Inspiration til sognekirker

”Frimodig kirke i 20’erne” er temaet for en sognekirkekonference fredag den 11. juni i Fredericia.

Sognekirkekonferencen 2021 skal inspirere præster, organister, kirke- og kulturmedarbejdere, menighedsrådsmedlemmer og andre interesserede til frimodigt at leve af evangeliet og dele det opfindsomt.

Hovedtaler er den norske dr.theol. og forfatter Geir Otto Holmås, der bidrager med foredrag om ”Menigheden som hvilested” og ”Menigheden hvor alle tjener”. Geir Otto Holmås har skrevet bogen Ved en korsvej – Åbent brev til mine karismatiske venner, hvor han trækker på sine egne erfaringer fra mange år i karismatiske miljøer.

Desuden medvirker sognepræst Peter Worm Madsen fra Christianskirken i Aarhus med foredraget ”Menigheden som omsorgens sted”, mens sognepræst ved Vigerslev Kirke, Henrik Arendt Laursen holder afslutningsmødet med overskriften ”Gå i fred. Tjen Herren med glæde!”

Otte workshops

I løbet af to moduler kan deltagerne vælge mellem otte forskellige workshops, der giver inspiration til det konkrete arbejdet i sognekirken.

Det kan fx handle om sang og musik, om at være præst i et land- eller bysogn, om at lave børnekirke, om bøn, evangelisation og åndelig ledelse i et menighedsråd.

Arrangørerne

Konferencen er arrangeret af Dansk Bibel-Institut, Menighedsfakultetet og Evangelisk Luthersk Netværk og bliver afholdt i Fredericia i Indre Missions Missionshus og Michaelisgården ved Sct. Michaelis Kirke.

Konferencen var oprindeligt planlagt til juni 2020, men pga. af corona blev den udsat til juni i år. Arrangørerne håber og forventer, at det bliver muligt at gennemføre konferencen.