Luthersk Mission har fået en ny frimenighed
Køge Bugt Kirken blev officielt stiftet som LM-frimenighed den 2. maj af 23 medlemmer, skriver Tro og Mission.
Avisen skriver videre, at menigheden har holdt møder siden januar 2019. I starten mødtes tre familier i private hjem, men nu er forsamlingen vokset til 40 personer, når alle er samlede.
Tidligere missionær i Tanzania, René Sølvsten Nissen, fortæller, at medlemmerne kommer fra tre missionsforeninger (LM, ELM og IM), samt folkekirken og Københavnerkirken.
Køge Bugt Kirken mødes hver søndag formiddag i den lokale adventistkirke. Adventisterne, som holder gudstjenester om lørdagen, har været meget imødekommende, så den nye frimenighed kan leje lokalerne til en pris, der kun dækker omkostningerne, fortæller René Sølvsten Nissen.
Håbet er at nå længere ud i lokalområdet. Det betyder blandt andet, at menigheden skal have oprettet sin egen hjemmeside.
”Vi beder meget om, at Gud vil vise os, hvad han vil med os. For det er fint nok at holde kirke for os selv, men der er mange omkring os, der ikke kender Jesus,” siger René Sølvsten Nissen til Tro og Mission.