Skoler bør være selvstyrende

Af Isabella Arendt. Landsformand for Kristendemokraterne – i klumme til medlemmerne

To kommuner i Danmark har fået lov til at lave folkeskole baseret på frihed.

Tallet burde være 98 kommuner. Og frem for forsøg og midlertidige ordninger, burde vi give alle skoler permanent frihed til at drive skole, som de selv har brug for. I de to heldige kommuner i Esbjerg og Holbæk er lærere, forældre, elever og ledere igang med at udfordre normerne for skoledagen.

Jeg glæder mig til at se, hvad resultatet bliver. I Esbjerg vil man bl.a. have lærere til at følge en årgang mere tæt. Man vil bryde med timetallene og undervise i emner langt mere tværfagligt.

Lærerne er dog også allerede bekymrede for, at projektet fra staten kun varer tre år. Det er for kort tid til at se resultaterne. De frygter, at det hele skal rulles tilbage om tre år, hvis staten ikke er tilfreds.

Her ligger netop problemet. Det er regeringen, som skal afgøre om de to kommuners forsøg får lov til at blive permanente. Beslutningen hører ikke til i et ministerium langt fra hverdagen.

Beslutningen burde ligge i kommunerne, på skolerne og blandt ansatte, elever og forældre. Det er deres hverdag og deres fremtid, som er på spil. Ikke regeringens.

Dette er netop symptomatisk for en stor del af den “frihed”, som staten udøver i dag. De få projekter står til regnskab overfor staten – ikke borgerne. Det er ikke frihed. Det er ikke tillid.

Vi kæmper i stedet for selvstyrende folkeskoler. I hele landet. Permanent. Det er borgerne lokalt, skolerne skal samarbejde med og stå til ansvar overfor. Ikke en statslig magt langt væk.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Staten ser tal, karakterer og gennemsnit. På skolerne ser man børn, forældre og lærere som virkelige mennesker, unikke og med forskellige behov.

Frihed kan ikke gøres midlertidig og til et test-projekt. Enten har man tillid til kommunerne og skolerne, eller også har man ikke. Regeringen har ikke vist reel tillid endnu. Men det er der i høj grad brug for.