Armbindet med de tre løver

Der lugtede lidt af fisk, syntes Peter. Måske var det mændene nede fra havnen, som havde bragt lugten med sig, da de kom ad Ringsgade for at slutte sig til menneskehavet. Farverne fangede hans blik. Hundredvis af blafrende dannebrogsflag, lysegrønne bøgegrene og hist og pist paraplyer i rødt og hvidt. Begejstrede stemmer, hornmusik.

Dråberne i ansigtet registrerede han næsten ikke. For alt det andet. Det var dejligt med en fridag fra skolen, men mest af alt at være en del af det her mærkelige, som han ikke anede, hvad var.

Kun, at i hundredvis af mennesker, børn og voksne, stimlede sammen og bumplede ind i hinanden, når menneskemængden som et stort dyr bevægede sig frem og tilbage.

En stor plakat steg pludselig op over hovederne. ”Længe leve kongen!” fik Peter stavet sig igennem. Han havde på fornemmelsen, at han aldrig skulle komme til at glemme denne dag.

Den 4. maj

Det begyndte allerede i aftes, da hans mor og far ved forenede kræfter rev mørklægningsgardinerne ned og lod gadelyset strømme ind i den lille lejlighed på Rådhustorvet.

Dernede var der allerede sort af mennesker, som stimlede sammen om statuen af Christian den Niende. Da hans lillesøster var puttet, fik han lov til at blive lidt længere oppe end sædvanligt, han skulle jo ikke i skole i morgen. Det var den 4. maj. Det huskede han helt tydeligt, for far havde taget ham på skødet, kigget ham ind i øjnene og sagt: ”Husk denne dag så længe du lever, Peter.

Den 4. maj 1945!” Han sagde datoen langsomt, højt og højtideligt for sin søn. Han lugtede af øl, men det var til at holde ud for Peter, fordi humøret som en nyankommen kærlig gæst fyldte hele lejligheden med … han vidste jo ikke rigtigt, hvad det var.

Men han var klar over, at der var sket noget nyt, og at nu ville alting blive bedre. Det kunne også bare gå én vej, for mor og far havde skændtes utroligt meget i den senere tid. Men ikke i aften.

Nu var det smil, høje stemmer, kys og kram. Han blev dog klar over, at tyskerne havde tabt. ”Så er det slut med de nazisvin,” råbte hans far med en blanding af munterhed og vrede. ”Goodbye, Hitler!” Peter syntes, det lød sjovt. Tysk var det da ikke. Mens han trykkede næsen flad mod ruden for at se syngende og dansende mennesker nede på torvet, havde hans far fundet et armbind frem, som han højtideligt satte på det ene skjorteærme over albuen.

Det var et blåt stykke stof med et smalt bånd i rødt og hvidt. Midt på båndet sad der en metalplade med 3 løver på. ”Det er min far!” løb det igennem hans hoved, mens han lod blikket hvile et ekstra sekund på løverne. ”Frihedskæmperarmbindet, Peter!” som mor sagde, mens hun stolt kiggede på far.

Mon det nu var slut med skænderierne?
Ville de begynde at gå søndagsture ude i anlægget og fodre ænderne,
som de gjorde engang? På grund af armbindet?

Mon det nu var slut med skænderierne? Ville de begynde at gå søndagsture ude i anlægget og fodre ænderne, som de gjorde engang? På grund af armbindet? På grund af alt det underlige, der var sket i dag? På grund af … han ønskede bare, der måtte være en grund. Mor satte et par stearinlys i vinduerne, og Peter kunne se, at der også blafrede lys i vinduerne i lejlighederne ovre på den anden side af Rådhustorvet.

Jo, det var mærkeligt og anderledes og trættende. Peter blev lagt i seng, han lå længe og lyttede til de høje råb og sangstemmer nede fra gaden, til fars udråb og klirren med flasker inde fra den lille stue, inden han faldt i søvn. Måske.

Den 5. maj

Mor forsynede Peter og lillesøster med et dannebrogsflag i den ene hånd og en nyudsprungen bøgegren i den anden. Peter begyndte straks som de andre børn at vifte med begge hænder. De stod stille lidt for længe på Rådhustorvet, syntes han.

Normalt hadede han at have sang i skolen og skulle tvinges til at synge med, men lige nu føltes det godt at stå og lytte til ”Det haver så nyligen regnet”. Han grinede lidt ved sig selv, for der kom da nogle dryp ind imellem.

Så lød med ét en velkendt stemme. Det var Petersen, skoleinspektøren, som talte – ganske vist i en skrattende mikrofon – men det var Petersens stemme. Den kendte han kun alt for godt, når den som piskesmæld ramte ham inde på kontoret, hvor han blev ekspederet hen, hvis han kom for sent.

Mens Peter stod og så ind i ryggen af manden, som stod foran ham, og konen med barnevognen, opfangede han ordene: ”Engang vil I forstå, hvad der er sket for Danmark i dag!”

Så kunne Peter ikke længere samle sig, men stod og nød at være en del af menneskemængden, mens han indsnusede duften af våde frakker. Endelig var talen færdig, endnu en sang blev sunget, og så begyndte de langsomt at bevæge sig op igennem Algade.

Peter viftede med flaget og bøgegrenene som mange andre. Sammen med de dannebrogsfarvede paraplyer og de glade stemmer var det næsten som om, de var på vej i cirkus. Han skelede op til mor og far.

Mor havde lige så stille stukket sin hånd ind under fars arm. Peter følte vandet presse på i øjenkrogen. Lillesøster gik og hagede sig fast i mors anden hånd. Den lille havde sin grønne frakke med de røde prikker på, opdagede Peter og smilede.

”Klip håret af hende”

Pludselig blev stemmerne højere, skarpere. Der kom uro i processionen. Hvad skete der? Far rev sig brat løs af mors hånd og gik hen til en flok, som stod og stimlede sammen. Mange af dem bar armbindet med løverne lige som far. Forsigtigt trak mor Peter og lillesøster hen mod sceneriet.

Det var svært at se, hvad der foregik, men skingre råb nåede Peters ører: ”Tyskertøs! Feltmadras!”

Det var svært at se, hvad der foregik, men skingre råb nåede Peters ører: ”Tyskertøs! Feltmadras!”

Forskellige folk fra byen begyndte at skråle med. Peter opdagede blandt andet bageren nede fra hjørnet, der altid stak ham et stykke gammelt wienerbrød. Nu var bagerens ansigt stramt og hårdt, da han råbte:

”Klip håret af hende!” Og så masede den flinke bager sig igennem cirklen og sendte en stor spytklat af sted. Trods mors protester rev Peter sig løs og fandt en sprække i rundkredsen. Derinde i midten stod en ung pige og lod sig spytte på og råbe ad.

Peter skulle lige til at råbe med, da han genkendte pigen. Det var jo Eva, som nogle gange havde været barnepige hos dem, når far var på værtshus, og mor skulle på natarbejde. Eva plejede at læse godnathistorie og bede ”Jeg er træt og går til ro” med Peter og lillesøster. Hvorfor stod hun her?

Næsten som i en drøm så Peter far træde hen og tage Eva hårdt i armen. Eva sagde ikke noget, hulkede bare stille. Igen lød råbene fra bageren og alle de andre: ”Feltmadras, landsforræder!”

Søde rare Eva. Peter mærkede blod i munden, han var kommet til at bide sig selv i læben. Kunne de da ikke lade hende gå nu? Nej, flere folk med armbind kom og holdt Eva fast. ”Klip håret af hende”, blev der råbt igen.

”Mal hagekorset på hendes krop!” lød andre tilråb. Peter så som i trance far stå med en saks og gøre sig klar til at klippe. En anden med armbind var ved at åbne låget på en dåse sort maling.

I et splitsekund drejede far hovedet og fik øje på Peter. Far havde det dér blik, som kunne få Peter til at krybe i et musehul, men vendte igen hovedet bort og sendte en ekstra spytklat i ansigtet på Eva. Jamen, er det det, far har kæmpet for, når han blev kaldt ud om natten?

tænkte Peter. Var fjenden da ikke tyske soldater i uniformer, som udstedte kommandoer på et underligt sprog? Hvad farligt var der ved Eva? Og hvad skulle de tre løver overhovedet betyde?

Nådens frakke

Der gik en ny bevægelse hen over cirklen. Stemmerne blev sagtere, folk drejede uroligt ansigterne over mod en dør, der var gået op i den ene side af gaden. Peter så i et glimt, at fars jerngreb omkring Evas arm løsnedes, og at far med ét stod med hænderne ubeslutsomt ned langs siden.

Far kiggede i samme retning som alle de andre. En mand var kommet ud af døren derovre og gik med rolige, men faste skridt hen mod cirklen. Han bar en stor frakke over den ene arm. Det var en yngre mand med tilbagestrøget mørkt hår og briller.

I hans ansigt var der ingen tegn på vrede. Da manden var helt henne ved gruppen, trådte de nærmeststående instinktivt til side og lod ham fortsætte ind mod midten, helt hen til Eva. Peter blev nu vidne til, at Eva, som hulkede lydløst med ansigtet ned mod jorden, blev omhyllet af den store mørke frakke, som manden varsomt lagde om hende.

Han sagde stille et par ord til Eva, som rettede sig op og lod sig føre af manden, ud af cirklen, de ti meter over til den store dør og blive lukket ind. Døren smækkede i bag dem. Nogle sekunder var der helt stille.

Peter kiggede rundt. Ingen sagde et ord, ikke engang far. Børn og voksne stod med dannebrogsflagene og de våde bøgeblade slapt ned langs siden. De voksne undgik at fange hinandens blikke. Peter mærkede en sitren i kroppen. Han frøs.

Da folk begyndte at gå igen, var snakken dæmpet, regnen taget til. Peter kiggede op på far, der så udtryksløs ud, men skubbede mors hånd fra sig. Peter fik den mærkelige tanke, at løverne var blevet våde og skiltet skulle tørres af og poleres, når de kom hjem. Han tænkte på Eva og kunne næsten høre hende synge ”Jeg er træt og går til ro”.

Søde Eva! Han ville altid huske i aftes, 4. maj, hvor lyset strømmede ind ad vinduerne. Måske, måske. Og i dag, den 5. maj. Hvordan skulle han kunne glemme, hvad der lige var sket, og hvem var manden med frakken og det milde ansigt? Tankerne myldrede i Peters hoved. Nu var regnvandet trængt ind og fik skjorten til at klistre til kroppen.

Hvor han dog længtes efter at cykle langt ud i skoven med sin bedste ven og måske opdage en ny sommerfugleart.

Novellen er bygget over en virkelig hændelse i de overophedede dage efter befrielsen, 5. maj 1945. Manden med frakken var en kristen tandlæge, aktiv i KFUM, og med i modstandsbevægelsen.