YWAM Danmark samler ind til corona-ramte Indien
Den katastrofale situation omkring corona i Indien har fået YWAM Danmark til at tage initiativ til en indsamling til køb af medicinsk oxygen.
Youth With A Mission (YWAM) har mange missionærer i Indien, fordelt over hele landet. Nogle af YWAMs teams har startet iltdistributionscentre, og de indsamlede midler i Danmark vil kunne styrke denne indsats.
– I Mumbai kender vi Marimuthu, lederen af teamet der. Han har gæstet Danmark tidligere, og vi står 100 % inde for ham og arbejdet, han leder. Siden epidemien startede, har medarbejderne delt mere end én million måltider ud til fattige og hjemløse.
Derudover er de lykkedes i at købe tre ambulancer og to busser, som er bygget om, så hjemløse kan sove sikkert om natten. Om dagen bruges de til undervisning, fortæller landsleder Ulrik Corneliussen.
Teamet i Mumbai er i fuld gang med at oprette en ilt-bank. De køber cylindere, som derefter udlånes til fattige mennesker uden mulighed for at komme på sygehus. Efter endt ilt-behandling genopfyldes cylindrene og kommer derefter ud til næste patient.
– Ved at stå sammen med dem kan vi nu direkte hjælpe mennesker, som ellers sandsynligvis ville dø af iltmangel. I Indien bor den fattige del af befolkningen meget tæt. De har ikke rindende vand eller sanitet, og skal man vælge mellem mad på tallerkenen eller håndsprit, vil valget nok ikke være svært.
En ilt-cylinder koster 1.300 kr. og en genoptankning koster kr. 90,00. Lad os sammen med teamet i Mumbai vise næstekærlighed og give den fattige del af befolkningen en mulighed, lyder opfordringen fra Ulrik, der samtidig lover, at pengene vil gå til de fattige og mest trængende.
Information om hvordan man kan støtte indsatsen, findes på YWAM Danmarks facebookside eller oplyses ved henvendelse til kontoret på tlf. 8697 4055.