Hele Danmarks Mr. Gospel 50 år

Nedlukningen har ikke hindret Hans Christian Jochimsen i at holde gospelworkshops.

I corona-tiden har Hans Christian Jochimsen holdt virtuelle gospel-sessions, workshops og ”Sing gospel”-events.

Danmarks Mr. Gospel himself, Hans Christian Jochimsen, fejrede rund fødselsdag den 25. marts, hvor han blev 50 år.

Hans Christian er et af de største navne indenfor gospelmusikken. Han inviteres til gospelworkshops og gospelfestivaler i både Danmark, Europa og USA.

Herhjemme leder han The Gospel Fellowship, en gospelkirke i København, og han har også selv gospelkor, som samler 1000 mennesker.

Startede som teenager

Han startede som teenager med at samle folk til gospel, og i forbindelse med den kristne påskefestival ”Opstand” startede han Opstand Gospel Choir, som bl.a. medvirker i Hella Joof’s film ”Oh Happy day” fra 2004. Her står Hans Christian for størstedelen af musikken.

Han gennemførte også i en årrække ”Århus Gospel festival”, som var et tilløbsstykke med flere hundrede sangere.

Hans Christian har en meget pædagogisk og humoristisk tilgang til at undervise. Det ses i hans evne til at samle folk omkring gospel – man smittes af hans behagelige væsen og kærlighed til gospelmusikken.

Af samme grund er han en meget efterspurgt instruktør ved gospelworkshops og festivaler i både Europa og USA. Han har bl.a. undervist på USA’s største gospelfestival med mere end 25.000 deltagere.

Komponist og sangskriver

Udover at dirigere og spille klaver er han selv en eminent komponist og sangskriver.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Foruden de kendte sange som ”Lord hold me”, ”See you in heaven” og en smuk udgave af velsignelsen, har han skrevet hundredevis af sange, som bl.a. kan findes på de albums, han har udgivet med sine kor og som solist. Hans sange bliver sunget over hele Europa og i USA.

Om sommeren står han i spidsen for sommergospel ugekurser i henholdsvis Gerlev og Kolding, og her inviteres internationale gospelartister med som instruktører. Han stod bl.a. også bag den store gospelsanger Kirk Franklins besøg i Danmark.

Virtuelle kurser

Coronaen har naturligvis også begrænset alle de aktiviteter, Hans Christian normalt har gang i.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men i stedet for at lade stå til har han benyttet sig rigtig meget af virtuelle gospelsessions, workshops og ”Sing gospel”-events, som man har kunnet tilmelde sig på bl.a. facebook. Dette har han gjort med stor succes, og der er også deltagere fra andre lande end Danmark.

Han Christian er gift med Berit, og de har 3 børn.