Vibeke har skrevet en roman om de sidste tider

Der står ikke noget om Gud og Jesus i romanen, men inspirationen kommer fra beretningen om ”de sidste tider” i Johannes Åbenbaring.

Vibeke Binderup er en moderne fantasy-forfatter. Hun har bl.a.også skrevet ”Den Usynlige Kriger” og trilogien ”Evnen”. Her ses hun ved omslaget til sin nyeste roman.

Så er forfatteren Vibeke Binderup klar med endnu en roman: “Eskatos Rejse”, hedder den – og forfatteren kaster sig i romanen over det vanskelige emne, som i teologien kaldes eskatologien – læren om de sidste tider.

Romanen Eskatos Rejse er en fantasifuld, overraskende og spændende roman i fantasy-genren, der er skrevet både til unge og voksne.

Det er Vibekes femte bog i fantasygenren. Hun har tidligere udgivet trilogien “Evnen” og romanen “Den sidste kriger”.

– Når jeg skriver bøger, er jeg altid drevet af et stærkt kald i mit indre, fortæller Vibeke Binderup til Udfordringen.

– I trilogien “Evnen”var kaldet at fortælle om Helligåndens gaver til unge. Og bag “Den usynlige kriger” ligger kaldet til at fortælle om den åndelige verden med engle og dæmoner.

I “Eskatos rejse” er det et kald til at levendegøre Johannes’ Åbenbaring for både unge og voksne, forklarer Vibeke.

Kan læses med og uden kendskab til Bibelen

– Eskatos rejse skiller sig lidt ud fra de andre romaner, for læseren kan modtage den som en spændende fantasyroman, med magi, drager og uforklarlige hændelser, uden at ane, at den handler om de sidste tider, og uden at ane hvem “Gamle Maren” egentlig er (ligesom Aslan er Jesus i Narnia bøgerme).

De læsere, der er bekendt med Åbenbaringens profetier, vil kunne finde en helt anden dybde i denne roman, både i handling, navne (man kan jo fx google Eskatologi?!) og symbolik, håber Vibeke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg ved, der står en lille bogklub klar til at fordybe sig i denne roman, og det, tænker jeg faktisk, kan blive rigtig spændende, da det er en roman med mange lag.

Vibeke Binderup har også skrevet romanen ”Den usynlige kriger”.

Handlingen kort fortalt

Eskatos verden forandres voldsomt, da hans forældre og søster forsvinder sporløst (det er bortrykkelsen af de troende, der henvises til).

Faktisk forandres hele verden i det samme øjeblik, og Eskato, der var en halvdoven teenager det ene øjeblik, må nu kæmpe for sit liv, hvis han vil overleve.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Selv naturen er forandret, træerne bærer ikke frugt, og ondsindede, muterede væsner
kravler op af jorden.

Eskato finder en trofast ven med sort pels og lysende øjne, og sammen finder de vej til Gamle Maren, der vist er meget mere end bare en gammel kone.

Eskato troede ellers hverken på magi eller drager, men han bliver hurtigt meget klogere, står der på omslaget.

Energisk lærer og forfatter

Vibeke Binderup er udover at være en produktiv forfatter også lærer og pædagog. Hun arbejder med børn med særlige behov på en skole i Greve.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Selv bor hun i Karlslunde med mand og børn. Hun er aktiv i Karlslunde Strandkirke, hvor særligt ungdomsarbejde, Alpha og forbønstjeneste har fanget hendes hjerte.

Vibeke er nu 50 år og har i alt skrevet otte bøger, hvor Eskatos rejse altså er den nyeste.