Selv når jeg så er ved at drukne i udfordringer, vil jeg stole på ham.